Læsetid: 5 min.

LÆSERDEBAT

15. maj 1998

Kultur-radikalisme
5. MAJ - Inger Holsts to små essays giver endnu et skræmmende eksempel på hvordan historieskrivning som idehistorie kun forholder sig tekster som ord der skal fortolkes ud fra hendes egen (uspecificerede) samtidshorisont. En kompleks epoke reduceres til ensartet rødgrød kaldet anti-amerikanisme. Dette til trods for at de såkaldte kulturradikale var begejstret for masser af amerikanske ting.
Forholder hun sig overhovedet til det kulturradikalerne skrev om? Har hun selv pløjet sig igennem samtlige årgange af Seriebladet (eller var det -magasinet?) Kong Kylie, Skipper Skræk? Plus hele overskudslageret af amerikanske tegneseriehæfter i begyndelsen af 50'erne? Har hun lyttet sig igennem hele Gustav Wincklers, Birthe Wilkes, Volmer Sørensens, osv, osv, osv produktion? Hvorfor vælger hun tekster af Haxthausen og Fjord Jensen og ikke af Villy Sørensen eller Ulrich Horst Petersen?
Når man dertil lægger hendes absolutte skel mellem de kulturadikale og det 'antiautoritære' oprør, som i den mest jammerlige, vestlige pophistorieskrivnings ånd igen "begynder" (sic) med The Beatles! og hendes anakronistiske tilføjelse af Jimi Hendrix som en der i debatten blev ligestillet med Bror Kalles Kapel (hvem gjorde det? Erik Moseholm? Børge Roger Henrichsen?), så har man et indlæg, der lægger sig i smuk forlængelse af den karikatur hun har opstillet.

Christen K. Thomsen
Tesdorpfsvej 9
5000 Odense C

Kritisk anmeldelse
7. MAJ - Til lykke! For en gangs skyld en kritisk anmeldelse af en udstilling på et kulturhistorisk museum. Jeg tænker på Charlotte Christensens anmeldelse af Kunst og magi på Nationalmuseet her i bladet forleden.
Museumsbranchen har i årevis sukket efter at blive taget alvorligt af kritikerne, ikke fordi museumsfolkene er specielt selvplageriske, men fordi der mangler kritisk analyse af udstillingsmediet helst uafhængig og kommende udefra.
I almindelighed bliver museernes ytringer især de kulturhistoriskes mødt med velvilje, og det skal museerne naturligvis være glade for, men oftest er mediernes omtale refererende, sjældent kritiske.
Når vi nu i Information ser en anmeldelse, som går snærtende tæt på en udstilling på Nationalmuseet, så skyldes det måske, at bladets kunstanmelder er gået forkert i byen og tror, hun er på kunstudstilling.
Imidlertid er resultatet, hvad jeg ville kalde en sand "museologisk anmeldelse".
Anmeldelsen forholder sig til institutionens formål: "Nationalmuseet, der er et statsligt videnscenter" og til dens opgave: bl.a. at kommunikere, og beskæftiger sig både med formen og med målgruppen.
Det lykkes også Charlotte Christensen at snige sig tæt ind på et fundamentalt museologisk antropologisk spørgsmål om hvad kunst overhovedet er, og om hvordan de etnografiske samlinger overhovedet kan bruges i det moderne, vestlige samfund.
Ironisk, at netop Nationalmuseet får tæsk for at udstille fremmede kulturers objekter opfattet som kunstgenstande, forstået ud fra en europæisk tankegang. Det har ellers gennem alle årene være noget etnograferne med rette har klandret kunstmuseerne for.
Tør vi håbe på, at dette ikke kun var en hovsa-anmeldelse begået af en kunstkritiker på afveje, men en ny konstruktiv linie i Informations behandling af museumsstof?

Ole Strandgaard
Forstander for Museumshøjskolen

Angst og utryghed
6. MAJ - Folketinget skal behandle forslagene til stramninger af udlændingeloven, men det er svært at se, hvordan der kan strammes mere uden at bryde de mest fundamentale menneskerettigheder. Nørrebros bydelsavis PåGaden, har bragt historien om en iransk kvinde, der blev nægtet statsborgerskab pga. et banalt trafikuheld. Bl.a. på den baggrund bør lovgiverne tage en dyb indånding, før de tager forhastede beslutninger!
Spørgsmålet er nemlig, om vi virkelig ønsker et samfund, der lader sine medborgere leve i angst og utryghed i årevis, og med truslen om udvisning hængende over hovedet selv ved minimale lov-overtrædelser.
42-årige Katayoun Yazdanyar har som iransk flygtning boet i Danmark i snart ni år. Hun læser til pædagog og er enlig mor til tre døtre, der klarer deres skole og studier godt.
Sidste år blev hun blandet ind i et banalt trafikuheld. Da hun senere blev idømt en bøde på 750 kr., og betinget frakendelse af førerretten, blev konsekvenserne uoverskuelige, idet hun fik afslag på sin ansøgning om dansk statsborgerskab med direkte henvisning til dommen. Alt tydede ellers på, at hun og hendes døtre ville blive danske statsborgere til april, men den 13. februar modtog hun en kort meddelelse fra Indfødsretskontoret med den kontante besked: "De kan ikke blive dansk statsborger nu".
Med afslaget på statsborgerskab afskæres Katayoun bl.a. fra retten til at stemme ved folketingsvalg, og hverken hun eller hendes børn kan få visum til udlandet. Det får bl.a. indflydelse på børnenes sociale liv, når de ikke kan tage med på lejrskole til udlandet, og Katayoun selv har måtte undvære en obligatorisk studierejse til Italien.
I Justitsministeriets "Cirkulære om dansk indfødsret ved naturalisation", fremgår det, at "afgørelser, hvorved der er sket betinget frakendelse af førerretten, er til hinder for naturalisation i tre år fra gerningstidspunktet". Det er denne bestemmelse, der bevirker, "at De tidligst kan blive dansk statsborger i august år 2000", som der står i afslaget fra Justitsministeriet. En bulet bil betyder altså mindst tre års yderligere ventetid.
På trods af, at der før folketingsvalget var politisk flertal for at lempe reglerne, kan Katayoun ikke regne med at få nogen hjælp fra myndighederne. Pga. den kommende EU-afstemning kan spørgsmålet næppe nå at blive taget op inden Folketingets sommerferie, og dermed kan Ka-tayouns sag tidligst tages op til fornyet behandling i 1999, hvis altså reglerne på området lempes. Og med oplægget til yderligere stramninger på udlændingeområdet er det næppe den vej vinden blæser.

Martin Lindblom
journalist på bydelsavisen PåGaden
Nørrebrogade 18 B, 1 th
2200 København N

EU og næste-kærlighed
6. MAJ - Et altdominerende princip i EF/EU-reglerne har hele tiden været bestemmelserne omkring konkurrenceregler, Romtraktatens artikler 85 og 86.
Disse regler blev ikke ændret ved Maastricht-traktaten, og de ændres heller ikke i Amsterdam-traktaten, men får dog nye artikelnumre, nemlig 81 og 82.
Konkurrencereglerne må betragtes som EU's hovedregler. Domspraksis har vist, at hensyn til f.eks. miljøet sættes efter hensynene til konkurrencereglerne (EU's grundlov).
Men hvad er moralen i konkurrencereglerne? Kort sagt går det jo ud på at tilbyde at gøre tingene billigere end konkurrenten, som så må gå endnu længere ned i pris eller i sidste ende lukke sin virksomhed eller gå konkurs. Det vil sige, at den ene faktisk kæmper en kamp mod sin næste, og denne igen imod en tredje osv. Priserne trykkes og trykkes. Alle bliver fattigere.
Det er lige modsat næstekærlighedsprincippet, hvor man i stedet for at bekæmpe hinanden hjælper og støtter hinanden.
En Union, der har konkurrencen som hovedprincip, kan aldrig forventes at give et 'godt' samfund i det lange løb. Men hvad gør vi ved det? Hvordan kan vi vende eller ændre den store skude?

Lars Mikkelsen
Toftevænget 30
3320 Skævinge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu