Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
13. maj 1998

Magt
9. MAJ - Næppe nogen kan benægte at krige og økologiske katastrofer er en uundgåelig følge af magtkoncentrationers vækst og sammenstød. Næppe nogen kan mene at magtkoncentrationer ikke bør formindskes.
Hvor er det dog underligt at nej-siden ikke nøjes med at pege på at EU er en magtkoncentration og at magtkoncentrationer bør formindskes.

Peter Zinkernagel
Fiolstræde 14, 4,
1171 K

Hvad ved Cederholm
11. MAJ - Styringsgruppen på Statens Teaterskole har med sin fornylig fremlagte rapport leveret et nyttigt værksted til det arbejde, som kulturministeriet skal påbegynde for at skabe orden og struktur på skolen efter fyringen af den uduelige rektor. Så vidt, så godt. I Karen Sybergs omtale af rapportfremlæggelsen (den 9. maj) er Nikolaj Cederholm (formand for styringsgruppen) citeret for flg.: "Kritikken går jo ikke på, at der ikke er talentfulde lærere på skolen, understreger Cederholm, men han står fast på, at der mangler kapaciteter. "Det skal være de bedste lærere, og det er det ikke"."
Statens Teaterskole har en fremragende lærerstab, men her vil jeg nøjes med at svare for mig selv: i de sidste syv år har jeg, med afsæt i 38 års erfaring som skuespiller, instruktør og dramatiker, og det kendskab til milieuet, som fire års medlemskab af Teaterrådet har givet, brugt en stor del af min tid på at undervise på Statens Teaterskole, de første år som timelærer, siden 97 som fast lærer i dramatik.
I de syv år har jeg aldrig set Nikolaj Cederholm til mine produktioner, og han har som medlem af styringsgruppen ikke så meget som en eneste gang, til trods for, at gruppen påberåber sig indsigt i undervisningevilkårerne, vist sig i mine timer. Så nu emmer jeg af nysgerrighed efter at vide, på hvilken viden, holdning eller analyse han bygger sit krænkende postulat.

Peter Steen
Læssøegade 1 A, 5tv
2200 Kbh N

Til PET
8. MAJ - Undertegnede, der i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne var aktive inden for forskellige dele af venstrefløjen ønsker hermed
aktindsigt, såfremt vi er blevet registreret af PET.

Med venlig hilsen
Bente Hansen
Havnegade 53 A, 2.sal
1058 København K

Jesper Jensen
Slippen 3
2701 Dragør

Benito Scocozza
Nørrebrogade 180 B, 3. sal
2200 København K

Kontante bidrag
10. MAJ - TV-1, Rapporten den 5. maj, var i sandhed en oplevelse af de store. Gud-hjælpe-mig om ikke flere af Folketingets partier - fra det yderste venstre til det yderste højre og med moralens vogtere, Kristelig Folkeparti, i midten - var parate til at ignorere de love, de selv har vedtaget og i stedet deltage i plat og svindel, bare de kunne få nogle kontante bidrag i partikassen. Nogle af partierne var endda parate til, at stille ministeren spørgsmål i folketingssalen for beløbet. Altså, man kan for kolde kontanter købe sig politisk indflydelse i det danske folketing. Unægteligt interessant.
En bidragyder havde ulovligt givet Kirsten Jacobsen, Fremskridtspartiet, 30.000 kr., mod at Kirsten Jacobsen skulle stille visse spørgsmål til ministeren, hvilket hun beredvilligt indvilgede i. Da hun af Jens Olaf Jersild senere blev konfronteret med aftalen og det ulovlige bidrag, 'forsvarede' hun sig med, at hun anså bidragyderen for at være psykisk syg. Hverken mere eller mindre!
Men nu melder spørgsmålet fra seerne sig så helt automatisk: Hvor mange af de spørgsmål som Kirsten Jacobsen har stillet i folketingssalen gennem årene, har været hende dikteret af mennesker, som hun har anset for at være psykisk syge? Måske vi her har forklaringen på MF'ernes forvrøvlede debatter og de tåbelige beslutninger, som så ofte træffes I Folketinget?

I. K. Johannesen
Østerbrogade 33, 2100 Ø
2100 København Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her