Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

11. maj 1998

Fagbevægelsens taburet-klæbere
7. MAJ - Der er et aspekt af den nuværende situation på arbejdsmarkedet, som er underbelyst.
Når fagbevægelsens medlemmer forkaster det forlig, som deres forhandlere har accepteret, så har de (altså forhandlerne) kun ét at gøre: gå af!
Så har de nemlig vist, at de er i uoverensstemmelse med deres medlemmer, og det betyder i et demokrati, at så forlader man posten, hvis man vel at mærke ikke er taburet-klæber, som Schlüter viste sig at være efter afstemningen i 1992.
Den dårlige egenskab vil klæbe til Schlüter, som til Hans Jensen.

Jørn Z. Maarup
Tvedvænget 5
5240 Odense NØ

Post Danmark leverer ikke varen
28. APRIL - Med mellemrum må forbrugerne finde sig i, at Post Danmark ikke kan leve op til sine monopolforpligtelser, og det skal der gøres noget ved.
Dansk Folkeparti har rettet henvendelse i Folketinget til den nye trafikminister Sonja Mikkelsen for at få disse evindelige problemer bragt endeligt til ophør.
Sker det ikke, må vi se at få det sidste af monopolet fjernet, så den frie konkurrence kan råde, og derved sikre forbrugerne en mere stabil arbejdsgang, end det Post Danmark ser ud til at kunne levere.
Alle kender til disse poststrejker, der enten er begrundet i fagforeningsspørgsmål, problemer med bemanding eller fyring af tillidsfolk.
Vi forbrugere er fuldstændig ligeglade med Post Danmarks interne problemer, og om det er dårlig ledelse eller medarbejderne, der er problemet.
Forbrugerne skal have den vare, de har betalt for, og som bekendt kan man ikke få pengene igen hos Post Danmark, selvom de ikke leverer varen.
Derfor skal trafikministeren nu tage fat om de tilbagevendende problemer hos Post Danmark.

Peter Skaarup
næstform. Dansk Folkeparti
Nørre Søgade 19, 4. th.
1370 København K

Det nytter at stemme nej
5. MAJ - Mange danskere siger ja til forpligtende internationalt samarbejde om miljø, ressourcer og lige værdighed til alle mennesker på vor klode. Mange danskere har forkærlighed og ansvarlighed for det nære og kendte, og anerkender derfor andre folks ret til at slås for selvstændighed, sprog, historisk samhørighed og grænser.
Mange er skeptiske ved en unionsdannelse, der med chefforhandler Niels Ersbølls ord er kendetegnet ved: "at man starter med noget, der uvægerligt leder videre til næste skridt. Og sådan vil det blive ved."
Jeg er altid skeptisk, når kloge folk (eksperter) vil belære mig om, hvad der er bedst for mig - selvom jeg er for dum til at forstå det. Jeg tror på et folkestyre, der bygger på almindelige menneskers fornemmelse af ret og rimelighed. Hvor vi snakker os til rette.
Mange i det store udland fattede lidt af det i 1992, hvor vi med folkestyrets ret sagde nej til Unionen. Uden at vor verden faldt sammen. Pyramidetoppen trænger til at blive mindet om, at vi ønsker en anden form for internationalt samarbejde end det stadigt snævrere.
Det nytter, at stemme nej.

Tom Kirk Bonde
Tovsgårdvej 3
7700 Thisted

Fra vor egen verden
2. MAJ - Det hører til sjældenhederne, at læserne kommenterer Informations billedmateriale. Der er så meget andet at brokke sig over. Men i de seneste to-tre årtier har illustrationerne hørt til toppen i dansk presse.
Man skal vel ikke være nogen særlig opmærksom læser (eller kigger) for at have noteret, at tegneren Per Marquard Otzen har lagt stilen om. Fra det absurdgroteske mod noget, jeg vil kalde ungermannsk. På forsiden den 1. maj (bl.a.) kan man se hvordan.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, hvad årsagen er til denne omvæltning, men tyder den som tegn på indre opblødning af en slags hos tegneren. Og hvis jeg har ret, så tillykke med det, selv om jeg vil savne det kringlede og finurlig skarpt intelligente i den gamle streg.
Peter Lautrop derimod fortsætter med sine dejligt pastose figurer, katte, fugle, bamser osv. Hvis de opfattes som mere naivistiske, er det forståeligt. Men så er der tale om et synsbedrag.

John Clausen
Tved Bygade 11
8420 Knebel

Notabene til jeres egen verden
2. MAJ - Jotak, jeg hører til de heldige med nærkontakt til avisen over alle aviser. Men nu holder jeg ikke længere til denne hob af løsblade!
For en træt næsten 80-årig er det en prøvelse at bringe orden i denne härva flere gange om dagen, når en anden af husets beboere har bragt løsbladene i uorden.
Strejker jeres klistermester? Eller er det bare klisteret I savner? Hvis det kun er det sidste, kunne I måske foranstalte en indsamling hos læsere med adgang til en velforsynet butik for kontormateriale. Her på Bornholm findes en sådan.

Else Thykier
Stettestræde 18
3700 Rønne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu