Kronik

'Langtidsledig' er ikke én ting

Debat
19. maj 1998

Socialforsknings-instituttet har spurgt langtidsledige i tre kommuner, hvad de selv mener om deres liv. Resultatet er ikke helt, som der står i aviserne

Retfærd & velfærd
En helt ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet gør op med den stereotype forestilling, man til tider støder på i den politiske debat om langtidsledige som en homogen masse af personer, der enten er passive og hjælpeløse stakler eller nassere på velfærdssystemets sociale sikkerhedsnet.
Baseret på primært interviews med 64 langtidsledige i de tre kommuner Horsens, Helsingør og Nykøbing Falster viser undersøgelsen, at langtidsledigheden har mange facetter.
I undersøgelsen opstilles fem idealtypisk forskellige måder at mestre langtidsledigheden på blandt henholdsvis: selvaktiverede, sene startere, arbejdssøgende, frustrerede og resignerede.
Til de selvaktiverende hører dem, der accepterer situationen som arbejdsløs og ud fra de givne omstændigheder forsøger at få det bedst mulige ud af den. Den ledige bruger tiden til at dyrke interesser både i sociale sammenhænge og for sig selv i hverdagen.
Nogle betegner karakteristisk sig selv som "lykkelige arbejdsløse". De er psykisk stærke og har god støtte fra familie og venner. Ligeledes er det hyppigt udadvendte personer, som har mange sociale kontakter og hobbyprægede interesser. Deres styrke gør det muligt for dem at fastholde en fokusering på og en opdyrkning af de positive muligheder som ledighedssituationen har givet dem.
Som en sagsbehandler sagde, er det "overlevere" - de har overskud til at klare situationen som ledig og få det bedste ud af den. Mange i denne gruppe er glade for at kunne gøre brug af de tilbud om kurser og uddannelse, de tilbydes som arbejdsløse.
Til sen-starterne hører en gruppe af yngre personer, som ikke i samme grad som ovennævnte fremstår så stærke og selvberoende. Det er hyppigt personer i den yngre voksenalder, der ikke endnu har fundet en orientering for deres liv. Nogle har eventuelt også vanskeligt ved at træffe forpligtende beslutninger vedrørende et fast ansættelsesforhold og er herved blevet marginaliserede på arbejdsmarkedet. Generelt for denne gruppe gælder dog, at de oplever arbejdsløsheden som en positiv mulighed for at involvere sig i interesser og pleje deres omgangskreds.

De aktivt arbejdssøgende tror på muligheden for at komme i beskæftigelse. I den forstand ligger denne gruppe tæt op ad det, andre har kaldt "den idealtypiske arbejdsløse", der er stærkt interesseret i et arbejde og søger meget aktivt, eller gennem opkvalificering ønsker at forbedre sine muligheder på arbejdsmarkedet.
Disse langtidsledige, som enten er aktivt arbejdssøgende eller har påbegyndt en uddannelse, er hyppigt ressourcestærke. Men modsat de ovenfor beskrevne, som ser ledigheden som fri tid til at aktivere sig selv, er denne gruppe af arbejdsløse ikke tilfredse med deres situation. De arbejdssøgende mener ikke, at de positive sider ved arbejdsløshedssituationen kan opveje de negative. For nogle kan baggrunden for denne vurdering være, at de ikke har så mange sociale kontakter, at de føler, at de kan fylde deres hverdag tilstrækkeligt ud med aktiviteter. For andre kan det være, fordi de af holdningsmæssige eller moralske grunde har det dårligt med ikke at have et arbejde. De deler den holdning til arbejde og arbejdsliv, som er den dominerende i samfundet, hvorefter deres livsopfattelse og normsæt siger dem, at det er et uomtvisteligt gode og en nødvendighed at have et arbejde.
For denne gruppe kan den sociale stempling, som følger med at være arbejdsløs, være uacceptabel af identitetsmæssige årsager.
Flere gav således i interview udtryk for, at de ikke betragter sig selv som "arbejdsløse", men derimod som "arbejdssøgende", "lønløse", "under uddannelse" eller - hvis de for tiden er i et arbejdstilbud - "i arbejde".
Andre igen kan - eventuelt i kombination med oven-stående begrundelser - være motiveret for at søge arbejde af økonomiske grunde. Enten fordi de ikke er tilfredse med indtægten på understøttelse, eller fordi de står foran en fremtidig nedgang i eller ophør af indtægt ved overgang fra dagpenge- til kontanthjælpssystemet. Disse ledige i arbejdssøgningsfasen er dog alle fælles om at være personlighedsmæssigt og socialt ressourcestærke og ikke at acceptere deres status og situation som arbejdsløs.

De frustrerede kan heller ikke acceptere deres situation som arbejdsløse. Herved adskiller de sig ikke fra de arbejdssøgende. Men de frustrerede ledige tror ikke længere på deres muligheder for at få det job, de ønsker. De har oplevet mange afvisninger på deres henvendelser og ansøgninger, og de mange nederlag har nedbrudt den lediges selvværd og tro på egne kvalifikationer og evner til at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet.
Blandt disse frustrerede arbejdssøgende ledige er der mange, der i interviewene har givet udtryk for, at efterhånden som stakken af afslag er vokset, er de blevet mere tilbageholdende med at søge. Det er især mindre interessante job som mange af de frustrerede helt er ophørt med at søge. Dette skyldes, at det opleves som et større nederlag at blive afvist til en stilling, som man ikke er så interesseret i og eventuelt selv finder, at man er overkvalificeret til, end til et ønskejob, hvor man ville have brug for sine fulde kvalifikationer.
Andre kan være frustrerede, fordi de ikke længere tror på muligheden af at få et job inden for det område, hvor de er fagligt kvalificerede, og derfor nu føler sig tvunget til at søge stillinger, som ikke svarer til de forventninger, de gennem et uddannelsesforløb eller en karriere på arbejdsmarkedet har orienteret deres identitet og fremtidsforventninger mod.
Situationen for de frustrerede langtidsledige bærer præg af at betegne en overgangsfase, hvor den arbejdsløse er tvunget til at omstrukturere sit liv og sine forventninger til sin fremtid og placeringen på - eller uden for - arbejdsmarkedet.

Gruppen af resignerede har givet op. De er apatiske og modløse og befinder sig ikke godt i situationen som arbejdsløs, men gør samtidig heller ikke noget aktivt for at komme ud af den. De accepterer det nærmest som deres skæbne at være arbejdsløs.
Ved siden af denne grundlæggende ikke-handlen og modløse holdning i forhold til ledighedssituationen har den ledige naturligvis et hverdagsliv, som også indeholder positive oplevelser. Den ledige forsøger således at få det bedst mulige ud af den givne situation, som i sig selv ikke betragtes som ønskværdig. En positiv hverdagsoplevelse kan eksempelvis være samværet med venner og bekendte.
Gruppen af langtidsledige, som har resigneret over for ledighedssituationen, er i lighed med de arbejdssøgende og de frustrerede ikke glade for deres situation som arbejdsløse. Men de gør ikke noget aktivt for at ændre deres situation og har i denne forstand accepteret, at de må indrette deres tilværelse på at være arbejdsløse. Dette skyldes en nedbrudt selvværdsfølelse og manglende tro på egne kvalifikationer på arbejdsmarkedet. De resignerede tror ikke på, at det er muligt for dem at komme ud af situationen og har derfor anlagt en livsstrategi, hvor de forsøger at få det bedste ud af tilværelsen som arbejdsløs. De opbygger en hverdagspraksis, som tager udgangspunkt i den ikke-valgte situation som arbejdsløs, og som retter sig mod at skabe et positivt liv på trods af situationen. Det er herved, denne gruppe adskiller sig afgørende i livsorientering fra de arbejdsløse, som betragter deres ledighedssituation som en positiv livsmulighed. Det er også typisk, at de resignerede ikke har større fremtidsplaner, men lever meget "her og nu". Dette hænger sammen med det grundlæggende
uønskværdige i situationen, som ikke giver anledning til at bygge en videre fremtid ud fra.
Personerne i denne gruppe af resignerede har generelt få psykiske og sociale ressourcer. Det er typisk personer, som gennem deres opvækst og voksenliv har oplevet mange nederlag - de tror ikke på deres egne evner til og muligheder for at ændre situationen grundlæggende. I modsætning til, hvad der gælder for de frustrerede, befinder de resignerede ledige sig ikke i en situation, som synes at fordre en nyorientering af den enkelte. Situationen opleves af den ledige som uomgængelig og permanent. Så mange søger i stedet for gentagne afvisninger og nederlag at finde ro i situationen som arbejdsløs.

Undersøgelsen viser, at den indstilling, den arbejdsløse har til sin situation, i et samspil med den pågældendes ressourcer og kompetencer, er bestemmende for den måde, han eller hun mestrer langtidsledigheden på. Undersøgelsen viser ligeledes, hvordan de forskellige mestringer ikke er knyttet til den enkelte over tid, men kan ændres, efterhånden som vedkommende i ledighedssituationen enten nedbrydes psykisk og socialt eller opbygges af forandrede positive og bekræftende livsom-stændigheder.
Med henblik på at forebygge de negative påvirkninger og fremme de positive anbefales en række tiltag over for de mest udsatte grupper.
I overskriftsform går de på dels at forebygge ledighedens fastlåsende indflydelse ved at fremskynde en arbejdsmarkedspolitisk indsats, og dels at afhjælpe eller mindske de negative sociale og psykiske virkninger af ledigheden ved en aktiv og integrerende indsats over for de svageste grupper.

John Aggergaard Larsen er antropolog og forsker ved Socialforskningsinstituttet. Han står for publikationen: 'En kvalitativ undersøgelse blandt forsikrede langtidsledige og langvarige kontanthjælpsmodtagere', SFI 1998.

APROPOS
Livskvalitet og ledighed
At være langtidsledig kan opleves meget forskelligt af personer i forskellige situationer og med varierende personlige, sociale og uddannelsesmæssige ressourcer og kompetencer.
En del af de interviewede langtidsledige gav udtryk for, at de i kraft af ledighedssituationen har opnået større livskvalitet på nogle områder. De har lært at sætte bedre pris på det, de har, og at glæde sig over små ting i hverdagen. Livsværdier, som de mener, bliver overset af mange mennesker med stressende fuldtidsarbejde.
Men at de således er i stand til at udnytte deres ledighedssituation, er ikke ensbetydende med, at de alle helst frabeder sig et arbejde.
Nogle foretrækker et deltidsarbejde, så de stadig kan have tid til hjem, børn og interesser. Andre giver udtryk for, at de med deres engagement i forskellige foreninger allerede nu udfører et reelt arbejde, som de mener, at de burde have formel anerkendelse for - eller i hvert fald ikke behøver at blive sendt ud i diverse arbejdstilbud. De er i stand til at aktivere sig selv.
Selv om disse ledige er glade for at kunne bruge tiden frit til andre aktiviteter, ønsker flere sig et arbejde. De giver udtryk for, at de savner den daglige sociale kontakt eller den faglige udfordring.
For dem, der betragter ledigheden som fritid, er der således tale om, at de udnytter de positive sider af ledighedssituationen, mens de dog samtidig er opmærksomme på og længes efter positive sider ved arbejdssituationen. De undertrykker de negative sider af ledighedssituationen ved at engagere sig aktivt i de positive sider.
Deres psykiske og sociale styrke kommer således også til udtryk her, ved at de har overskud til at fokusere på de positive sider af deres situa-tion.

John Aggergaard Larsen

Den kvantitative del af SFI-undersøgelsen er forfattet af Henning Bjerregård Bach. Undersøgelsens hovedresultater findes i Henning Bjerregård Bach, John Aggergaard Larsen og Anders Rosdahl: 'Langtidsledige i tre kommuner. Socialforskningsinstituttets rapport 98:9'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her