Læsetid: 3 min.

Manneken Pis - super-europæer

Debat
20. maj 1998

Eller: Har De nogensinde iagttaget en snegl kravle ud af sit sneglehus

BRUXELLES
Forleden var jeg i Bruxelles. Som alle turister sad jeg på Grand Place, smagte det fremragende belgiske øl og konfererede både før og efter med Manneken Pis om en fønikisk kongedatter og gudernes fader Zeus, der for-klædt som tyr bortførte skønjomfruen.
Manneken og jeg var ikke alene om at debattere denne ældgamle historie om Europa og dets mytologiske opstart. Der var også hollændere, franskmænd, spaniolere, tyskere, englændere sågar svenskere og mange flere.
Her mødtes folkenes Europa omkring en historie og en drøm om at fuldføre den lange vej fra konflikt til fredelig sameksistens. Drømmen summede rundt i gaderne, tog fat i muslingespisende restaurationsgæster i jakkesæt, legende børn, dyttende taxachaufører og travle gadefejere af sydeuropæisk afstamning, inden den forsvandt over byens tage.
Byen er fransk, flamsk, belgisk, stor, grøn, hæslig, stinkende og charmerende på én gang. Den forener alle aspekter af byplanlægning og manglen på samme.
Vores lille, venlige belgiske guide, helt igennem mon-
sieur, fortalte om sin vision med Belgien og Europa mens vi vandrede rundt på slagmarken i Waterloo. Her blev Napoleon Bonaparte i 1815 besejret for sidste og afgørende gang af en samling europæiske tropper. Det var en af de få gange i Europas historie, hvor man var glad for at se preussiske soldater.
"Jeg ønskede det var nat og preusserne kom", skal Wellington have sagt. Det gjorde de. Slaget blev vundet og Napoleon sendt til Skt. Helena, hvor han døde få år senere.

Kosmopolitisk
Før nationalstaternes gennembrud var Europa præget af en kosmopolitisk ånd. Det var dog først og fremmest adelen og det høje borgerskab som tænkte verden, samfundet og livet i større baner end kun fra landsby til landsby.
Da den belgiske nation blev 'født', passede den med sine flamske, franske og tyske befolkningsdele fint ind i centraleuropas tve-, tre- eller multikulturelle samfund. Stort set et paradoks i en tid, hvor nationalstaterne betingede sproglig og kulturel 'renhed'.
Folkenes Europa eller Europas folk havde travlt med at forske og oplæres i jeg, mig, vi og os, folkedragter, folkesagn, folkemusik, folkeminder og folkelighed. Historiens narrestreg var, at alle troede de havde fundet på noget helt typisk, karakteristisk, ene-stående osv.
Herhjemme blev det provinsielle gjort til statsdoktrin og det jordnære, det jordforbudne blev livsideal. Landbruget og provinsens adel fik vind i sejlene og takket være højskolebevægelsen ophøjedes bondestanden til en garant for nationens fremtid.
Glemt var alt om de danske søfarts- og sejlskibstraditioner, om oversøiske handelskompagnier og købstæder, kort sagt berøringsfladerne med den store verden. Sneglehuset byggedes, som vi ifølge regenten er ved at kravle ud af.
Har De nogensinde iagttaget en snegl kravle ud af sit sneglehus?

Trægt og langsomt
Rush-hour i Bruxelles, trafikken er gået i stå. Bilosen hænger i luften, bilister, buspassagerer, lastbilchauffører fra hele Europa venter på at komme frem. Det går trægt og langsomt. En betjent står i krydset og hjælper med sikker hånd folk til at overvinde kaos.
Byen emmer af forår, opbrudstemning og europæisk internationalitet. Jeg spurgte vores lille monsieur fra Waterloo, om han følte sig knyttet til en specifik europæisk identitet, følte sig som Europa-borger. Nej, svarede han, det gjorde han ikke. For ham var Belgien sammen med alle andre lande i Europa fælles om en europæisk historie, som man ikke kan løbe fra.
Denne europæiske historie har født Europas nationalstater. Vi skulle bare fortsætte der, hvor vi slap i begyndelsen af 1800-tallet, men denne gang med parlamentarismens og demokratiets forpligtende fællesskab. Han følte sig som borger i Europa og anså opbygning af demokratiske traditioner i et fælles Europa som en af fremtidens vigtige og store opgaver.
Desuden elskede han Belgien over alt, fordi det er et land, hvor man kan udfolde sig frit og det var noget, han til hver en tid ville stå inde for. Europa skulle præges af samarbejdets fordelagtige nødvendighed, en tribut vi allesammen skylder både historien og fremtiden.
Solen gik ned over slagmarken. Vi kørte hjem til Bruxelles, tyggede os igennem de obligatoriske halvrådne muslinger og blev ribbet for vores sidste frank, inden ekspeditionen forlod denne fascinerede europæiske metropol, der trods sin internationalet har den samme provinsielle charme som Tønder, Næsby eller Lidenlund.
Om Manneken Pis har lyst til at blive supereuropæer, vil jeg ikke røbe. Gør som de andre, tag hen og spørg selv. Det lønner sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her