Kronik

Når venstre favner højre

Debat
7. maj 1998

JuniBevægelsen har nu trukket sin omstridte kampagne tilbage. Men vi nåede at ane en alliance mellem højre og venstre - mod EU, men for et 'sig-selv-nok-Danmark'

Det er både kedeligt og skræmmende at følge politikudviklingen på den yderste venstrefløj i disse år. Kedeligt fordi alt, hvad der tidligere er prædiket om international solidaritet, åbne grænser og global kamp for realiseringen af venstrefløjens værdier, synes forsvundet. Skræmmende fordi venstrefløjspolitikere med Holger K. Nielsen, Keld Albrechtsen, Jens-Peter Bonde og Drude Dahlerup i spidsen er ved at smide historiske venstrefløjspointer over bord i en ideologisk farlig anti-EU-alliance med den ekstreme højrefløj.
En alliance, hvor det er voldsomt svært at øjne den retoriske forskel mellem JuniBevægelsens kampagneslogan "Der må være en grænse" og højreekstremisten Pia Kjærsgaards seneste kampagneplakat, hvor hun omfavner grænseskiltet "Kongeriget Danmark" ved den dansk-tyske grænse. Og en alliance hvor SF-formanden har så svært ved at finde troværdigt nej-skyts i Amsterdam-traktaten, at han nu har kastet sig over Schengen-samarbejdet i forsvar for nationen. Desværre med den konsekvens, at han blot er blevet endnu én i køen af venstrefløjspolitikere, hvis retorik er den bedste af alle gaver til det ekstreme højre.

Det er en ideologisk farefuld færd, den yderste venstrefløj er ude i. De pirker til et ubehageligt følelsesregister, når de taler om vigtigheden af effektiv grænsekontrol, og når nogle af dem går hånd i hånd, til forsvar for Danmark, med højreekstremisten Pia Kjærsgaard ved den dansk-tyske grænse. Et følelsesregister der bestemt ikke fremmer venstrefløjens værdier og syn på, hvordan det internationale samfund skal udvikle sig. Tværtimod.
Retorikken pirker til de følelser, der var ved at vælte det parlamentariske billede omkring kommunalvalget i 1997, og som gav den ekstreme højrefløj næsten 10 pct.(!) af stemmerne ved folketingsvalget i marts. Retorikken puster til et menneskesyn og en opfattelse af Danmarks placering i det internationale samfund, som ikke er dansk, ikke i tråd med traditionelle venstrefløjsværdier men i fin forlængelse af Pia Kjærsgaards vision om et 'sig selv nok-Danmark', hermetisk lukket for omverdenen.
Om alliancen med det ekstreme højre er udtryk for den yderste venstrefløjs desperation over egen vaklende eksistensberettigelse er en dybere diskussion.
Én ting ligger imidlertid fast; den uskønne alliance gør det ikke nemmere for den pragmatiske venstrefløj, at formulere et 'venstrefløjssvar' på dén globalisering af politikken og økonomien, der alt for længe har været domineret af en til tider ustyrlig international økonomi, hvor enorme multinationale selskaber er ved at fratage folkevalgte politikere magten over politikken, økonomien og velfærden.

Prøv at spørge i Sverige, hvilke erfaringer de har med en ustyrlig international økonomi. Mon de eksempelvis skar i dagpengesatserne, fordi de mente, de arbejdsløse levede et liv i sus og dus? Eller var det, fordi underskuddet på deres offentlige finanser eksploderede i det sekund, de blev ramt af den ustyrlige internationale økonomi og den regn af mistillid, der haglede ned over det svenske velfærdssamfund og den måde, det hidtil var finansieret på? Jeg vælger at tro det sidste.
Den internationale økonomi er udfordring nr. 1 for venstrefløjen. Vi er en del af en globalisering, hvor den egentlige sejrherre er den internationale økonomi og dem, der kontrollerer den. Svaret på globaliseringens udfordringer er ikke den nationalstat Drude Dahlerup og Pia Kjærsgaard, med god hjælp fra Holger K. Nielsen og Keld Albrechtsen, nu forsvarer. Svaret er et internationalt orienteret Danmark, der aktivt tager del i det internationale forpligtende samarbejde.

Til dato er der et eneste projekt, der har vist sin duelighed: EU. Ikke ét projekt har vist så meget fremdrift og dynamik som EU. EU er skabt til venstrefløjen. I 1986 sagde vi nej til EF-pakken og Det Indre Marked. Vi ville ikke have en udvikling i Europa, hvor det kun var de fri markedskræfter, der skulle diktere udviklingen. Vi ønskede en udvikling, hvor det var os selv, vores politikere og politiske diskussioner, der skulle bestemme udviklingen. Og vi ville ikke have et lukket Europa. Vi sagde nej til 'de riges klub'.
Se på Amsterdam-traktaten. Vi har fået, hvad vi ønskede.
Det er ikke længere kun markedet, der bestemmer udviklingen. Nu er politikken i centrum, og EU åbner sig nu i en solidarisk, politisk og økonomisk håndsrækning af dimensioner ved optagelsen af 10 øst- og centraleuropæiske lande.
Forpligtelsen til politik og til at finde politiske løsninger, på bl.a. globaliseringens udfordringer, er direkte afbildet i Amsterdamtraktaten. Og det bedste af det hele er, at det ikke er Anders Fogh Rasmussen og hans ny-liberale venners svar på globaliseringen, Amsterdam-traktaten er udtryk for, men venstrefløjens.
Amsterdamtraktaten er en sejr for venstrefløjen, for vores værdier og tro på, at globaliseringen af politikken og økonomien godt kan finde sted på et andet grundlag end dét, hvor den stort set kun er til gavn for den 30-årige yuppie-spekulant på Wall Street i New York og for hans aktionærer.

Hvem havde for bare et par år siden troet, at et af formålene med EU-samarbejdet skulle blive, at fremme bæredygtig udvikling? Det bliver det med Amsterdam-traktaten, idet der i de indledende bestemmelser tilføjes følgende;
"Traktat om Den Europæiske Union... som er besluttet på at fremme økonomisk og sociale fremskridt for borgerne under hensyn til princippet om bæredygtig udvikling og som led i gennemførelsen af det indre marked samt i tilvejebringelsen af øget samhørighed og miljøbeskyttelse, og på at gennemføre politikker, der sikrer, at fremskridt med hensyn til økonomisk integration ledsages af parallelle fremskridt på andre områder."
Uden at det skal lyde som en jubel-europæisk overdrivelse, er det vel svært at tolke ovenstående som andet end et gevaldigt løft for det globale miljø. Et løft der slår FN's uforpligtende, men alligevel berømte Rio-konferences målsætninger med flere længder. Hvorfor? Fordi forpligtelsen til at efterleve målsætningerne er EU-samarbejdets og Amsterdamtraktatens egentlige pointe. Og fordi bæredygtig udvikling nu bliver formålet for en af verdens største økonomier og mest forpligtende samarbejdsfora.
Det gør udsigten endnu grønnere, at ovenstående kan suppleres med, at miljøhensyn nu skal integreres i alle EU's politikområder, og at Europa-Kommissionen i reel handling har vist vejen ved at foreslå, at tildelingen af EU's fremtidige landbrugsstøtte skal gøres afhængig af den enkelte landmands indsats for miljøet.
Amsterdamtraktaten er en sejr for venstrefløjen. Ikke kun fordi traktatens massive løft til miljøet indeholder en forpligtelse til handling af hidtil uset omfang. Men også fordi traktatens pejlemærker, som tidligere gengivet, er et ganske godt afsæt til at sikre en anden form for globalisering end den gældende. Hvis vi vil - vel at mærke.
For det er jo til dels rigtigt, "at Amsterdamtraktatens hensigter kun er fine ord," som nej-siden på venstrefløjen har travlt med at forkynde. Der kunne sagtens være mere handling bag ordene. Men dét, at det kun er ord, burde da om noget motivere venstrefløjen til yderligere engagement i udviklingen af EU.
Hvordan og af hvem havde man ellers forestillet sig, at de forpligtende redskaber til at føre de fine ord ud i livet skulle udvikles? Anders Fogh Rasmussen og hans ny-liberale venner? Det er vel næppe sandsynligt.

Spørgsmålet er: Hvis det ikke er i EU, vi skal samarbejde om forbedringer for miljøet, når forureningen er grænseoverskridende, hvor så? Eller kæmpe for forbrugerens rettigheder, når nu varerne flyder over grænserne? Eller sikre en høj beskæftigelse, når vores økonomier er så afhængige af hinanden, som de er? Det skylder den yderste venstrefløj et svar på i forlængelse af deres 'nej' til Amsterdamtraktaten.
Den ekstreme højrefløj har ét svar; de vil ikke samarbejde. De vil lukke sig inde. Det er vel ikke dagsordenen for den yderste venstrefløj?
En debat om værdier, og om hvordan disse værdier kan lægges til grund for sikringen af en anden form for globalisering end den nuværende, vil tjene den yderste venstrefløj. Chancerne for at ændre globaliseringens nuværende dagsorden bliver nemlig ikke større, hvis Pia Kjærsgaard får magt, som hun har agt.
Påstanden er, at EU med Amsterdamtraktaten er nøglen til for alvor at ændre globaliseringens dagsorden. Amsterdamtraktaten er beviset for, at hvis vi vil have indflydelse, og hvis vi vil placere vores værdier i centrum, kan det lade sig gøre.
Nuvel det tager lang tid, inden EU er perfekt. Men hvad pokker. Venstrefløjens historie er jo en lang og sej kamp for indflydelse på udviklingen og sikringen af velfærd. Nu er EU stedet for kampen, og Amsterdamtraktaten er et godt skridt på vejen.

Morten Bødskov er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her