Læsetid: 4 min.

Nej og atter nej til Amsterdam-traktaten men sikrest med et ja

Debat
16. maj 1998

Modstanderne har helt åbenbart den taktik, at man underspiller konsekvenserne af et nej

28. MAJ
Nej'et er kommet ud af kulisserne og ind på den danske debatscene i den sidste uges debat om Amsterdam-traktaten. Nogle af nej-sigerne er sågar begyndt at byde sig til med henblik på situationen efter et eventuelt nej. Dansk Folkeparti understreger, at regeringen skal vende sig til deres ulækre fløj efter et nej. Partiets EU-ordfører er såmænd citeret for, at Dansk Folkeparti ikke "stiller helt så store krav for at anbefale et ja ved en ny afstemning som SF og Enhedslisten". På den anden fløj er Keld Albrechtsen mere ærlig, når han påpeger, at det i praksis vil være umuligt at få Enhedslisten til at anbefale et ja på noget som helst tidspunkt. SF's nej-fløj med formanden i spidsen mener, at det er regeringens hovedpine, hvis det bliver et nej. Man skal åbenbart ikke vente, at der bliver meget at arbejde med for hovedet hos SF's nej-sigere i tilfælde af et nej.

Modstanderne har helt åbenbart den taktik, at man underspiller konsekvenserne af et nej. Et nej betyder på ingen måde, at Danmark er på vej ud af EU. Alt vil sandsynligvis være som nu. Blot vil et nej efter nogle af modstandernes mening sætte en massiv demokrati-debat i gang i hele Europa. Man ser det for sig. I Norditalien, Sydfrankrig og i Madrid vil den europæiske befolkning mødes på gader og stræder og begynde en diskussion om, hvordan man får ændret den modbydelige Europæiske Union til et Jens-Peter Bonde inspireret folkedemokrati.

Nogle af modstanderne har krævet, at Danmark ved et nej forlader Schengen-samarbejdet, selv om det er vedtaget af et stort flertal i Folketinget og slet ikke er en del af Amsterdam-traktaten. Men hvad ville der egentlig ske, hvis man gjorde alvor af at forlade Schengen? Ville vi så få en "lille venlig grænsekontrol", som kunne genskabe Korsbæk-idyllen fra det nye årtusinds start? Næppe. Et Danmark uden for Schengen omgivet af alle de nordiske lande, som sammen med Tyskland vil være medlemmer af Schengen, vil være en isoleret ø midt i Europa. Den danske grænse til Tyskland, som er vor eneste fysiske grænse, vil blive Unionens ydergrænse, og det vil blive nødvendigt med en endog meget grundig grænsekontrol mellem Tyskland og Danmark. Der vil også blive skarp kontrol mellem Danmark og Sverige, når den nye Øresundsforbindelse åbner. Vi vil nemlig ikke kunne opretholde den nordiske Pas-union, fordi de andre nordiske lande, herunder Island og Norge, er medlemmer af Schengen-samarbejdet.
Skræmmekampagne vil modstanderne sige. Men det ville da være interessant, om modstanderne af Amsterdam og Schengen vil komme med deres bud på den situation og ikke blot en vise om den flinke tolder og hans lille grænsebom.

Nogle af nej-sigerne har også den opfattelse, at efter et nej er det de 14 andre EU-lande, som har sagt ja til Amsterdam-traktaten, der har et problem! Det er et af de mere rørende argumenter, som florerer i debatten. Filosofien er, at med et dansk nej så bortfalder Amsterdam-traktaten, og derefter konstaterer statscheferne på et møde, at det var "bare ærgerligt". Derefter kører EU-samarbejdet videre på Maastricht-traktatens betingelser. Udvidelsen kommer slet ikke i fare, for den er jo i gang, og med et dansk nej vil alle ansøgerlandene komme ind i EU i et meget hurtigere tempo end ellers. Sådan argumenteres der ude i de danske forsamlingshuse.
Og man skal ikke formaste sig til at spørge nej-sigerne, om de slet ikke kan forestille sig, at de 14 andre lande i Unionen faktisk i den situation ønsker, at forsætte samarbejdet på Amsterdam-traktatens betingelser, og at det faktisk er Danmark, der vil stå med et problem.

Flere af modstanderne - både SF og Dansk Folkeparti - taler om, at en ny dansk aftale med de andre lande skal prøves ved en ny folkeafstemning. Det er sådan set ærlig og realistisk snak. Besværligt og vanskeligt, fordi det er svært at se, hvad det er, vi ikke vil være med til i Amsterdam-traktaten. Andre af modstanderne - JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU - udelukker en sådan konstruktion. Men de peger ikke på, hvad der så skal ske, og hvordan Danmarks forhold skal være til de andre EU-lande. Det er helt klart først og fremmest et problem for de andre, at de ikke "kan få os med". Taktikken er besnærende, men desværre det rene vrøvl.

Realiteterne er, at når en regeringskonference er afsluttet, så er det 'take it or
leave it' for landene. Åbner man først op for nye forhandlinger, hvor det ene land vil have indrømmelser på nogle felter, ja så kan alle de andre lande også komme med nye krav, og så kan forhandlingerne ellers starte helt forfra. Det får naturligvis ikke lov til at ske, og den anden mulighed - at vi forhandler nogle danske undtagelser igennem og lader de andre køre videre med Amsterdam-traktaten - har den svaghed, at der endnu ikke er kommet troværdige bud på, hvilke dele af Amsterdam-traktaten man kunne forestille sig, at vi skulle tage forbehold over for.

Det er med andre ord helt uoverskueligt, hvad der skal ske i tilfælde af et nej den 28. maj.
Jeg synes nok, det ville være rimeligt, om modstanderne af Amsterdam-traktaten giver klar besked om, hvad vi egentlig siger ja til, hvis vi stemmer nej.
Ellers må konklusionen da være, at det nok er sikrest at sige ja!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her