Læsetid: 6 min.

Nøgne uden at kede hinanden ihjel

9. maj 1998

Kald mig snerpet - jeg er nemlig blevet noget så sjældent for det moderne menneske som forarget. Jeg så DR's 'Brunst' - en tarvelig misforståelse; tomhed og dumhed camoufleret som moderne, ungdommeligt frisind

Brunst
Kald mig snerpet - ja, Porno-Lasse vil nok kalde mig en hæ-hæ-hæmmet stammer. Jeg er nemlig blevet noget så sjældent for det moderne menneske som forarget.
Modige DR har smidt de sidste klude og prostitueret - undskyld - præsenteret et quiz-program om sex. Jeg taler om Brunst, hvor to kærestepar konkurrerer på viden om partnerens forhold til sex - ned til mindste detalje og helt inde i bæltestedet.
Parrene gelejdes af en kæk Tina-Tøs og en ex-pornostjerne, der stolt bærer navnet Porno-Lasse, så ingen kan betvivle, at han har gjort skam til styrke, ikke kan knægtes, og tværtimod sidder inde med et stykke levet liv i syndens hule, vi alle bør misunde ham.
Programmet blev sendt lørdag aften inden puttetid - for sjov eller for at lagnerne skal løfte sig lidt lettere for familien Danmark bagefter.
Jeg ved ikke, hvad der er formålet - kun at jeg for en gangs skyld blev forarget, forarget over en sådan forfladigelse af sex, kærlighed, menneskelige relationer, at det gjorde ondt.

Tomhed, dumhed
Jeg så en tarvelig misforståelse; tomhed og dumhed camoufleret som moderne, ungdommeligt frisind. DR - en public service kanal: Det tør sandelig siges, for nogen skal jo fortælle os allesammen, om Jan kalder sin kærestes kusse for en skede eller hendes skede for en fisse, om hun vil ha' den analt, oralt, på hug og i håndjern, eller hvad?
At være et frisindet individ (eller en frisindet tv-station), er for mig ikke det samme, som at turde delagtigøre hele Danmark i sin seksualitet (eller vinde seere på at skildre folk som gør det) - nej, det skal der ikke engang mod til, kun dumhed.
Den totale afklædning bare for afklædningens skyld har muligvis en vis chokeffekt, men er i længden uinteressant, det er netop forskellen mellem porno og erotik. Kvantitet og kvalitet om forlov...
Porno er for mig intet andet end en genial - undskyld - genital skildring af en særlig kitsch-liderlighed, en liderlighed uden substans og kun tomme og kedsommelige menneskelige forhold at hænge sin tomme substans op på. Men genial, fordi pornobranchen siden sin begyndelse har formået at dække sig ind under at være en del af en moderne frigørelse af individet, og således har fået mange til at overse, at porno i virkeligheden bare er anonyme mennesker, som knepper.
Ja, pornografien er faktisk noget af en sjældenhed; der er intet mellem linjerne...
Men som en skumgummihammer, en sølvglitrende plastik-guirlande, ser porno ud af noget. Og det sælger.

En spade er en spade
Jeg kan fint acceptere pornobranchens hardcore kommercialisering af sex.
Pornografi findes, men det bør være som én af mange subkulturer, for det er uværdigt, når pornografiens hule forhold til sex bliver den norm, vi definerer sex ud fra. Og ved at lade Brunst foretage præcis det samme træk som pornografien - den fuldendte afklædning, verbal pornografi - og lade en tidligere pornostjerne docere hvad et naturligt forhold til sex er, hjælper DR godt til.
Brunst fik mig til at huske et andet næsten ligeså hult program, hvor en luder hævdede, at hun og hendes fæller var de eneste i Danmark, som havde et frit og naturligt forhold til sex, vi andre var for hæmmede.
Og sex-messer, hvor alle vil hjælpe Jens og Lotte med at opdage, hvad sex er - nemlig knap bærbare dildoer og en fad strøm af lak og læder. Værktøjet skal være hæmningsløst godt i stand, så ved vi, hvad sex er - hvem Jens og Lotte er, det betyder ikke så meget. Og det bliver pludselig let at glemme, at sex ikke bare er en industri, men oftest en intim forbindelse mellem mennesker.
Med andre ord, ja - en spade er en spade, men en kusse er ikke bare en kusse, og det er her problemet ligger ved pornografi, sexmesser og et program som Brunst: at sex i frigørelsens navn bliver så håndgribeligt, at det tingsliggøres lige ind i ligegyldigheden. Hvor pornografien viser alt, så siger Brunst alt.
Lad os for en gangs skyld prøve at ændre ikke bare stilling men indstilling til sex. Jeg tror, der ligger en undervurderet værdi i - til en vis grænse - at lade det intime forblive intimt; en værdi vi, i vores konstante behov for at vise, hvor frie vi er, er tilbøjelige til at glemme. Hvad med at prøve at tie helt stille og bare blive bundet af øjeblikket. Alt det som er mellem mennesker, når de blinde af lyst elsker sig ud på en anden side af synet.

Det suveræne
Hvad med det suveræne i mødet mellem mennesker? Og nej, dette skal ikke forstås som en nostalgisk forherligelse af tidligere tiders seksualforskrækkelse, men som erotik som normen fremfor pornografi. Om hemmeligheden. Om en nødvendig tilsløren, så vi fortsat kan være nøgne uden at kede hinanden ihjel. En revideret opfattelse af, hvad det at være et frigjort individ i virkeligheden vil sige. At være frisindet er f.eks. også at fatte, at man ikke skal sige og gøre alt bare fordi man kan, men kræve en motivation. Hvorfor?
Hvorfor skal jeg vide, om Jan kalder sin kærestes hellige dele for kusse eller spade? Hvorfor? Det kan godt være, at definitionen på tv-underholdning netop er den manglende motivation, men så hold dog kameraerne fra det, som i sig selv er dybt og motiveret, seksualitet og kærlighed f.eks.
Men det er også op til os selv. Vi kan følge Brunsts eksempel og med den totale afklædning fokusere på det samme, at din trekant er min trekant, og definere seksualitet ud fra pornografiens normsæt, "huller skal sgu fyldes", eller vi kan bevare troen på Mødet-Knaldet-Kvinden-Manden-Mændene-Kvinderne - forskellen, og lægge bekendelses- og medie-liderligheden bag os til fordel for en genopdagelse af det private.
Med andre ord: forstår vi hovedsagelig sex som et institutionaliseret masse-begreb, som pornografi, eller som en intim forbindelse mellem mennesker. At være bevidst om den enkeltes unika, i forhold til sex, såvel som i alle andre forhold - det kræver frisind og mod, men udviskes forskellene i en kollektiv blottelse, som f.eks. i Brunst, ja så er man blevet så fri, at man fanges i en totalitaristisk kitsch-seksualitet, paradoksalt nok hyldet som frigørelse.
Og så er der kun skumgummihammeren...

Det sidste hul
I Brunst så jeg en plat soap-udgave af David Cronenbergs bemærkelsesværdige og vellykkede film Crash fra 1995, hvor mennesker kun når hinanden i en fælles ophidselse over sex i forbindelse med bilulykker, indvalidering og død. Filmen forarger mig ikke, og den er hverken kedelig eller ligegyldig, men vækker til sørgmodig eftertanke, om den desillusionerede kedsomhed som følger, når tabuer overskrides ud fra en allestedsnærværende tomhedsfølelse; når en kusse er blevet en spade... og kun døden virkelig pirrer, fordi kun jeg kan dø min død, og den har ingen prøvet før.
Først i overskridelsens nulpunkt ser Cronenbergs figurer paradokset - at døden vel er det eneste sted, vi helt alene er ligesom alle andre...
Men hvor Crash viser mig tomheden, så er sex-quizen Brunst bare tom, og det er så livets sære ironi, at Crash havde problemer med censuren. Bag en facade af frigjort, munter tjatten om sex, rungede Brunst i mit øre som et hult "åh!" lige ind i det sidste hul...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu