Læsetid: 4 min.

Den norske model dur ikke

4. maj 1998

EØS-aftalen giver Norge adgang til det indre marked. Det vil sige Norge nyder fri bevægelighed for personer, varer, kapital og tjenesteydelser og aftalen sikrer Norge toldfrihed på sine industriprodukter

28. MAJ

Hvad er det egentlig, at nej-sigerne vil bruge et eventuelt nej til? Hvad skal der ske, hvis Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, det halve SF og nej-bevægelserne får medvind ved folkeafstemningen?
"Et nej er et ja til noget bedre", skrev Ole Krarup forleden. Men behændigt undlod han at beskrive, hvad det så var. Ikke et ord om, hvad alternativet til det europæiske samarbejde skulle være.

Men det skyldes måske netop det faktum, at der ikke er noget alternativ. For hvem vil sige nej til indflydelse på beslutninger, som man under alle omstændigheder vil være afhængig af. Se bare hvordan, det er gået i Norge.
Drivkraften bag Norges nej til EU i november 1994 var et ønske om at være sig selv - et anderledes land. De 52,2 pct. nej-sigere i Norge ønskede ikke at være underlagt et EU, men ville bestemme selv. Og da Norge alligevel havde en god økonomi, og det gik nogenlunde med EØS-aftalen fra 1992, kunne mange nordmænd ikke se nogen grund til at være medlem af EU.

Men kan Norge bevare sin uafhængighed ved kun at stå med den ene fod inden for EU? Er det i længden tilfredsstillende for nordmændene at stå uden indflydelse i EU? Og fik de norske nej-sigere det, som de mente, de ville få ved at være udenfor EU: Selvbestemmelse, åbenhed og indflydelse på egne anliggender? Hertil må man svare nej.

Det er rigtigt, at Norges økonomi går godt, og det vil den blive ved med i den kommende årrække.
For Norge kan nemlig altid læne sig op ad sine olieforekomster. Norge har altså nogle særlige forudsætninger for at kunne klare sig økonomisk. Og det er derfor, at Norge endnu kan nøjes med EØS-aftalen, der giver adgang til EU's indre marked - uden at være fuldgyldigt medlem af EU.
EØS-aftalen giver Norge adgang til det indre marked. Det vil sige Norge nyder fri bevægelighed for personer, varer, kapital og tjenesteydelser og aftalen sikrer Norge toldfrihed på sine industriprodukter.

Norge står udenfor EU's egentlige landbrugspolitik med alt, hvad dette indebærer af støtteordninger og pris- og udbudsregulering. Til gen-gæld har Norge en udvidet markedsadgang for sine landsbrugsvarer og er sikret toldfrihed på mange føde-
varer - mod at landet indfører liberaliseringer og opfylder EU's krav til produkterne. Men det er - i modsætning til Danmark - be-grænset, hvor afhængig Norges landbrug er af EU's politik. Der importeres langt flere landbrugsvarer, end der eksporteres.

På fiskeriområdet har landet en særlig aftale med EU, som gør, at det norske fiskeri mere eller mindre står, som om det var med i EU's fiskeripolitik. Landet er geografisk velforsynet med gode fiskeområder og nyder godt af en udvidet markedsadgang i EU og toldfrihed på en række fiskearter. Norge har den største lakseindustri i Europa og er på dette punkt afhængig af et godt forhold til EU.
EØS-aftalen indebærer alt-så, at Norge kan få gavn af reglerne om fri konkurrence i det indre marked, være med i udbudsreglerne og være med i forskellige programmer for virksomheder og uddannelse.

Til gengæld skal Norge indføre alle reglerne, som regulerer det indre marked. Det er alt fra krav til produkter, miljøregler, arbejdsmiljø, kontrol, regler om statsstøtte og regler om godstransporter og telekommunikation. Ingen af dem har Norge hverken stemt for eller imod. Landet er nemlig sat udenfor indflydelse og må pænt vente på, at de andre lande træffer deres beslutning på forskellige områder.

Norge står altså svagt, når det gælder indflydelse på egne anliggender. Stik imod EU-modstandernes intentioner. De norske myndigheder har desuden fået sværere ved at få information fra EU om, hvad der sker politisk. For Norge har selvfølgelig ikke længere en observatørpost i EU. Tilbage står Norges afhængighed af de andre landes markeder. Det er jo trods alt 75 pct. af Norges eksport, som går til EU-landene.

Selvfølgelig er Danmark også afhængig af EU og de vilkår, man beslutter for det indre marked. Men vi sidder med ved forhandlingsbordet, kan gøre vores holdning gældende, blive hørt og få vore interesser tilgodeset i beslutningerne.
Det er alt i alt vanskeligt at forstille sig, at Norge frem-over vil få mere selvbestemmelse, uafhængighed og indflydelse ved at stå uden for EU. Det er også vanskeligt at forestille sig, at Norge vil blive ved med at nøjes med at stå på sidelinien og se på, at der kommer flere og flere EU-regler. Regler, som landet skal gennemføre, hvis det stadigvæk vil være med i det indre marked.

Så i virkeligheden er det vist kun Norges olie, som vi kan misunde. Danmark vil ikke kunne leve med en EØS-aftale, hvor mange meget væsentlige beslutninger bliver truffet i EU med virkning for danskerne. Uden at danskerne overhovedet har diskuteret det herhjemme først. Og uden at danske politikere overhovedet kan sige ja eller nej ved forhandlingsbordet i EU.

Jeg tror, at danskerne for længst har erkendt, at med Danmarks placering på landkortet er der brug for en aktiv deltagelse i det europæiske samarbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu