Læsetid: 3 min.

Oprør mod eliten

Debat
6. maj 1998

Fællestræk mellem strejken og folkeafstemingen om EU

28. maj
Fra Ja-sigernes side påstås det, at den aktuelle arbejdskonflikt intet har med folkeafstemningen om EU at gøre. Men de to konflikttemaer har ikke så lidt til fælles. De hænger sammen i mindst samme omfang som penge og produktion hænger sammen med EU.
Dette understreges særskilt af, at en hel del overenskomstbestemmelser ikke bygger på frie overenskomster, men på diktater fra EU-direktiver. Direktiver kan ingen strejke sig fra, og direktiv-baserede overenskomstbestemmelser vil få stadig større betydning, ikke mindst i lyset af weekendens ØMU-vedtagelser, som overhovedet kun kan realiseres med en ensartet arbejdsmarkedsstruktur og ensartede sociale sikringssystemer. Dette bringer tankerne hen på de franske strejker ved årsskiftet 96/97, hvis anledning var EU's diktater til de franske socialudgifter.
Og så hænger de to afstemninger også sammen på en anden måde: Overenskomstafstemningen og Unionsafstemningen drejer sig begge om opgør med eliternes evne - eller mangel på samme - til at varetage lønarbejdernes/ danskernes interesser.
Det relevante fælles spørgsmål til de to afstemninger lyder: Hvad kan få danske lønarbejdere til at stemme Ja?
Det politiske grundspørgsmål den 28. maj drejer sig om mere EU, det vil sige mere af en Union, der er skræddersyet til kapitalens frie udfoldelse. At afstemningen drejer sig om mere union bestrides ikke (og kan ikke bestrides) af selv den ivrigste Ja-siger. Men svaret fra Ja-fronten er, at denne mere Union er bedre Union.
Bedre for hvad? I hvert fald ikke for dansk folkestyre. Hver gang EU får tildelt (eller tiltager sig) yderligere magt, mister det danske folkestyre en tilsvarende bestemmelsesret. 25 års medlemskab af EF/EU har været en stadigt voksende belastning af vores demokratiske selvværd.

Det tydeligste udslag af Unions-styrkelsen i Amsterdam-traktaten er, at vi tvinges til at opgive vores nationale grænsekontrol. Rådigheden over egne grænser er et af de sikreste udtryk for national selvbestemmelse. Den må vi ikke beholde, vi skal forlade os på en udlændingepolitik dikteret og udmøntet i Bruxelles - med tillæg af Schengen-systemets ukontrollable overvågningssystem.
Men måske er traktaten 'bedre' på grund af sit øvrige indhold? Miljø og beskæftigelse forbedres, siger de. Det er "de danske mærkesager", som blev skrevet ind i traktaten.
Jeg spørger indimellem mig selv, om tilhængerne virkelig har læst traktaten. Det er nemlig uhyre vanskeligt at finde håndgribelige fremskridt i traktatens luftige bestemmelser om beskæftigelse og miljø. Traktatens regler er absolut uden substantielle pligter. Der er tale om løfteparagraffer i stil med den danske Grundlovs par. 75 om retten til arbejde. Hvem finder på at argumentere med, at den danske grundlov er beskæftigelsesfremmende?

Miljø- og beskæftigelsestiltag forudsætter finansiering. Herom er der intet i traktaten. Grundproblemet i forhold til miljø og beskæftigelse ligger tværtimod i, at det er EU's egen politik - verdenshistoriens mest hårdhændede kapitalisme - der skaber både miljø- og beskæftigelsesproblemerne. Hvad der skrives i hensigtserklæringer er tomme (og afsporende) ord i sammenligning med de politiske gerninger.
EU er ikke et redskab for miljø. EU er et redskab for de multinationale industrier, der skaber miljøproblemerne: Bilindustrien der er årsag til gigantisk luftforurening, den kemiske industri der med EU's hjælp gør det umuligt for os at hindre at utallige kemikalier drysses ud over landet. For ikke at tale om våbenindustrien, EU's skjulte yndling, der tegner sig for 40 pct. af verdens våbenproduktion og handel.
Tilsvarende mht. beskæftigelse (som for øvrigt har været argument i enhver afstemning, lige fra vi i 1972 havde 25.000 arbejdsløse): EU påtvinger medlemsstaterne en penge-, valuta- og finanspolitik, som er det stik modsatte af en socialt ansvarlig økonomisk politik. En politik der i dag har resulteret i en gennemsnitlig arbejdsløshed på 15 pct., og som har tvunget en række medlemslande til uhyrlige sociale nedskæringer der også vil komme til os, hvis vi ikke siger fra.
Ja-siden har en række store forklaringsproblemer: Hvordan vil man overbevise befolkningen om at EU-apparatet, der i 40 år har fungeret som det optimale værktøj for det europæiske stor-industrielle kompleks, med ét slag forvandles til Europas rød-grønne værn mod samme kompleks? Det skylder Eurokraterne os svar på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her