Jean-François Lyotard, der døde fornylig, kom fra en ultra-venstre-tradition og fornam med intuitivt skarpsyn, hvor den fremtidige undertrykkelse ventede. - En ven skriver mindeord
TRO & FILOSOFI
Jeg ved ikke om denne fornemmelse af breche i erkendelsesfronten, som jeg føler ved Jean-François' død, skal gøre det ud for en erstatning for savnet. Men ved vort sidste træf i november 97 blev vi hurtigt enige om, at det nu forekom os muligt at formulere noget lidt mere syntesepræget, især i forbindelse med de nye folkevandringer og billedkunstens nye plads som kulturel legitimitetskilde. - Men det er givetvis altid 'for tidligt' at miste en nær ven...
Ikke desto mindre passede Jean-François Lyotard livet igennem store og vigtige frontafsnit i de bataljer, videnskaben, filosofien og kunsten har haft med ideologierne siden Anden Verdenskrig, og han fik det gjort på en direkte og 'apatisk' måde. Apatisk - dvs. altid bevidst om sin plads som forfatter og teoretiker, der stod i gæld til de mest udsatte inden for politiske og æstetiske eksperimenter.
De første blev de kæmpende algeriere, på hvis side Jean-François Lyotard stillede sig som ung familiefar og lærer bosat i Constantine, en større provinsby i Frankrigs daværende algierske koloni. Her blev han en slags Algier-korrespondent for det rådskommunistiske, Rosa Luxemburg-inspirerede tidsskrift Socialisme ou Barbarie (Socialisme eller barbari) der i 50'erne fremstod som den pro-stalinistiske eksistentialismes vigtigste modstander.
Lyotards artikler fra den tid, der blev genudgivet i 1989, vidner om en enestående sober form for pro-revolutionær analyse af den antikolonialistiske kamp, der havde langt flere aktører end den etablerede presse kunne overkomme.
Efter ca. ti års militant virksomhed, filosofi-undervisning samt opdragelse af sine to døtre, ind-trådte der et vigtigt skift i Jean-François Lyotards liv. Gruppen omkring Socialisme ou Barbarie og dens efterfølger Pouvoir ouvrier (Arbejdermagt) gik i opløsning i midten af1960'erne. Herefter kunne Jean-François Lyotard hellige sig sin disputats, den kunstteoretiske afhandling Discours, Figure (fra 1969) samt en refleksion over forholdet mellem æstetik og marxisme.
I denne femårige periode afviklede Lyotard marxismen på en meget kvalificeret og faglig forsvarlig måde, en afvikling, der resumeres sammen med mange andre emner i Lyotards rapport om "den postmoderne tilstand" fra 1979 (dansk oversættelse: Viden og det postmoderne samfund 1982, genoptrykt 1996).
Fra midt-60'erne til midt-70'erne var det dog især Freud og hans psyko-analytiske metode, der blev udforsket. Kritisk, men også anvendt og det på kunsten, en undersøgelse der mundede ud i monografien om Marcel Duchamp i 1977.
Samme år udkom to mindre bøger med det næste attak, nemlig en kritik af den naive og politisk korrekte anti-totalitarisme, som den så ud for 21 år siden, da de 'nye filosoffer' gjorde op med deres egen mao-stalinisme. I samtalebogen Au juste (1979) blev Kant så inddraget på en systematisk måde i de overvejelser over ret, etik og æstetik, der skulle præge Jean-François Lyotards forfatterskab de følgende 19 år frem til hans død.
Det var Jean-François' essay Capitalisme énergumène (tidsskriftet Critique, november 1972), der i sin tid åbnede mine øjne for måden, hvorpå den historiske materialisme kunne afvikles med manér. Essayet kan oversættes med Balstyrig kapitalisme, og det indeholdt en kritik af den forblommede tro på de dengang nye 'begærsbevægelsers' frigørelsestro, som kom til udtryk i Gilles Deleuzes og Felix Guattaris Anti-Ødipus.
Jeg vidste, at Jean-Fran-çois Lyotard kom fra samme ultra-venstre-tradition som jeg selv, men analysen var helt uventet.
Jeg havde netop skrevet en artikel om "proletariatet som spøgelse" og var lykkelig over at finde en frænde udi opgivelsen af klassekampen som historiens motor.
Så da Jean-François havde holdt sin forelæsning Sade med Freud den 21. maj 1975 på Københavns Universitet fik vi talt sammen, og det blev lidt efter lidt til et venskab.
Kronen på dette samarbejde blev dels bogen Kunstens og filosofiens værker efter emancipationen fra 1988 og dels vort fælles katalog til Stig Brøggers udstilling Flora danica på Statens Museum for Kunst i København, marts-april 1990, på fransk 1997.
I de sidste mange år forenedes vore anstrengelser med en række billedkunstneres arbejde, drevet af vores fælles opsathed på at opvurdere billedkunsten som universel kilde til erkendelse.
Lyotard blev imidlertid ved med at følge med i mange andre problemer, litterære og politiske. Ikke mindst spørgsmålet om jødedommens status inden for filosofi og samfund optog ham meget i 90'erne. Hans studier, f.eks. monografien Heidegger og 'jøderne', er velegnede for at kunne tænke videre i dag og reflektere over måden, hvorpå mødet og siden sammensmeltningen mellem
Vestkultur og indvandring som social verdensbevægelse må være forberedt på at skulle mase sig frem til det globale flertalsstyre.
Vor uoverensstemmelse fra 1979 til 1985 handlede om økologi. Jeg ville dengang ikke udelukke den nye 'grønne' radikalitet i Tyskland og Italien fra mine overvejelser. Jean-François var derimod skeptisk, meget.
Dels kunne han ikke acceptere den foreskrivende måde, hvorpå en sådan militant økologi formulerede sig, og dels tror jeg, han fornam den fundamentalistiske fristelse, der ligger i enhver naturbaseret definition af artens reproduktion. Jean-François Lyotard var parat til at acceptere en artificiel menneskehed, ja en 'immateriel' sådan, selvom perspektivet også gjorde ham ængstelig.
I februar 1988 på Kunstakademiet i København kom det til en heftig ordveksling mellem Jean-François Lyo-tard og Jean Baudrillard om det overordnede perspektiv: Hvordan skal menneskeheden forlade kloden, når solen slukkes. Dengang, for ti år siden, var Jean-François pessimistisk: "Vi", dvs. arten, måtte skulle vælge, når dette "vi" forlod kloden. Og Jean-Fran-çois var ikke tryg ved tanken, at det måske fortsat ville være Vestkulturen, der sad på udvælgelsen. Derfor virkede det multikulturelle blandingsperspektiv og den "kvantitative humanisme" fra mit lille afsnit om "maleri og demografi" så opmuntrende på ham i november i fjor.
I 1979, for snart 20 år siden, havde Jean-François naturligvis ret. Der findes ikke noget etisk forsvarligt synspunkt, hvorfra "vi" kan foreskrive verden et krav om "naturhensyn" (som Vesten i øvrigt ikke selv tog, da tid var). Kravet er tværtimod uetisk og krænker enhver form for lokal selvstændighed i den del af verden, hvor de 85 pct. af menneskeheden opholder sig, der enten er ved at tilbagelægge "naturtilstanden" eller ved at afkolonialisere deres forestillingsverden.
Nej, Jean-François Lyotard fornam meget ofte, hvor den fremtidige foreskrift og undertrykkelse ventede. Hans intuitive fornuft og skarpsyn, som der kan fortælles utallige anekdoter om, efterlader i dag hans venner og kolleger i en stemning af taknemmelighed. Og det stod der også på en af kransene på Père Lachaise-kirkegården i Paris forleden.
Men når sørgetiden er ovre, venter der en stor opgave: På munter og ubønhørlig vis at videreføre den apatiske hvashed.
Carsten Juhl er leder af Billedkunstskolernes Afdeling for teori og formidling på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Filosoffen Jean-François Lyotard døde den 21. april 1998, 73 år gammel.
APROPOS
Lyotard - en oversigt
Kort fortalt kan Jean-Fran-çois Lyotards filosofi og forfatterskab opdeles i følgende 'diskussioner', som Jacques Derrida i sin nekrolog (Libération den 22. april) med rette kaldte den form for faglige mellemværender og inspirationsforhold, Lyotard plejede med sine forlæg, sine kolleger og sine venner:
*1945-55: Uddannelsesårene, hvor indflydelsen hidrører fra fænomenologien.
*1955-65: Den politiske aktivismes år, hvor Marx og den Tredje Verden leverer metode og emne.
*1965-75: Æstetikforskning og -undervisning på Sorbonne, Nanterre og Vincennes.
*1975-85: Det postmoderne gennembrud, der næres ved kunstteoretiske og etiske problemstillinger. Det er et arbejde der kulminererer med monografien Le différend og udstillingen De immaterielle på Beaubourg-museet i Paris.
*Efter 1985: Især Kant og kunst, med centrum i to store monografiske arbejder: Forelæsningerne om det sublimes analytik (1991, færdigskrevet i Århus i juni 1990) og Signé Malraux, en slags filosofisk refleksion over romanforfatteren og politikeren André Malraux, der bl.a. grundlagde den moderne museologi og kunstpsykologi.
Allerede i 1972 inddrog han følgende tre emner:
* Spørgsmålet om billedkunsten som organisator af forholdet mellem skabertrang og repræsentation af verden.
*Teoriarbejdets problemer med præsentationen af kritiske udsagn, der mundede ud i essayet Om teorimæssig apati (Critique, februar 1975), hvor Jean-François Lyotard udfoldede hele sin sans for skrivestilens indflydelse på teoridannelsen.
*Problemet ved at udpege en latent overskridende subjektivitet, som ultra-venstre i overensstemmelse med traditionen havde tillagt proletariatet.
Carsten Juhl
