Læsetid: 6 min.

Sex, grise og fremmedhad

22. maj 1998

Tanken om at der var blevet opført en moske på Amager kunne drive ham
til vanvid - skønt han selv boede i Sydhavnen

LYST & ULYST

Der er noget jeg altid har tænkt på: Har søer klitoriser? Og får de orgasme?
Jeg spørger Jørgen, mens vi står og hænger ind over rækværket på dyrelegepladsens svinefold, hvor de tromletykke vietnamesiske hængebugsvin trasker møffende rundt i mudder, der når så højt, at mavens folder slæber igennem det. Har de mon klitoriser? Tror du de kommer?
Jørgen skotter et øjeblik usikkert til min rødhårede norske veninde, som er med. "Det ved jeg kraft'eme ikke", siger han så på sin lidt svedne, bistre facon.
"Men jeg ka' sgu' da huske den hankanin, jeg satte ind til hunnerne, når jeg rigtig sku' drille den gamle som dreng. Ha. Ha. Så bankede den løs og så ku' den gamle jo ikke forstå, når alle hunnerne plus'li var gravide. Ha, ha, nej men den besvimede sgu' hver gang. Så lå den dér. Men hunnerne, det ve' jeg sgu' ikke, hva' de fik ud af det, de lå jo bare og gloede imens. Og åd græs."
Jørgen har haft en svær barndom, han kunne ikke med sin far. Men moren har han nu altid været glad for. Og her hvor hun er blevet gammel og sidder alene i sin lejlighed, kigger han til hende og tager sig lidt af hende. Hun har det med at gå og tage for mange kodymagnyler, så hun bliver langsomt forgiftet og må på afvænning. Det er sådan noget, han sørger for.
Jeg traf Jørgen på et sted, hvor jeg var studentermedhjælp. På et blanketlager. Så gik vi begge to rundt mellem hylderne og samlede blanketter sammen efter ordresedler.
Han sad gerne på sin stol, når jeg mødte om morgenen, og rørte rundt i kaffekoppen, mens han stirrede langt gennem ruderne ud mod en støvet gård og brummede irriteret over alt det, han syntes var forkert på stedet. Heldigvis var vi meget enige om, hvad der var forkert. Og vi kunne godt lide at fyre alt muligt pis af om cheferne.

Grov i kæften
Han kunne godt lide, at jeg var grov i kæften. Jeg syntes det var fedt, han syntes, jeg var sjov. Og så kunne jeg spørge ham om alt muligt med sex.
Jørgen var jo ikke et særligt åbent menneske. Men overfor mig var han. Jeg så engang et billede af ham fra han var ung. Hold kæft! Han lignede Johnny Weismüller! Han var simpelthen så smuk.
Det er selvfølgelig ikke, fordi han ligefrem er grim nu, hvor han er over 50, men der er ligesom trukket et grimet gråligt lag over ham. Sådan var det ikke dengang. Hold kæft, da lyste han!
Han har aldrig giftet sig, men jeg ved han har en søn, han aldrig har set. Det var vist en pige, han kendte, mens han var soldat. De mødtes hver aften i en lade - så havde han lige 20 minutter før nogen begyndte at lede efter ham. Bum! Om på ryggen med hende hver aften.
Og så en dag får han et brev, hvor der står, at hun har født og han er udlagt som barnefar.

Glad for sex
Han har kendt mange, og kvinderne har været meget glade for ham, for han har været glad for sex... Desværre har de aldrig kunnet komme længere med ham end netop sex. Nogle gange, mens vi sidder på lageret og keder os, folder han sig pludselig ud og bliver legende - der er generøsitet i hans accept af min galskab, vi fniser hysterisk mellem hylderne af de særeste ting.
Han må have haft en helt gylden sanselighed.
Men han er ikke selv i stand til at se, at når han er så vild med sex, er det fordi han elsker. Det må have gjort de kvinder ondt.
Det kan godt være, han har en noget afvisende, bister facon. Det har han. Men i grunden var der meget sødme i ham. Nu moren, hende snakkede han meget om. Og dér var han meget omsorgsfuld. "Hun sidder jo helt alene, der er sgu' synd. Hun har sgu' altid været så go' af sig," sagde han.
Det var lidt det samme med den hund, han havde. "Bamse". Et gadekryds. Født bag en bar. Det var dengang Jørgen var udsmider på Tunesia og altid gik på morgenværtshus på vejen hjem. Han sku' fan'me ikke ha' no'en køter.
Men da den var ved at blive druknet i toilettet, tog han den alligevel med hjem. "Det var sgu' synd. Den er så uskyldig, sådan en."
Han passede godt på "Bamse". Moren var en puddel. Det var faren ikke. På sine gamle dage fik den gigt og gik så underligt stivbenet rundt. Jørgen tog den gerne ned på dyremarken for at den kunne røre sig. Nogen gange rullede den sig i en lort dernede.
En gang havde den fået en stor bar plet på ryggen, det var Jørgen, der havde klippet pelsen for at komme af med noget af al den lort, den havde rullet sig i.

Williams deo-spray
Men for det meste nøjedes han med at spraye den med Williams deo-spray for at tage lugten, vasket blev den aldrig. Selv nærede Jørgen en helt grænseløst ømhed for den hund, som han syntes var for go' af sig. Det syntes jeg ikke, for den snappede efter mine børn. Når de græd, trøstede Jørgen hunden, han mente gråd stressede den. Et eller andet sted var der en brist i hans realitetssans, han kunne slet ikke se, at det kræ ikke nødvendigvis var indbegrebet af, hvad der var skønt for andre.
Når han gik ud for at handle, måtte den aldrig komme med, han turde ikke lade den stå bundet udenfor supermarkedet. "Med alle de tamiler her, kan man ikke vide om de hugger den. Tamiler æder sgu' hunde. Nååh Bamse, lille hund, stakkels lille hund, det ville sgu' da være synd," han klappede den på pelsen, så det støvede og hunden kiggede skråt, hengivent på ham med sine små rødrandede øjne, mens halen dunkede mod jorden. "Nååh Bamse."
Man må sige Jørgen var racist. Han hadede indvandrere og flygtninge. Tanken om at der var blevet opført en moské på Amager, kunne drive ham til vanvid. Og det på trods af, at han selv boede i Sydhavnen.
Muhammed på pakkeriet, der hvor Jørgen arbejdede, var ham til plage: De rå chillier han gnaskede, lige så man skulle tro, flammerne ville svide det tætte mørke overskæg. Ramadanen, hvor han blev bleg og fjern af sult. De fakede fotografier til familien i Pakistan med ham selv op ad andres store biler eller med konen og alle ungerne på arbejdspladsens tagterasse. Måden han drev på. Måden han aldrig drak på.
Jørgen holdt det ikke ud. Og til sidst droppede han jobbet og blev arbejdsløs.
Faktisk, og det er jo det mærkelige, kender jeg ikke nogen mennesker, der i den grad som Jørgen, har fået det nøjagtigt som han ville. En strålende repræsentant for så vidt, for den samfundsudvikling vi har satset på de sidste 50 år. Han er virkelig individualisten, der har kunnet vælge friheden hele vejen igennem. Sådan som vi har satset på at gøre det muligt for folk. Fri. Og fri for hinanden. Med lysten vuggende som et stedse mere over-flødigt vraggods i individualiseringens brænding.
Da vi kommer hjem fra gåturen ovre i dyremarken og min veninde har sagt farvel, spørger jeg ham, om han ikke kunne tænke sig at komme i seng med hende? Hva?
"Jo, hæ hæ." Et øjeblik tændes der et glimt af inte-resse i hans blik, da han spørger: "Vil hun sutte, tror du? Ved du det?"
Jeg ved stadig ikke om svin har klitoriser. Men jeg ved, Jørgen i hvert fald aldrig vil få dem til at komme, for han er holdt op med at kneppe. Det har han fortalt mig. For fremtiden vil han kun have den suttet af. Det andet er for anstrengende, siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu