En stadig snævrere union

Mon ikke der er en del medborgere, der har anfægtelser imod, at vi frasiger os retten til at råde over vores egen grænse

28. MAJ
En afgørende konsekvens af et Ja den 28. maj vil være, at Danmark er definitivt forpligtet til at opgive den nationale grænsekontrol. Hvis man er modstander af, at grænsekontrollen - og dermed den fysiske nationale grænse - ophæves, kan det i praksis kun ske efter et Nej. Dette er et hovedpunkt i Nej-sidens argumentation for at Amsterdamtraktaten betyder "mere Union", og det var ligeledes et hovedpunkt i mit indlæg i Information den 12. maj.
Da denne pointe er blevet draget i tvivl (jvf. nedenfor), er der grund til at forklare sammenhængen nærmere.
Den juridisk-politiske teknik, der er taget i brug for at få ophævelsen af grænsekontrollen ind i traktaten - hvormed afskaffelsen af grænsen bliver en EU-retlig forpligtelse - er i overensstemmelse med EU's normale udviklingsdynamik: De mest integrationsivrige regeringer (Frankrig, Tyskland og Benelux) er gået i spidsen; de vedtog allerede i 1985 i grænsebyen Schengen en af de indbyrdes grænser og et hertil knyttet system af såkaldte kompenserende foranstaltninger i form af politiovervågning og forstærket værn af EU's ydre grænser.

I de mellemliggende år er Schengen-konventionen blevet udbygget med kontrol- og overvågningssystemer som en central del af det system, der kaldes 'Fort Europa'. Schengen-overvågning træder i stedet for den nationale grænsekontrol:
Stærk ydre grænsekontrol og forstærket intern overvågning.
Systemet er nøje analyseret i adskillige publikationer, der rummer en basal kritik af dets totalitære tendenser, i særdeleshed af, at systemet rummer opgivelse af elementær retssikkerhed i forhold til Schengen-autoriteternes ukontrollerede politimagt. Kritikken er særlig fremført i tidsskriftet Statewatch (Tom Bunyan) og i skrifter af den norske kriminolog professor Thomas Mathiesen (særlig Schengen. Politisamarbeid, overvåkning og retssikkerhet i Europa, 1997).
Det er dette system, der nu integreres i Amsterdamtraktaten.

Schengen-AFTALen blev tiltrådt af det danske Folketing i maj 1997, mindre end en måned før undertegnelsen af Amsterdamtraktaten - altså på et tidspunkt, da det var klart, at Schengen-systemet ville blive indskrevet i Amsterdamtraktaten.
Denne forhastede procedure blev kritiseret voldsomt af Schengen-modstandere, der hævdede, at Schengen-tilhængerne hermed begik et kup over for de danske vælgere:
Når Amsterdamtraktaten - inklusive Schengen - kom til afstemning, ville tilhængerne affærdige Schengen og dermed grænsespørgsmålet med, at "dette er allerede vedtaget af Folketinget".
Det er præcis, hvad der er sket: Uanset at traktaten bestemmer, at Schengen-systemet nu integreres i EU-retten - og den heraf følgende pligt til at opgive grænsekontrollen indskrives i traktaten - påstår Ja-siden, at den danske grænse ikke berøres af Amsterdamtraktaten.

På debatsiderne i Information den 16-17. maj er der aftrykt ikke mindre end tre lange Ja-indlæg (af henholdsvis Ritt Bjerregaard, John Iversen, samt Kirsten Jen-sen/Freddy Blak), hvori forfatterne netop forsøger at overbevise læserne om, at ophævelse af grænsekontrollen (i overensstemmelse med Schengen-konventionen) ikke indgår i afstemningen om Amsterdamtraktaten. Det samme budskab meddeler Eva Kjer-Hansen den 18. maj.
Ja-sidens ihærdighed viser, at Schengen og grænsen er et ømt punkt, så ømt at de tre indlæg indeholder tre forskellige udlægninger af forholdet mellem Schengen og Amsterdam. (John Iversen hævder, at Schengen-konventionen "slet ikke er en del af Amsterdamtraktaten", mens Bjerregaard medgiver, at "der er en sammenhæng" med Schengen; endelig beretter Blak og Jensen, at "i den nye traktat bliver Schengen en del af selve EU-samarbejdet").

Men det hele ikke er så indviklet, som de tre indlæg gør det til: Vi stemmer om grænserne den 28. maj, når vi stemmer om Amsterdam-traktaten.
Det fremgår utvetydigt af Fællesskabstraktatens artikel 62, at forpligtelsen til at opgive den nationale grænsekontrol er en følge af Amsterdamtraktaten. Samme resultat følger af artikel 14 (som England og Irland - men ikke Danmark - er undtaget fra).
Dette harmonerer med den udlægning, der gives af Udenrigsministeriet. Ministeriet anfører:
"I takt med, at der lægges op til en styrkelse af den fælles grænsepolitik inden for EU-samarbejdet, har man med Amsterdamtraktaten valgt at indarbejde Schengen-samarbejdet i EU fra Traktatens ikrafttræden". Hvilket - med Udenrigsministeriets ord - betyder, at "når Schengen-reglerne er indpasset, har EU-institutionerne den kompetence, der følger af de enkelte bestemmelser i traktaterne".
Schengen-systemet med afskaffelse af grænsekontrol og opbygning af 'baglandskontrol' med samkørte registre (hvis oplysninger ukontrolleret videregives til en række af de andre EU-landes myndigheder), er altså en del af traktaten.
Heraf følger, at pligten for Danmark til at opgive vores egen grænsekontrol (samt hvad der følger heraf) bliver til en EU-retlig forpligtelse, som (ifølge artikel 312) er "indgået for ubegrænset tid".
Alligevel påstås det i Bjerregaards indlæg, at grænseproblemet er uden betydning for traktaten:
"Danmarks forhold til Schengen bliver ikke berørt af Amsterdamtraktaten. Schengen kan ikke være et argument for at stemme nej den 28. maj".
Så må man spørge den magtfulde kommissær: Mon ikke der er en hel del medborgere, der har anfægtelser ved, ja ligefrem protesterer mod, at vi frasiger os retten til at råde over vores egen grænse og i stedet underkaster os et grænseløst overvågningssystem?
Retten til at råde over egen grænse er et kardinalpunkt i den nationale suverænitet. En opgivelse af retten vil have uoverskuelige følger (både principielt og praktisk) ikke blot i forhold til udlændingeretten, men mht. udøvelse af politibeføjelser, gennemførelse af kontrol og tilvejebringelse af retssikkerhed, foruden almene strafferetlige og retsplejemæssige konsekvenser.
Der er kort sagt tale om en forpligtelse, der griber ind i grundlæggende nationale
retstraditioner, og dermed et afgørende skridt henimod den stadig snævrere union, hvis realisering netop kræver nedtoning af nationalstaten.

Dette kvantespring i unionsudviklingen har danskerne ikke haft mulighed for at stemme om. Det har vi den 28. maj.
Grænsespørgsmålet udgør således - hvad enten kommissæren og hendes partifæller kan lide det eller ej - afstemningens hovedtema. Et Nej til Amsterdam er Nej til Schengen.
Som om Ja-siden ikke er helt sikker, ser vi indimellem et skræmmebillede i tilfælde af Nej: Man påstår, at et Nej betyder genindførelse af pas-tvang mellem de nordiske lande.
Påstanden er uhyrlig: Der foreligger talløse erklæringer og vedtagelser fra de nordiske lande, der entydigt dokumenterer ubrydelig enighed om at intet Schengen-arrangement må hindre den nordiske pas-union. Vi er - stadig - mere nordiske end EU'ske.
PS: Jeg ser helt bort fra, at ingen Ja-siger hidtil har kunnet forklare det paradoks, at det angivelige formål med afskaffelse af grænsen er at "styrke kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet".
Den lader jeg stå til næste torsdag.