Læsetid: 4 min.

Noget af det tabte må genvindes i EU

11. maj 1998

Der må brydes med vanetænkning om, hvad der er nationale anliggender, og hvad der kræver fælles regler i EU

28. MAJ
Der var valg i Holland i onsdags, og resultatet blev en klar sejr til Arbejderpartiet og dets populære leder, statsminister Wim Kok, der nærmest selv kan bestemme, hvilke partier han nu vil danne regering med. Holland følger et mønster, der har præget vesteuropæisk politik her i sidste halvdel af 90'erne. Der har blæst en kraftig venstrevind med den ene socialdemokratiske valgsejr efter den anden. Socialdemokrater sidder i dag som regeringsledere i ni ud af EU's 15 lande, og i tre lande deltager socialdemokraterne i regeringskoalitionen. Kun i Tyskland, Spanien og Irland sidder socialdemokraterne i dag i opposition.
Amsterdam-traktaten er på flere punkter en afspejling af denne udvikling. Der er tydelige socialdemokratiske fingeraftryk på forbedringerne af miljøafsnittet og på det helt nye kapitel om beskæftigelse, som Poul Nyrup Rasmussen kæmpede så hårdt for.
Fremover skal regeringerne årligt rapportere om udviklingen for beskæftigelsen, og EU vil overvåge situationen i de enkelte lande. Når stats- og regeringscheferne mødes til de halvårlige EU-topmøder, vil de blive konfronteret med spørgsmålet om, hvordan det går med at bekæmpe arbejdsløsheden, hvilket vil lægge et vist pres på dem for at kunne fremvise resultater.
Selv om traktaten endnu ikke er trådt i kraft, har beskæftigelseskapitlet allerede haft den konkrete virkning, at der i fjor blev holdt et særligt topmøde om beskæftigelsen i Luxembourg. Her blev regeringerne enige om, at alle unge arbejdsløse skal tilbydes en ny start i form af uddannelse, omskoling, jobtræning, arbejde eller lignende inden seks måneders ledighed. Alle voksne ledige skal tilbydes en ny start, inden de har været arbejdsløse i et år, og mindst 20 procent af de ledige i EU skal tilbydes efteruddannelse. I dag er det kun 10 procent, der får dette tilbud.

Målsætningerne ligger tæt op ad den aktive arbejdsmarkedspolitik, der har været Nyrup-regeringens varemærke, og som har fremvist positive resultater, der har vakt stor opsigt rundt om i Vesteuropa. I en række lande står regeringerne over for en voldsom udfordring med at komme massearbejdsløsheden til livs, og en af ideerne med beskæftigelsekapitlet i Amsterdam-traktaten er, at landende skal blive bedre til at lære af hinandens erfaringer.
I den sammenhæng bliver det faktisk skelet til små lande som Danmark og Holland, hvor man har arbejdsmarkeder, der er fleksible for arbejdsgiverne, uden at det har smadret lønmodtagernes rettigheder, og hvor et ordentligt socialt sikkerhedsnet ledsages af effektiv aktivisering af unge arbejdsløse.

Skal man virkelig skabe resultater for beskæftigelsen på europæisk plan, kræver det nytænkning på en række felter. Tag nu skattepolitikken, som de fleste betragter som et af nationalstatens mest hellige domæner.
I deres glimrende bog Danmark og EU i Europa beskriver Niels Ersbøll og Jens Bostrup, hvordan selskabsskatten i EU er faldet med 11 procent i gennemsnit fra 1985 til 1994. Ikke fordi nogen egentlig har ønsket det, men fordi det land, der har den laveste sats, altid kan tiltrække flere investeringer end de andre lande.
Alligevel er det ikke lykkedes EU-landene at blive enige om en bundgrænse for selskabsskatterne. Det er heller ikke lykkedes at nå til enighed om regler for beskatning af kapitalafkast og renter, der kan bekæmpe den kapitalflugt, som især Luxembourg nyder godt af. De mange smukke tanker om en europæisk CO2 afgift eller andre grønne afgifter er heller aldrig blevet til noget.
Staterne har så at sige mistet deres suverænitet til markedskræfterne, og regningen betales af miljøet og af lønmodtagerne, der har måttet finde sig i støt stigende indkomstskatter. Arbejdskraft er nemlig ikke ligeså mobil som kapital, og derfor er indkomstskatten ikke kommet under samme pres som selskabsskatten.
Når skatten på lønindkomster stiger og stiger, får det selvfølgelig også lønnen til at stige, hvilket er ulogisk i en situation med høj arbejdsløshed i mange lande. På beskæftigelsestopmødet i Luxembourg bekræftede regeringslederne hinanden i, at skatten på arbejde skal sænkes, til gavn for beskæftigelsen.
Markedskræfterne vil det bare anderledes, og som EU er skruet sammen i dag, kan ét bagstræberisk medlemsland blokere for den omlægning, enhver kan se er nødvendig. Spørgsmålet om skatter og afgifter er blot ét eksempel på, at vores forestillinger om EU og suverænitetsafgivelse er forældede i forhold til de udfordringer, vi står over.
I den globaliserede økonomi er det ikke et spørgsmål om, at vi afgiver suverænitet, når vi går ind i et overstatsligt samarbejde om eksempelvis skatter og afgifter. Den nationale suverænitet mistede vi for mange år siden, og på EU-plan kan politikerne genvinde noget af det tabte. Selv om EU-modstanderne på venstrefløjen ikke er enige i denne konklusion, så må de da erkende, at globaliseringen skaber problemer for nationalstaten. Hvis ikke det er gennem EU, at politikerne kan genvinde kontrollen over markedet - hvordan så?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu