Læsetid: 7 min.

Tiden efter et nej

26. maj 1998

Alle vil have interesse i at afdramatisere situationen efter et dansk nej

AMSTERDAM
Jens Maigaard har skrevet en kommentar (den 23. maj) om handlemulighederne efter et muligt dansk nej til Amsterdam-traktaten ved folkeafstemningen på torsdag. En kommentar der - næsten - er befriet for den debatblokerende sarkasme, Jens Maigaard ellers ofte betjener sig af. Tak for det.
Jeg skosede forleden i en leder statsministeren for ikke at ville fremlægge regeringens 'plan B' for det tilfælde, at det bliver et nej. Jeg synes, det er et alvorligt demokratisk problem, at vælgerne stilles over for et tilsyneladende valg mellem 'ja eller kaos' i og med, at statsministeren og andre fremtrædende ja-politikere om nej-situationen kun vil sige, at den er "skræmmende", skaber tvivl om Danmarks fremtid, er hasardspil med velfærdssamfundet og rammer de svageste i samfundet.
Professor i statskundskab Tim Knudsen, Københavns Universitet, er en af de fagfolk, der offentligt har kritiseret fremgangsmåden som "uprofessionel" og karakteriseret det som "ikke fair" og et urimeligt pres på vælgerne, når politikerne afviser at fortælle, hvad de vil gøre efter et nej.
(Det er i parentes bemærket også dårligt demokratisk håndværk, at regeringskonferencen sidste år ikke lagde en fælles plan B for det tilfælde, at et eller flere lande ikke ra-tificerer traktaten. Det kan ganske enkelt ikke passe, at EU skal rammes af panik og kaos, hver gang et af de 15, 20 eller 25 medlemslande i fremtiden må afvise en given traktatændring. Det vil jo blive reglen snarere end undtagelsen).

Skyldfølelsen
Der er to problemer ved den danske regerings ageren.
Det første er netop, at det af vælgerne opleves som illegitimt at stemme nej. De fleste kan sikkert leve med at være uenige med deres statsminister. Men mange potentielle nej-vælgere vil givetvis have det svært med at føle sig skyldige, når de noterer sig udtalelserne fra statsministeren om det samfundstruende nej.
Det harmonerer mildest talt ikke med, at folkeafstemningsinstitutionen netop skal sikre borgerne et frit valg. Det harmonerer heller ikke med, at Poul Nyrup Rasmussens eget parti i 1986 fandt det både legitimt og ansvarligt at anbefale vælgerne et nej til den traktat om Det Indre Marked, som Schlüter-regeringen sammen med de øvrige EU-regeringer havde forhandlet på plads (og som vælgerne stemte ja til ved den følgende afstemning).
Hvis Nyrup Rasmussen anno 1998 mente, at der reelt ikke var noget at vælge imellem, at regeringen og samfundet kun ville kunne håndtere det ene alternativ - nemlig dansk ratifikation af Amsterdam-traktaten - så burde han have gjort sit yderste for at afværge en folkeafstemning. F.eks. ved at foreslå en grundlovsændring, der kunne frigøre os fra forpligtelsen til folkeafstemninger ved så små og rent formelle suverænitetsafgivelser som de, der er tale om med Amsterdam-traktaten. En sådan grundlovsændring kunne han i øvrigt godt have fået min ja-stemme til. Og vist også Jens Maigaards.
Det andet problem er, at det jo er statsministerens formelle og reelle ansvar at tackle situationen på Danmarks vegne, også efter et nej. Når først det bliver den 29. maj, så skal han simpelthen. Derfor vil Nyrup naturligvis ikke slå ud med armene og sige "det er forbi", hvis det bliver et nej. Han vil - ligesom Schlüter-regeringen og han selv gjorde i 1992 - gøre sit yderste for at sikre Danmarks interesser i forhandlingerne med de 14 øvrige EU-lande. Hvorfor
foregiver statsministeren så lammelse og kaos i disse dage op til afstemningen?
Informations Bruxelles-korespondent Ole Ryborg, forfatter til bogen Det utænkelige nej om 92-afstemningen, taler om de "passive og planløse" danske politikere i tiden umiddelbart efter det danske nej den 2. juni 92. En gentagelse af den situation kan ingen ønske sig, og derfor var det ærlig talt på sin plads, om statsministeren og hans folk denne gang på forhånd havde lavet en plan B og - for det frie og demokratiske valgs skyld - beskrevet den over for vælgerne inden torsdagens afstemning.

Plan B
Jens Maigaard spørger, hvad der er min plan B? Da jeg ikke skal forhandle for Danmark, og da jeg ikke tror, Maigaard har afgørende interesse i, hvad jeg ønsker mig af situationen, skal jeg starte med at skitsere, hvad jeg tror er den mest sandsynlige plan B, det mest sandsynlige scenarie efter et dansk nej.
Modsat Maigaard mener jeg, at Amsterdam-traktaten er en meget lille traktat. "Der står egentlig ikke noget i den," sagde lederen af den uafhængige tænketank European Policy Centre, Stanley Crossick, til Weekendavisen forleden.
Traktaten rummer ingen store spring fremad (eller tilbage, om man vil) som Det Indre Marked og ØMU'en. Den savner tværtimod de institutionelle reformer, som ellers var en afgørende ambition og den centrale forudsætning for optagelsen af de central- og østeuropæiske lande.
Derfor er traktaten ikke så prestigefyldt for nogen som f.eks. Maastricht-traktaten var det. Mange medlemslande vil være interesserede i at komme så gnidningsløst som muligt videre til den næste og vigtigere traktatforhandling, dén om netop ændringerne af EU's institutioner. Dét er et vigtigt udgangspunkt, egnet til at afdramatisere forhandlingerne efter et dansk nej.
Et andet vigtigt udgangspunkt er, at juraen er ganske klar ved et dansk nej: Amsterdam-traktaten bortfalder, hvis ikke alle lande siger ja. Jens Maigaard nævner selv som én mulig udgang, at de 14 øvrige medlemslande faktisk accepterer juraen og lader Amsterdam-traktaten falde.
Det gjorde de ikke i 1992, da Uffe Ellemann som udenrigsminister rejste rundt til de europæiske hovedstæder og forhandlede dét, der endte med at blive de fire danske forbehold. Forskellen på 92 og 98 er imidlertid netop den ovennævnte, at Maastricht-traktaten var en stor og prestigefyldt traktat, mens Amsterdam er en mindre afgørende mellemstation. Som Maigaard selv antyder, er EU-landene først og fremmest optaget af ØMU, østudvidelse og Agenda 2000 samt af den næste traktatrunde om ændringen af EU's institutioner, stemmevægte osv.
Derfor er det et sandsynligt scenarie, at EU først og fremmest vil satse på at udøve damage control efter et dansk nej i bestræbelsen på så smertefrit som muligt at komme videre. Det vil ske ved en bombastisk udmelding om, at "Amsterdam-traktaten er død." Jeg tror snarere, vi vil blive vidne til den velkendte EU-pragmatik, hvor situationen holdes flydende.
Som også antydet af Stanley Crossick kan man forestille sig, at det uløste spørgsmål om Amsterdam-traktaten holdes i limbo, indtil man er klar til den næste regeringskonference med forhandlinger om den kommende institutionelle traktat, der formentlig skal være klar om et par år. Her vil så det ikke-ikraftsatte indhold af Amsterdam-traktaten blive integreret i forhandlingerne. I praksis betyder det, at Amsterdam springes over som selvstændig traktat. Jeg tror, det er et sandsynligt forløb. Om det også er et optimalt forløb er en anden sag. Som naturligvis afhænger af synsvinklen, man anskuer den fra.
Hvis den næste traktat rummer såvel hovedpunkter fra Amsterdam-traktat som institutionelle reformer, der - som forventet - tager indflydelse fra de små lande, så kan det igen blive svært - måske endnu sværere - at få de danske vælgere til at sige ja. Vælger regeringen til den tid at gennemføre en ny folkeafstemning, og bliver det således et nej igen, er det nok overordentlig sandsynligt, at Danmarks dage som (fuldgyldigt) EU-medlem er talte.

Det gode nej
Spørger nogen mig, så er ovenstående et ønskeligt forløb, regnet frem til tidspunktet for den næste traktat-ratifikation, som jeg af gode grunde - nemlig fordi jeg ikke kender dens indhold - ikke ved, om jeg ønsker fuldbragt eller ej.
Man kan naturligvis også pege på scenariet med en selvstændig og hurtig genforhandling af Amsterdam-traktaten eller på en forhandling om en særlig status for Danmark i form af et nyt forbehold. Jeg tvivler dog - som Maigaard - på, at de 14 andre vil ofre Danmark den opmærksomhed en gang til. Og personligt finder jeg ikke scenariet voldsomt attraktivt, fordi mit eget problem med EU ikke vil ændre sig afgørende med f.eks. fem procent mere miljø i traktaten eller med et forbehold knyttet sammen med f.eks. en dansk udtræden af Schengen.
Mit problem med EU handler om retningen og hastigheden eller - mere præcist - om økonomiens dominans og om demokratiets alt for svage position. En afgørende del af EU-skepsisen til højre såvel som venstre samt i Danmark såvel som i det øvrige Europa udspringer af en uoverensstemmelse mellem centrum og periferi. Skepsisen næres af et projekt, der i for mange henseender ikke harmonerer med værdierne hos de europæiske folk, og som søges forceret i en grad, der åbenbart overanstrenger demokratiet.
Derfor ser jeg gerne en flydende, dvs. åben, situation af et par års varighed, hvor det (eventuelle) danske nej gør sin virkning som signal til EU's elite om, at noget er galt, og som inspirator til andre kritiske og tvivlende dele af EU-offentligheden om at styrke diskussionen om det europæiske projekts retning, indhold og demokratiske legitimitet.
Et nej, der baner vej for dét, er et godt nej. Også for EU, tror jeg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu