Læsetid: 4 min.

Venstrefløjen og globaliseringsfælden

23. maj 1998

Nej-sigerne på venstrefløjen mangler at fortælle, hvad de vil stille op med globaliseringen, når nu de ikke vil vide af det store, stygge EU

28. MAJ
En klog mand sprang ud som ja-siger i ugen, der gik. Villy Sørensen, forfatteren, der prægede 1970'ernes samfundsdebat med bogen Oprør fra midten - skrevet i samarbejde med blandt andet Niels I. Meyer, der i dag er aktiv i JuniBevægelsen - stemmer ja til Amsterdam-traktaten den 28. maj, fortalte han Politiken i onsdags.
"Der er ingen grænser for miljøsvineri, for spekulanter, transnationale selskaber og økonomisk kriminalitet. De problemer lader sig ikke løse gennem traditionel grænsekontrol... Den danske debat har indtil nu været alt for national og alt for lidt global.
Alene kan vi intet stille op over for de negative grænse-overskridende tendenser," siger Villy Sørensen.

Andre er mere standhaftige. På torsdag vil så godt som alle Enhedslistens vælgere, langt de fleste SF-vælgere og desværre også en del af de socialdemokratiske vælgere stemme nej til Amsterdam-traktaten. Trods den megen snak om de borgerlige nej-sigere - og trods Frank Dahl-gaards bedste anstrengelser - så vil nej-siden hente klart hovedparten af sine stemmer fra vælgere, der tilhører venstre side af det politiske spektrum.
Sådan har det været ved hver eneste EF- og EU-afstemning, og sådan vil det også blive denne gang.
Der var engang, da det gav mening. Det var før det indre marked, før de frie kapitalbevægelser og før den uhæmmede globalisering. Det var dengang, staterne havde meget større råderum til at føre en selvstændig økonomisk politik end i dag. Før Mitterands mislykkede socialistiske eksperiment i Frankrig 1981-83. Og før Sverige og Finland kom med i samarbejdet, og det endnu kunne give mening at tale om et nordisk alternativ.
I dag er virkeligheden en anden. Pessimister taler om, at den rå og uhæmmede kapitalisme hærger, mens andre lægger vægt på de muligheder, udviklingen også indebærer. For eksempel kan fjernelsen af handelsbarrierer og udbredelsen af frihandel på globalt plan give nogle nye muligheder for en række af landene i Den Tredje Verden.
Og der er i hvert fald ingen tvivl om, at økonomien og handelen er blevet internationaliseret i et voldsomt tempo i de senere år, og at denne udvikling - på godt og ondt - er kommet for at blive.
Tilhører man den del af befolkningen, der mener, at markedskræfterne skal tøjles og underlægges en demokratisk regulering, ja så tvinges man altså af globaliseringen til at tænke i nye baner. Det går simpelthen ikke at anlægge tidligere tiders politiske venstrefløjsstrategi på den globale turbokapitalisme.
Jeg er en af dem, der mener, at vi skal fastholde en effektiv regulering af markedskræfterne - og det mener Holger K. Nielsen, Pernille Frahm, Jens-Peter Bonde, Drude Dahlerup og Ebbe Kløvedahl Reich også, går jeg da ud fra.
Alligevel siger de nej til det, der i praksis har vist sig at være det eneste effektive bolværk mod de fri markedskræfter.

Man kan altid diskutere, om EU i praksis regulerer markedskræfterne effektivt nok. Det gør EU nok ikke.
Men det problem løser vi da ikke ved at sige nej og arbejde for, at Danmark får en løsere tilknytning til det europæiske samarbejde eller helt trækker sig ud af det. Tværtimod er det gennem en konstruktiv deltagelse, at vi kan påvirke de konkrete beslutninger i en grøn og social retning.
Ordsproget om det bedste som det godes værste fjende passer virkelig på venstre-fløjens nej-sigere.
Da Norge i 1994 stemte nej til EU, talte de norske nej-sigere meget om, at Norge skulle være et "anderledes land", og gøre tingene på sin egen specielle facon. Men det er ikke sket. I praksis har Norge indrettet sig efter langt de fleste EU-beslutninger, sådan som man nødvendigvis må gøre, når man er en del af en international økonomi, er geografisk placeret i Europa og har EU-landene som sit vigtigste marked.
Dét, Norge har fået ud af sit nej, er en total mangel på indflydelse på beslutninger, nordmændene alligevel retter sig ind efter. Man taler i Norge om, at der er sket en privatisering af EU-politikken, forstået på den måde, at de store koncerner og interesseorganisationer via lobbykontorer i Bruxelles sikrer sig en vis indflydelse, mens de folkevalgte politikere er magtesløse.

Dette er i en nøddeskal Danmarks alternativ til EU, og det er hamrende udemokratisk.
Og alternativet til, at EU overhovedet findes, ville være en global turbokapitalisme, som de enkelte stater ville være totalt magtesløse i forhold til. Vi ville ikke have nogen regulering af de internationale markedskræfter, og de store koncerner ville selv kunne fastsætte skatte-, miljø- og arbejdsmiljøregler.
Dette skræmmebillede vil nej-sigerne på venstrefløjen naturligvis ikke kendes ved. Men de mangler at fortælle, hvad de egentlig vil stille op med globaliseringen, når nu de ikke vil vide af det store, stygge EU, som de for over 25 år siden besluttede sig for, at de ikke brød sig om.

I sit interview med Politiken citerer Villy Sørensen en passage fra de to tyskere Hans-Peter Martin og Harald Schumanns bog Globaliseringsfælden:
"I den frigjorte globale kapitalisme vil kun et forenet Europa kunne gennemføre nye regler for social balance og økologisk forandring... Der er tilstrækkelig social energi til stede i næsten alle europæiske lande tilat bakke op om demokratiske reformer som modvægt mod markedsdiktaturet og til at modsætte sig den dalende solidaritet og de nyehøjreorienterede bevægelser."
Trist, at så store dele af den danske venstrefløj ikke vil bakke op om kampen mod markedsdiktaturet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu