Kronik

Æggehovedet og Fodboldenglen

10. juni 1998

Heidegger elskede fodbold og hadede teknik. Men hvad gør en klog filosof, når hans fjernsyn bryder sammen midt under en VM-finale? Dagens kronik fortæller historien

Det var i den gyldne sommer 74, den sommer hvor verdensmesterskabet i fodbold fandt sted i Tyskland. Hele Fodboldtyskland er i feberstemning over den forestående finale i München. Nationalhymnen blev sunget; de tyske spillere gumlede på deres tyggegummi; kikker med nedsænkede øjenlåg rundt omkring og løsner deres ben. Det er et opløftende skue; man sporer endnu engang ånden fra dette mandskab, som i årene før havde begejstret fodboldhjerterne.
Også i Schwarzwald følger man spændt denne transmission. I Messkirch sidder Mar-tin Heidegger foran fjernsynet. Men næppe er kampen gået i gang, før tv-apparatet bryder sammen. Den store tænker må finde sig i at skulle overvære resten af kampen på udebane. Han ringer på hos naboen, men forståeligt nok er der ingen der åbner. Heidegger vil dog ikke gå forgæves og går rundt om huset i haven. Da han nu banker på terrassedøren lader man ham naturligvis komme ind med det samme.
Meget har været gådefuldt omkring denne hændelse og spekulationerne går fortsat. Det synes ikke muligt at komme til endelig klarhed om begivenhedernes forløb. Alene spørgsmålet om, hvornår fjernsynet brød sammen - var det før eller efter det berømte hollandske straffespark, som Neesken omsatte allerede i kampens første minut?
I det første tilfælde gjaldt det om skånsomt at meddele den høje gæst, at det tyske mandskab allerede på så tidligt et tidspunkt er kommet bagud. Og måske gik teknikken jo også i stykker efter fløjten men før målet.
Samtidig er det uklart hvordan Heidegger umiddelbart reagerede på uheldet. Vi ville slå på glokassen, banke på den, ja, måske endog prøve at reparere den med det samme.
Men Heidegger? Her ville man snarere forvente, at han bare tager stikket ud og giver sig på vej; en vej der fører ham ud til naboens sofarække.
Men dette uheld ville ikke have truffet Heidegger, dersom han havde overværet kampen på stadion. Og det er højst besynderligt, at han beslutter at se kampen i fjernsynet, ja, faktisk, at han over-hovedet ejer et tv-apparat, i betragtning af hans skeptiske indstilling til teknologien (som Ge-stell), og når man påtænker hans radikale kritik af den moderne industris fremmedgørelse af mennesket.
Rygtet vil da også vide, at da den store tænker, der med bare næver havde bygget sin egen hytte i Todnauberg, og egenhændigt dagligt hentede vand op af en brønd, måtte overtales af flere venner og konen Elfriede til at købe sig det sidste nye Grundig.
Men selvom Heidegger vanskeligt kunne forlige sig med fjernsynet, så han ofte fodboldkampe og meget tyder på, at det efterhånden blev et nødvendigt redskab for ham.
En episode med Hans-Reinhard Müller fortæller noget om Heideggers stemning i disse år. Müller var dengang leder af Freiburg Teater og mødte tilfældigt den store tænker i et tog, mens Heidegger var på vej hjem efter et årligt træf i Heidelberger Akademie der Wissenschaften. Müller så frem til en samtale om litteratur og skuespil, mens Heidegger bare ville vide, om teaterchefen havde arbejdet med tv-produktioner? Det viste sig, at det eneste, der i denne sammenhæng interesserede Heidegger var fodboldtransmissioner.
Heidegger var endnu under indtryk fra den seneste landskamp og ville gerne gå i detaljer, i særdeleshed ville han gerne tale om anføreren
Franz Beckenbauer. Heidegger anså Kaiser Franz for en genial spiller og roste hans uovervindelighed i de store tvekampe.
Det er således klart, at når Heidegger ikke var på stadion under VM-finalen, skal det ikke ses som tegn på manglende interesse for kampen selv. Og er man først blevet tændt på tv-transmissionerne, udfolder de jo også deres helt egen charme. Vi finder altså ingen spor af fodbold-skepsis hos den store filosof.

I de fleste situationer - bortset lige fra fodbolden - opretholdt Heidegger sin særlige 'gelassenheit', en ophøjet værdighed og ro. Det skete f.eks., da den jødiske digter Paul Celan under en digtoplæsning i Freiburg i 1967 bestemt frabad sig at blive fotograferet sammen med Heidegger. "Han vil ikke, godt, da lader vi være," nøjedes Heidegger med at svare.
Derimod tabte han under en Europa Cup-kamp mellem FC Barcelona og Hamburger SV i den grad fatningen, at han smed om sig med te og kager, hvis vi skal tro hans ven Heinrich Wiegang Petzet. Tidligt i 60'erne spurgte Heidegger Petzet, om han kendte nogen, der ejede et tv, i så fald var der en stor kamp Heidegger gerne ville se. Petzet blev sendt op på sit værelse øverst i huset, da han (ifølge Heidegger) alligevel ikke forstod sig på fodbold. Derfor fik han først efter kampen at vide, hvordan teen blev spildt ned på Heideggers Kniebund-
hosen. Med sit sprudlende engagement havde filosoffen hurtigt formået at komme ind i kampen. Især Heideggers venstre fod var 'gået med' i flere af spillets afgørende faser.

Det er endnu uklart om Heideggers fodboldfascination udspringer af en dybere eksistentiel beundring eller om den havde en mindre sælsom og drenget oprindelse. Måske viser den aktive venstre fod tilbage til dens oprindelse. Heidegger spillede som junior for FC Messkirch som venstre wing.
Men Heideggers beundring for fodbolden havde også en side, der i sig rummer sporene fra et andet, mere metafysisk blik på spillet. Op af jorden vokser det uventede, også i fodbolden, og dens gådefulde profanitet rummer en dybde, der viser fodboldens egentlige ansigt. Og muligvis kunne Heidegger i banens dybde fornemme en fjern efterklang fra sin egen berømte livshymne: Wohnen, Bauen, Denken - at bo, at bygge og at tænke. Eller overført til fodboldfilosofi: At finde ind i spillet, at opbygge spillet (med og uden bold) - og det hele tilsammen som umiddelbart nærvær.
Her skal vi ikke glemme, at fænomenet Beckenbauer faktisk var alt andet end trivielt. 'Kejseren' kunne omgås det runde læder med sjælden elegance. Ligesom andre store fodboldbegavelser havde han evnen til at foregribe de immanente tendenser i spillet, til intuitivt at fornemme spillets udvikling, med- og modspilleres placering, og på den måde handle og reagere 'genialt', uden at behøve at analysere situationen eller trække på tidligere erfaringer.
Dette er jo fodboldsspillets egentlige virkelighed, og
Franz inkarnerede netop en dyb indforståethed med spillet og dets både enkle og smukke forunderlighed. Og dermed var Beckenbauer netop i selve sin person modbilledet til det anonyme gennemsnitsmenneske - også selv om han netop forstod at blive spillet af spillet, på samme måde som når danseren går op i dansen. Franz var stor fordi han forsvandt i spillet, han gestalter selve fodboldspillets gelassenheit i en rolig given-sig-hen-til spillet som det udfolder sig i det rette øjeblik. Meget tyder på at Heidegger havde fornemmelse for fodboldens hemmelighed og under, noget som gav mening for filosoffen i ham.

Går vi tilbage til sommeren '74, måtte det trods alt havde været lykkelige dage for den fodboldglade tænker. Selv hvis vesttysk fodbold på dette tidspunkt havde nået sit klimaks. Turneringens bedste hold var jo uden tvivl hollænderne og Cruyff den bedste spiller.
At tyskerne blev verdens-mestre, var derfor ikke uden tragiske elementer - men på den anden side kan man se det som en forsinket løn for 1972 (hvor et virkeligt stort tysk hold blev europamester), eller som en smuk solnedgang som afslutning på Tysklands strålende fodbolddage. Bayern München og Borussia Mönchengladbach var endnu langt fra færdige i Europacuppen, men mørkt blev det alligevel til sidst for det endnu succesrige, men mærkeligt bange, taktikbevidste og alt i alt maskinelle fodboldlandshold, som tysk fodbold kan takke sit dårlige ry for op til i dag.
Men denne nedtur blev
Heidegger sparet for. Han overlevede kun triumfen i München med små to år , men døde den 26. maj 1976.

Alexander Carnera Ljungstrøm er adjunkt og ph.d. i retsfilosofi. Carsten Tode er mag. art i litteratur.

Apropos - Så er der fodbold

"På grund af en tidlig knæ-skade måtte Einstein opgive en lovende karriere som professionel fodboldspiller". Sådan lyder teksten til en af den amerikanske vittighedstegner Gary Larsons ironiske tegninger. Til overmål viser tegningen Einstein midt i en sej dribling iført gammeldags lange fodboldshorts med hvidt hår og skæg flyvende om ansigtet.
Et levende dementi af gamle dages fordom, om at "sport kun er for de dumme". Larsons tegning viser, at valget af en intellektuel løbebane tværtimod sker af nød. Kun alvorlige fysiske skavanker vil afholde virkelig intelligente mennesker fra livets primære formål, fodbold.
Ifølge dagens kronik havde selveste Martin Heidegger, en anden af vort århundredes super-æggehoveder, en udpræget svaghed for fodbold. For boldens skyld nedlog Heidegger, modernitetens fjende nummer èt, manden som byggede hus med egne næver, sig ved særlige lejligheder til begivenheder på dåse, nemlig tv-transmissioner af store fodboldkampe.
Øjensynligt ikke blot nød han det, men holdt meget af at drøfte detaljer i kampene med dem, som delte hans interesse. Især var Heidegger fan af den benådede spiller Franz Beckenbauer, som han anså for et levende ideal på hans særlige felt.
Måske er der ingen grund til helt at kamme over og anse præstationer på grøn-sværen for den egentlige mening med livet, som man let kunne tro, hvis man kun
læser formiddagsblade.
På den anden side:
Hvis nogen stadig vil påstå, at typiske fodboldfærdigheder som kropskontrol, analytisk sans, intuition, evne til at omsætte rumfornemmelse og erfaring i handlinger uden en eneste gang at spekulere over, hvad man gør, ikke har med intelligens at gøre, ja, så har de vel også skudt godt over målet.

mlk

*I Tro og Filosofi den 27. maj, Alt begynder med venskabet, skrev Information, at Alexander Carnera Ljungstrøms nye bog, Rettens alkymi, udkom i maj. Udgivelsen er imidlertid udsat til august måned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu