Læsetid: 6 min.

Arbejderbevægelsen Venstre og venstrefløjen

3. juni 1998

Morten Things anmeldelse af Tjørnehøjs bog om den danske fagbevægelses historie var ikke positiv - Har han 'anmeldt' Tjørnehøjs politiske anskuelser

HISTORIE
Arbejderhistorie blev aldrig det store hit blandt danske historikere - i hvertfald ikke forud for 1968. Derefter blev arbejderhistorien i udstrakt grad historien om opgørene mellem kommunisterne og socialdemokraterne. Men det var i virkeligheden et ufarligt og dermed uinteressant opgør, der aldrig for alvor truede sidstnævnte.
Nok markerede DKP'erne sig - velformulerede og velorganiserede, som de var. Men bortset fra valget i 1945 forblev de få i forhold til socialdemokraterne. Den altovervejende del af den danske arbejderklasse valgte den reformistiske, socialdemokratiske vej frem for den kommunistiske.
En langt alvorligere trussel mod den socialdemokratiske arbejderbevægelse og dens politiske svendestykke, velfærdssamfundet, kom fra højre, dvs. fra Venstre. Det er en sørgelig kendsgerning, at den i 1800-tallet frigjorte danske bonde i udstrakt grad brugte sin frihed til at hindre arbejderen i at få sin.
Mange gårdejere ignorerede langt ind i vort eget århundrede den grundlovssikrede ret, alle danske borgere - selv landarbejderne - har til at organisere sig. Og på Rigsdagen benyttede Venstre muligheden for - sammen med Højre/de Konservative - at modarbejde de socialdemokratiske forsøg på at udvikle velfærdssamfundet.
Det lykkedes over al måde for Venstre i 1920'erne - både under Neergaard-regeringen 1920-24 og især under Madsen-Mygdal-regeringen 1926-29.

Hovedfjenden
Hovedfjenden var den fagbevægelse, der lagde hindringer i vejen for Venstres projekt om at sætte lønningerne ned og arbejdstiden op. I årene 1921-22 lykkedes det faktisk DA - ledet af Venstremanden Hans Langkjær - at få arbejder-lønningerne beskåret med henved en trediedel, ligesom DA opsagde overenskomsten med DsF (LO) om ottetimers arbejdsdagen fra 1919. (Landarbejderne måtte vente med deres otte timers arbejdsdag til 1958).
Og i 1929 fik Mygdal gennemført en så organisationsfjendtlig lov - Tugthusloven - at ikke kun DsF, men også DA, Industri- og Haandværksraadet, Grosserer-Societet og Arbejdsretten, dengang Den faste Voldgiftsret, protesterede samtidig med, at der blev gennemført voldsomme forringelser i de sociale støtteordninger - herunder arbejdsløshedsunderstøttelsen - på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden nåede op over 20 pct.
Men i 30'erne blev den økonomiske krise så alvorlig - også for landbruget, at SR-regeringen til gengæld for den støtte, der blev ydet 'det frie og selvhjulpne' danske landbrug, fik Venstre med til - ved Kanslergadeforliget i 1933 - at undlade at stemme imod Socialreformen.
Venstres forligsdeltagelse førte til, at dets højrefløj skilte sig ud som Det frie Folkeparti/Bondepartiet. Dette parti blev den store alternative landboorganisations Landbrugernes Sammenslutnings, LS's politiske talerør på Christiansborg. På et tidspunkt organiserede LS næsten hver anden dansk bonde. LS' ledelse gik i en stadig mere nazistisk retning, og det samme gjorde Bondepartiet - og Madsen-Mygdal.

Skumleri
Mange i Venstre skumlede over partiets deltagelse i Kanslergade-forliget. Og skumleriet blev til raseri, da det omsider i 1936 lykkedes SR at vinde flertallet også i Landstinget. Helt frem til dette år, havde VK kunnet hindre SR i at gennemføre de reformer, som de havde flertal for i Folketinget.
De sidste år frem til Besættelsen blev derfor præget af gennemførelsen af en række reformer: ferie-, skole-, lærlinge-, social- og boliglovgivning - alt mod VK's stemmer. Venstre spejdede derfor efter en mulighed for at rulle nogle af disse sociale reformer tilbage. Muligheden kom - med den tyske besættelse af Danmark!
Venstres pressionsmiddel var en trussel om at udtræde af den umiddelbart efter Besættelsen dannede og kort efter rekonstruerede SVKR-samlingsregering.
De øvrige tre partier forudså, at tyskerne ville benytte den heraf følgende politisk uro til at indsætte en nazi-regering. Venstres kommentar var, at det ansvar måtte de øvrige partier tage på sig.
Derfor blev lønningerne fastfrosset samtidig med, at prisene på landbrugsvarer blev sat drastisk i vejret, der blev gennemført en stavnsbinding af arbejdskraft ved landbruget og en tvangsanvisning dertil - skønt det ikke var godtgjort, at landbruget savnede arbejdskraft - og der blev gennemført en genindførelse af tab af stemmeret for visse modtagere af socialhjælp.
I Københavns kommune blev en trediedel af socialhjælpsmodtagerne ramt af Venstres stramninger.

Arbejderhistorikere
Hvad kan man nu læse hos venstrefløjens arbejderhistorikere om Venstres fagforenings- og velfærdsstats-fjendtlige politik? Stort set intet! Arbejderhistorien har for dem drejet sig om at få hængt S mest muligt ud for dets reformistiske, klassesamarbejdende og kapitalismeadministrerende politik. Selv ikke Venstres gemene brug af den tyske besættelse til egne partipolitiske formål har kunnet aftvinge venstrefløjshistorikerne - eller andre historikere - nogen særlig interesse, endsige kritik. I øvrigt kritiserer pæne og ordentlige og 'objektive' historikere ikke - de refererer.
I min bog om den danske fagbevægelses historie fra 1871 til 1960 Fremad og atter fremad (udsendt af LO) har jeg brugt en del plads til at redegøre nærmere for den modstand, som fagbevægelsen har mødt fra Venstres side.
Men det er helt urimeligt, mener de to venstrefløjshistorikere, der har anmeldt bogen - i Aktuelt Knud Knudsen og i Information Morten Thing.
Knudsen besværer sig også over, at jeg tillader mig at kritisere Kirken for dens reaktionære rolle overfor arbejderbevægelsen, mens Thing skriver overstrømmende venligt om mine evner som historiefortæller. Men så mener han i øvrigt, at jeg pga. min Venstre-kritik "mangler proportionssans".
Jamen, er det dog ikke nok så proportionsløst, at venstrefløjshistorikerne - på linie med andre historikere - i den grad har fortiet Venstres liberalistisk, reaktionære gerninger?
Helt galt er det dog ifølgeMorten Thing, at jeg forholder mig endnu mere kritisk til kommunisterne. Jeg "må tage afstand," skriver han.

Hvor længe
Ja, gu' må jeg da tage afstand. Hvad kan man gøre andet som demokratisk sindet socialist? Nu har det vakt Things forundring i over ti år! Hvor længe skal det mon vare ved?
I ganske særlig grad går det ham på, at jeg undlader at oplyse, at et flertal af de danske Spaniensfrivillige - der også blev nogle af de første modstandfolk under Besættelsen - var kommunister. "Proportioner, Tjørnehøj," lyder det belærende.
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg i en radiosamtale (25. april d.å.) med historikeren Jørn Rosenkjær om bogen bl.a.udtalte følgende: "Kommunisterne førte en ualmindelig flot modstandskamp. Det skal man ikke tage fra dem, og det er der jo heller ingen, der har villet gøre. Jeg har i hvert fald ikke. Og mange af dem, der gik med, var i øvrigt netop tidligere Spaniens-frivillige."

Ukritisk
Jeg håber, at dette citat kan godtgøre, at jeg ikke har noget ønske om at skjule, at mange af de Spaniens-frivillige var kommunister. Men man kan jo så undre sig over, at de var indstillet på at sætte liv og helbred på spil for at sikre det spanske demokrati mod Francos anslag, samtidig med, at de stod i et parti, der forholdt sig ukritisk til det stalinistiske diktatur.
Det var da også en forudring, som jeg gav udtryk for overfor mange af dem, da jeg i 1986 - dvs. i 50-året for borgerkrigens udbrud - tog initiativet til at rejse et mindesmærke for dem vis-avis Frihedsmuseet i København. Modige og opofrende var de jo.
Bogen om fagbevægelsens historie fra 1871 til 1960 er slutstenen på en næsten 20 år lang beskæftigelse med den danske arbejderbevægelses - og dele af Venstres - historie med inddragelse af samtlige LO's periodica, årsberetninger, generalforsamlingsreferater, arkivmateriale, Rigsdagsforhandlinger og
-betænkninger foruden diverse oversigtsværker, bøger, special- og avisartikler.
Men for Morten Thing er det tilsyneladende ikke nok! Der er ikke "tale om nogen udforskning af LO's historie," konstaterer han - uden, at det dog fremgår, hvad det er, han savner af anvendt materiale.
I grunden tror jeg ikke, at han savner så meget. Hvad han derimod savner, er en anden - dvs. en ikke-reformistisk - tilgang til materialet. I virkeligheden er det, han beklager, således, at jeg ikke deler hans politiske anskuelser.
Så finder Morten Thing atter engang anledning til at gøre opmærksom på, at jeg skule være "en frafalden grundtvigianer". Forholdet er det besynderlige, at lige så progressiv Grundtvig var mht. et forsvar for åndsfriheden - et forsvar, jeg naturligvis fortsat støtter, og som Thing m.fl. kunne lære meget af - lige så reaktionær var han mht. den sociale frihed, således, som jeg har beskrevet det nærmere i min bog
Louis Pio - folkevækkeren (1992) - en bog, som Thing svinede til i sin anmeldelse i Politiken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu