Læsetid: 5 min.

Bevar de små fødeafdelinger

Debat
22. juni 1998

Den lille fødeafdeling er et naturligt valg for mange kvinder, og jeg kan blive rigtig bange, når jeg tænker på, hvilken fødselskultur som forsvinder, hvis man beslutter at nedlægge de små afdelinger

FØDSEL
Den 22. maj var der i Information en artikel - "Faglig konflikt på fødegangene" - hvori (DSOG) Dansk Selskab for Obstetrikere og Gynækologers formand Jan Blaakær citeres for at udtale følgende:
"Jeg tror, at en kvinde, der skal føde, hellere vil have et rask barn end et barn, der skal kæmpe med et handicap resten af livet, fordi det gik galt ved fødslen. Sådan tror jeg, de fleste har det."
Endvidere:
"...Men man må gøre op med selv: Vil man hellere føde i en hyggelig fødestue ude på landet hos en jordemoder, man kender godt og risikere, at ens barn bliver sygt resten af livet, eller vil man hellere tage ind til stedet hvor ekspertisen er samlet et sted, hvor der er hjælp at hente, hvis noget går galt?"
Baggrunden for Jan Blaakærs udtalelser er DSOG's rapport "Gynækologi og Obstetrik - det lægefaglige grundlag for specialets organisation i fremtidens sygehusvæsen", som er sendt til Sundhedsstyrelsen som anbefaling af samme, efter at være blevet vedtaget på DSOG's
generalforsamling.
Jeg ser DSOG's oplæg som et seriøst tiltag til en videreudvikling af faget, også uddannelses- og forskningsmæssigt for at øge fagets status herhjemme og internationalt.
Jeg synes imidlertid, at DSOG skyder langt over målet idet de glemmer, at de fleste gravide og fødende er raske med ukomplicerede fødsler samt de endnu skylder os at fremlægge beviserne på deres eget værd i nedbringelsen af børnesygelighed og -dødelighed. Disse "kvalitetsmål" bruges som i ovenstående citater til at nedgøre personer, inklusive jordemødre, som formaster sig til at stille spørgsmålstegn ved de i høj grad kvindeundertrykkende og ikke-vidensbaserede rutiner, som stadig findes på mange specialafdelinger.
Kvindeundertrykkelse, i denne forbindelse, forstår jeg ved den fokusering på risikoopsporing, som er basen i det obstetriske speciale, og som tydeliggøres i citater "Ingen fødsel er normal før den er overstået".
Denne "mistænkeliggørelse" af alle gravide og fødende kvinder sår tvivl ved den funktion som er essentiel og uløselig forbundet med det at være kvinde, som den der bærer og føder børnene.

Træls
Jeg synes, at det er træls, at Jan Blaakær kan slippe afsted med - udokumenteret - at miskreditere mit arbejde på et lille kirurgisk fødested i provinsen og skyde mig i skoene, at jeg er "livsfarlig" i min indsats for at bevare en velfungerende normalitetens oase som, ifølge ham, "skader" børnene.
Intet offentliggjort materiale underbygger og taler for de strategier som er indeholdt i DSOG's rapport som deres bud på fremtidens fødselshjælp.
En konsekvens af obstetrikernes fremtidsplan ville være at jordemodervæsenets centerordning blev nedlagt og alle jordemødre ansat på sygehuse. Obstetrikeren skulle erstatte den praktiserende læge som koordinerende person på svangreområdet og have offentlig ansættelse som rådgiver af embedsmænd og politikere i lighed med vores amtsjordemødre.
Jeg ønsker ikke centerordningen nedlagt, fordi den endnu i dag i sin opbygning er forud for sin tid - også selv om politikerne endnu ikke har fået øjnene op for det potentiale som ligger i ordningen og ikke mindst i jordemødrenes autorisation som i højere grad lever op til sundhedsystemet egen målsætning om at fremme menneskers sundhed og at sundhedsydelser skal gives på det organisatorisk laveste, fagligt forsvarlige og økonomisk hensigtsmæssige niveau og tæt på borgerne.
Dette i modsætning til f.eks. Frederiksborg Amt, hvor valget står mellem to specialafdelinger og hjemmefødsel.
I centerordningen ligger jordemødrenes arbejdsfelt i henholdsvis primær og -sekundærsektoren og det styrker bevarelsen af normalitetsbegrebet at jordemodercentrene oftest ikke er hospitaliserede.

Ikke ufejlbarlige
Jordemødre er ikke ufejlbarlige og kan ikke forudsige alle fødslers forløb, men man skal huske på, at det er der ingen der kan; børn dør også på de store teknificerede afdelinger med alle eksperter samlet. Ulykkeligt og så svært at acceptere.
Jordemoderens uddannelse er specifikt rettet på livsfasen graviditet, fødsel og barsel og det er denne viden som autoriserer os til selvstændigt at varetage spontant forløbne fødsler i hjemmene og hvor det, at en læge kan være til stede, er et valg, som familien træffer og ikke fordi at det er nødvendigt.
Der er jordemødre med til så godt som alle fødsler i Danmark, og man skal ikke underkende den lærdom og erfaring, som det giver at følge et fødselsforløb fra start til slut og ikke mindst forskellige fødselsforløb da alle kvinder, og dermed også deres fødsler, er forskellige.

Samarbejdspartnere
Traditionelt er læger jordemødrenes nærmeste samarbejdspartnere og dette forhold ønsker jeg da bevaret, for det er alle bedst tjent med. Imidlertid synes jeg at med dette oplæg lægger obstetrikerne op til en arbejdskamp, hvor de vil tiltage sig den endelige magt til at definere alle fødsler og dermed udvide deres fagberettiget kompetenceområde til ikke længere kun at gælde for de kvinder, som med et specifikt problem har behov for, udover jordemoderomsorgen, et lægeligt team bestående af f.eks. obstetrikere, anæstesiologer, mediciner og pædiatere.
Der er intet belæg for, at en opprioritering af det obstetriske speciale, som foreslået i oplægget, vil højne svangeromsorgens niveau, tværtimod har det vist sig i andre lande at jo mere indflydelse og magt obstetrikerne tiltager sig, jo flere indgreb f.eks. som vestimulerende drop, cupper og kejsersnit, uden at der kan påvises en positiv effekt for mødre og børn.

Naturligt valg
Den lille fødeafdeling er et naturligt valg for mange kvinder i de byer hvor de overhovedet har det valg, og jeg kan godt blive rigtig bange når jeg påtænker, hvilken fødselskultur som ville forsvinde for altid, hvis det blev politisk besluttet at nedlægge de små afdelinger. For mig handler det om langt mere end at give køb på "bløde" værdier; det handler i høj grad også om viden der vil gå tabt, om rammerne indenfor hvilke det forventes at jordemoderen yder optimal og individuel omsorg.
Arbejdsglæde og -tryghedsbegrebet i en ikke medicinsk fortolkning, er meget lavt prioriteret i alle debatter om jordemoderområdet, og dog må man være mere end almindelig naiv, hvis ikke man kan forestille sig, at det kræver en både tryg og glad jordemoder, hvis hun skal kunne formidle tryghed og ikke mindst understøtte tro på kvinders eget værd og kunnen.
Jeg håber aldrig, at jeg skal opleve, at arbejdet med gravide og fødende kvinder lader mig kold, at jeg mister fascinationen af kvinders styrke og den respekt, der ligger i en nænsom velkomst til hvert enkel nyfødt barn. Men balancen imellem at kunne rumme og imødekomme den enkelte kvindes behov for omsorg til at opfatte hendes behov som urimelige krav er hårfin, og er for mig at se afhængig af de arbejdsmæssige rammer, og det menneske, -sundheds og -sygdomssyn, som ligger til grund for de arbejdsgange, man lægger ind i dem.
Erfaring og viden vokser i brugbar værdi, hvis tiden til reflektion over det enkelte forløb indgår som en selvfølgelighed ved, at man som jordemoder kan koncentrere sig uforstyrret om den enkelte kvinde i den arbejdssituation man befinder sig i nu.
Jeg er dybt taknemmelig over at den mulighed på vores lille fødested er normen fremfor undtagelsen, og jeg synes at man skal tænke sig endog meget godt om, før man radikalt ønsker at lave om på det!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her