Kronik

Børster serberne også tænder?

Debat
24. juni 1998

Jeg ville gerne gøre mere for Kosovo end bare at læse avisen. Men hvad? - Mit hoved er fyldt med spørgsmål, som jeg ikke kender svar på

Det sker et fjernt sted i Europa. Der er krig i Kosovo. Landsbyer brændes ned. Folk er på flugt i uvejsomme bjerge. Om natten søger de til Albanien for at slippe væk fra Milosevics militære venner.
Unge nybarberede soldater udfører det, man kun kan kalde et arbejde, hvis man ikke mere hører, hvad man selv siger. Etnisk udrensning - de grimme ord giver mig myrekryb. Rengøringsmetaforerne fylder mig med væmmelse.
Gad vide, hvad de tænker efter endt udåd? Glæder de sig også til at se VM i fodbold? Børster de tænder? De er voldens villige redskaber. Uden dem ingen serbisk aggres-
sion, ingen mord. Gad vide, hvad de vil fortælle deres børnebørn? Kan man forestille sig, at én af dem stolt vil vise sin uniform frem i 2048 og fortælle om fortidens heroiske ildspåsættelser og maskingeværsalver?
En fjern strofe af en gammel sang af Donovan klinger med fra Universal Soldier: "....without him all this killing can't go on" minder mig om den håbefulde pacifisme, der via guitarens strenge strømmede gennem min ungdom, men som aldrig nåede den serbiske soldats hovedtelefoner.
Belæsset med en smule habengut venter de fordrevne og angste mennesker på natten. De forsøger at få børnene til at være stille. Høje lyde kan afsløre dem, gøre dem til skydeskiver. De deler sig sikkert i mindre grupper. Måske er de bange for fuldmånen, for meget lys gør den ufrivillige rejse ad bjergstierne livsfarlig, tænker jeg, mens jeg i mit stille sind ikke håber, serberne har hunde eller off-road-køretøjer med.

Hvad med at få Tour de France til at starte i Kosovo eller Ronaldo til at sparke et straffespark igennem en stor rude i det serbiske parlament? Bare en brøkdel af VM-journalisterne fra Frankrig drog nogle hundrede kilometer mod øst, ville de få noget andet at skrive om. Måske ville de ligefrem komme til at gøre en forskel, hvis de turde. Hvad med at få nogle store bands til at spille i Kosovo - Paul Simon, Pink Floyd, U2....eller TV2 og Peter Laugesen og Mind Spray?
Bare det kunne nytte noget at bombardere Beograd med digte. Eller skal vi samle penge, tøj, soveposer eller telte ind til de flygtende - eller arrangere en demonstration foran noget, der vel stadig kalder sig Den jugoslaviske Ambassade (på Svanevænget 36 i København)?
Vi kunne også vælte arrige postkort afsted til det serbiske parlament og finde nogle begavede hackere, der kunne ødelægge de militære kommunikationscentraler. Civil ulydighed på tværs af lande-grænser, denne gang i uvejsomme områder af Balkan - det kræver lige dele talent og viljestyrke.
Serbernes afskyeligheder kan bekæmpes militært, storpolitisk og økonomisk - ingen tvivl om det; men hvad kan menige danske avislæsere gøre for at føle, at de kan være bekendt at læse videre om den daglige uret?
Hvordan udholde at leve i en forrykt verden? Skal vi samle tøj eller penge ind - eller omdirigere vore mange sommerferierejser til det syd-østlige? Vil det nytte at lave fysisk blokade af et skånselsløst militærapparat? Skal vi forsøge at bygge huse og landsbyer op igen under ledelse af arbejdsløse bygningshåndværkere fra Frankrig og byplanlæggere fra Tyskland?
Kan storserbiske vanvidsplaner modgås af mellemfolkelige, ekstraparlamentariske aktioner - eller må vi resigneret sige: dén slags har vi udenrigsministre, NATO og EU til at tage sig af? Vi har professionaliseret og fjernet harmens umiddelbare sprog fra vores hverdag - overført opgaven at svare igen på skændige overgreb på Kosovo-albanerne til strategimøder blandt militære og politiske ledere, som vi ikke kender og aldrig kommer til at møde. Gevinsten ved denne uddifferentiering af ubehagets manifeste kommunika-tion er åbenbar. Vi får frisat tid til at være fredsommelige mennesker i. Vi kan passe køkkenhave, lege med vore børn, køre ture på cykel, læse bøger og aviser. På den anden side kommer vi så til at sidde midt i dette paradis med en noget underlig smag i munden.

Ansvaret forsvinder. Responsen udebliver, når millioner af avislæsende europæere et kort sekund siger: "Åh, nej, nu er den gal igen på Balkan. Kommer de da aldrig til fornuft." Ansigtets konkrete etik kommer til kort, når man ikke kan se de flygtendes øjne på flere tusinde kilometres afstand. Ubehaget og medfølelsen eksisterer vistnok endnu under lag af avispapir og bag computerskærmens blinkende tegn; men det er svært at være kristen universalist eller pligtkantianer i denne tid, hvor antallet af problemer i verden ganske synes at overtrumfe den enkeltes mulighed for at gøre noget. Det behøver vi end ikke læse Hans Magnus Enzensberger for at føle (jvf. hans omdiskuterede lille værk Med udsigt til borgerkrigen fra 1994).
Afmagten bliver følgesvend til det hverdagsbanale liv i Danmark. Den spontane etik omsættes til skrift; men hvad hjælper det et menneske på flugt i et bjergpas på 2.800 meter?
Vi er langt fra 30'erne og Den spanske Borgerkrig. Med mod og engagement rejste mange sydpå for at kæmpe mod fascismen. Vi er endnu længere fra en tid, hvor en tilfældig tyran nogle få hundrede kilometer borte kunne dræbe tusinder, uden at almindelige mennesker i Roskilde, Odense eller Vejle vidste noget om de skændige handlinger. I dag drager vi ikke i krig, 'sagen' er blevet kompliceret og aldeles fjern - i stedet tænder vi for fjernsynet eller griber avisen og slukker og lukker øjnene, når vi har set nok.

Spontant føles de fleste en lyst til at hjælpe andre i nød; men de savner blot en mulig vej at gå, noget konkret at tage sig til. Vi er på vej ind i et nyt årtusind, og det blodige voldsspil i Kosovo burde tilhøre et forlængst nedskrevet og overstået kapitel i en historiebog over afskyelige handlinger i middelalderen. Det kan ikke være rigtigt, at sådanne overgreb får lov til at ske lige uden for EU.
Hyperrationalisten vil nok sige, at tilrejsende, oprørte mennnesker - for hvem avislæsningens realistiske morgenbøn var for lidt, alt for lidt - bare vil komme til at stille sig i vejen, og at de er for uorganiserede og uprofessionelle til at gøre noget i Kosovo. Men i en tid, hvor en kosmopolitisk verdensborger endnu venter på at se dagens lys som andet end en euroteknokratisk 'wannabe'-konstruktion og supervisionær legitimation, vil jeg godt vide, hvad vi så skal gøre, når Kosovo brænder, folk flygter i tusindvis, og vi ikke kan nøjes med eller være bekendt at sidde med hænderne i skødet?

Steen Nepper Larsen er filosof og lærer på Krogerup Højskole.

APROPOS
Forråelsen har ramt mig

Fra mit nordsjællandske bogtårn kigger jeg ud over marker og grønne træer. Landskabet ligner inkarnationen af en højskolesang.
Klokken er seks endnu en gråmeleret dansk sommermorgen, og jeg har en mærkelig klar fornemmelse af, at forråelsen har ramt mig. I går læste jeg i avisen om de skandaløse serberes handlinger i Kosovo; men livet gik jo hastigt videre, også da jeg læste Inf's leder om at tilfangetage ondskabens inkarna-tion: Milosevic himself, og da jeg i Radioavisen hørte Tony Blair lufte nogle ideer om en fælles militær aktion på Balkan. Jeg blev oplyst, jeg blev på sin vis klogere - men jeg havde ingen steder at praktisere min viden. Det blev til tankekaos, tvivl og kronik-skrivning.
Der går tilsyneladende ingen kongevej fra erkendelse til handling.
Jeg har læst tykke filosofiske værker om etik, filosoferet over magt, demokrati og politik igennem flere år. Men hvad bør jeg gøre netop nu? Konfronteret med verdens brændpunkter har jeg altid udvist en pacifistisk og militærkritisk holdning. Men fortsat cool avislæsning er ikke et bidrag til verdensfreden. Hegel kaldte den daglige avislæsning for den moderne verdens realistiske morgenbøn - jeg finder den ubærlig, omend nødvendig i denne tid.
Hvad med at tage derned i tusindvis? Lade unge interrailere fra Europas fredeligere egne stille sig i vejen for soldaterne, oprette mobile avisredaktioner og fodre verden og ikke mindst de menige serbere med beretninger fra Kosovo.
Modoffentligheden må plejes. "Bring the war back home", hed et slogan fra Vietnam-krigens tid i USA. Intellektuelle og politiske aktivister kunne forsøge at slå sig ned i Beograd en stund og starte en massiv betvivlelse af nationalistiske og militære eventyr.
Karsten Fledelius på storskærm, Jens-Christian Grøndahl og en række forfattere fra Kosovo via CNN.
Forfattere, journalister, antropologer, historikere, sociologer og filosoffer kunne holde taler, hvori de kunne dekonstruere og delegitimere alt, hvad de serbiske fantaster står for.

Steen Nepper Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her