Kronik

Data-dandyen netflanerer

19. juni 1998

Århundredskiftets dandy flanerede på Paris' og Londons boulevarder. I dag er scenen skiftet til cyberspaces brede båndboulevarder. Men hvordan gør vi cyberspace mere æstetisk ?

Det er almindelig kendt, at byen som en polis, eller et samfund omgivet af mure, er gået i opløsning og kun viser sig for os som en turistfacade. Arkitektur-teoretikeren Paul Virilio har beskrevet denne udvikling udtømmende.
Byens 'mekanisme' bør være mere end en beskrivelse af infrastrukturer, mere end cybernetik. Metropolen er mere end et udfoldet kort over punkter og linjer.
De historiske pladser med deres lokale betydning, gennemskåret af trafikkens ringlinjer, har intet indhold for os mere. Byen er blevet som en ekstra hud for os. Fremmedgørelse er en selvfølgelig condition humaine, uden nostalgi efter stenalderen eller fascination af digitalalderen.
Metropolen er også mere end et udbud af subkulturelle hobby-identiteter. Naturligvis kan den genspejlende by forbruges, og alt kan antage karakter af varer. Vi kan overgive os til moden og reklamen og tegne byen som et mønster af diskoteker og koncerthaller, besatte huse, boghandeler, graffiti, modebutikker og musikforretninger, gallerier, hashcafeer, festivaler og gademusikanter.
Men i hvilket omfang er 'forbrugerisme' tegn på en subjektivitet, som ikke længere eksisterer? Brugere er ikke længere subjekter (underkastet planen), men snarere projekter, der bevæger sig rundt i data-universet på brownsk vis. Den "mentale nomadetilstand", Deleuze og Guattari taler om, kan også forstås (og kritiseres) som en slags forbrug.
Der er ikke længere forskel på at slentre rundt eller gå på indkøb. Selv Hakim Beys "Temporære Autonome Zone" (TAZ) kan konstrueres på en aktiv måde og forbruges helt uforpligtende.
Når byen ikke længere kan forstås materielt eller systematisk, men kan opfattes som et mentalt rum, er spørgsmålet: Af hvem og hvordan vil sanseoplevelser blive formet? Hvordan vil det formløse, det immaterielle blive formet?
Det betyder ikke længere noget, at vi er i permanent bevægelse - indtil den "rasende stilstand" (Virilio).
Fra nu af er det vigtigt, hvordan vi bevæger os, hvordan vi lader os præge, hvem vi giver os ud for at være, hvilke signaler vi udsender (Flusser), og hvilken form vi antager (Junger).
Den parallelle verden, som cyberspace udgør, vil antage en flydende struktur (Mich-ael Benedikt). Men indbyggerne vil være lige så udflydende som det miljø, de færdes i. Derfor vil de være optaget af at forme både sig selv og deres omgivelser.

En af de former, de kan antage, er "den digitale dandy" eller data-dandyen. Han er vigtig, fordi hans forgænger i 1800-tallet havde en særlig tilknytning til byen, masserne og livet på gaderne.
I vor tid med dens omfattende konformisme er han ikke udtryk for en længsel efter, at den gamle (virtuelle) oprører eller revolutionære skal vende tilbage, men for et behov for at afprøve, hvordan man kan svække systemet og skabe kaos i det.
Data-dandyen indsamler kun informationer for at vigte sig med dem, ikke for at give dem videre. Han er kun alt for godt - endda umådeholdent - informeret. Specifikke spørgsmål fremkalder uønskede svar.
Data-dandyens fremtoning mødes med samme frygt som hans historiske forgænger, hvis scener var gaden og salonen. Den elegante ødselhed, hvormed de mest detaljerede informationer udstilles, chokerer den effektive mediebruger.
Dandyen håner forbruget og indtagelsen af nyheder i afmålte doser og er ikke bange for specialviden i overflod og overmål. Hans omhyggeligt sammensatte informa-
tionsbeholdning viser ingen konstruktiv motivation. Hans zapning er ikke fremkaldt af kedsomhed, men af en overlegen modvilje mod at holde sig ajour med de aktuelle begivenheder og de seneste trivialiteter.
Skærmen er det spejl, han gør toilette foran. Tekstil-dandyismens knappen i og knappen op har fået sin efterfølger i on/off-dekadencens kanalsurfing. Han bruger størstedelen af sin computertid på harddiskens storslåede opbygning og på at skabe raffinerede forbindelser mellem tusindvis af heterogene software-nips.
Powerbooken som et ornament er mangen en salon-digitalists stolthed. Han afviser hånligt aktualitet, reklame og mode: Et kort øjeblik op-står der et jeg, der er sin egen ankermand.
I multi-mediernes tid med masseinformation er der ingen påviselig forskel mellem ensartethed og mangeartethed.
Hverken det store overblik eller den forklarende detalje kan mestre tankens forvirring. Set i det lys viser data-dandyen det, alle ved i forvejen: at information er allestedsnærværende, men ikke frit tilgængelig.

Visse fakta er meget dekorative, og det er man nødt til at udvikle en god næse for. I modsætning til data-samleren er data-dandyen ikke optaget af at skaffe sig alle sagsakter, men af at ophobe så mange immaterielle ornamenter som muligt.
Mens otakuen (se Apropos) er introvert og aldrig overskrider græn-serne for sin ensomme kultur (Grassmuck), udsøger data-dandyen sig de mest ekstroverte nyhedsgrupper for at udsende sine uproduktive bidrag dér.
Alt, hvad data-dandyen snupper for at præsentere andre steder, ville være af latent interesse, hvis det ikke var, fordi han præsenterer det så indiskret. Hans excentriske vid afleder opmærksomheden fra de dagligdags emner. Hans geniale bonmot'er varer 30 sekunder, hvorefter de forsvinder fra skærmen. Vores dandy tilbyder GIGO-ware.

Hvad gaden var for historiske dandyer som Brummell, Baudelaire og Wilde, er nettet for den elektroniske dandy. Slentren på data-boulevarderne kan ikke forbydes, og det ender med at blokere hele båndbredden.
Den alt for civiliserede konversation på nettet fremkalder malplacerede og ubekvemme informationer, men vækker aldrig uenighed. Bevidst fejlnavigering og elegant indtrængen i andres elektro-miljø er beregnet på at udløse beundring, misundelse og forvirring og leder selvsikkert frem mod en stiliseret ufor-ståelighed.
Man forstår skønheden i sit virtuelle udseende - til moralsk forargelse og morskab for de tilsluttede civile. Det er naturligt for skrivebordssoldaten at nyde chokket ved det kunstige. Derfor føler han sig så meget hjemme i cyberspace og blandt alle dets attributter.
Parfumen og de røde strømper er blevet skiftet ud med de eftertragtede "Intel", fintmærkende datahandsker, og virtual reality briller med indlagte rubiner, og der er sensorer i hans øjenbryn og næsebor.
Ned med de bondske
NASA-æstetikere blandt cyber-nauterne! Vi er for længst kommet ud over pionerstadiet. Det, der betyder noget nu, er den elegance, hvormed vi bruger mediet.

Geert Lovink bor og arbejder i Amsterdam som forfatter og journalist. Han er medlem af redaktionsudvalget for CTHEORY og har skrevet flere tekster om nomade- og digitalkulturen.
E-mail: geert@xs4all.nl,Internet

Ovenstående er et uddrag af et større værk med titlen "The Art of Being Informed".

APROPOS

System nørder A/S

"Otaku er den japanske betegnelse for generation X. Ordet beskriver unge, der ikke laver andet end at spille vi-deospil, nørkle med computere og læse tegneseriehæfter. I USA kalder man den type folk for Nerds (nørder). Engang var det en fornærmelse at kalde nogen en nørd, men i dag lever vi i den-der-ler-sidst-alderen. Det er cool at være en nørd, men først og fremmest er det, økonomisk set, et fornuftigt træk at være nørd."
Sådan præsenterer en gruppe driftige japanske otakuer, der kalder sig Otaku Symtezzi (Systemnørder a/s), sig selv på deres hjemmeside www.otakusymtezzi.com.
Geert Lovinks ærinde i hosstående artikel er muligvis at lancere et europæisk alternativ til de fremherskende rollemodeller i et cyberspace, der både i producerende og forbrugende led af fødekæden regeres af nørder og otakuer. Med en særlig form for cyberironi lancerer Lovink nørderne og otakuernes overmand: Data-dandyen, en døge-
nigtagtig, opblæst, narcissistisk men frem for alt opkoblet moderne pendant til flanørerne og æstetikerne fra sidste århundredes litterære boulevarder.
Forfatteren og journalisten Geert Lovink er medlem af den hollandske kunstnergruppe BILWET/ADILKNO, der har vakt opsigt i bl.a. Østrig og Tyskland med The Data Dandy Tour. Dermed kan Lovink sandsynligvis karakterises som hørende blandt eliten af de polyhistor-agtige, intellektuelle renæssance-klovner (positivt ment) der flintrer fra universitet til universitet, fra cyberprojekt til kulturby for - ofte multimedialt - at sætte skik i senhalvfemsernes allestedsnærværende IT-hysteri. Lovink kan selv være en data-dandy, fristes man til at sige, men så alligevel ikke. Lovink er snarere en data-logebroder. Bemærk, hvordan han sparer på informationen og til gengæld strør om sig med koder. Sammen med den cybermarxistiske Arthur Kroker, der redigerer det fremragende, pessimistiske cybermagasin CTHEORY www.ctheory.com insisterer Lovink paradoksalt på viden og historisk kontinuitet midt i nørdernes og otakuernes helvede af information.

Erik Kjær Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu