Læsetid: 6 min.

Diskrimination og fattigdom

17. juni 1998

Det er, hvad vi tilbyder mennesker, der fremover kommer hertil, hvis regeringens forslag om en integrations-ydelsen til flygtninge og indvandrere bliver vedtaget

INTEGRATION
Forslaget om integrations-ydelse går ud på, at flygtninge og indvandrere modtager 2.000 kr. mindre om måneden end de mennesker, som er på bistandslovens kontanthjælp.
Integrationsydelsen står i følgende forhold til kontanthjælpen: Hvor en enlig på kontanthjælp modtager en bruttoydelse på 6.998 kr. om måneden, vil en flygtning eller indvandrer efter lovforslaget modtage 5.000 kr. For den danske kontanthjælpsmodtager er der, når skatten er betalt, ca. 4.000-4.500 kr. tilbage til at leve for og til udgifter som husleje, el, gas, telefon m.m.
Flygtningen og indvandreren vil, efter forslaget skulle leve og betale faste udgifter for endnu mindre, nemlig ca.. 3.000 kr. netto om måneden. Det kan ikke lade sig gøre.
For forsørgere ser tallene således ud. En dansk forsørger modtager 9.317 kr. brutto. Det svarer til ca. 6.000 kr. netto om måneden. Det er også et ringe beløb, når man skal leve f.eks. to, og udover huslejen og alle de faste udgifter, skal betale daginstitutionsplads m.m. En flygtning eller indvandrer, der er forsørger, får bruttobeløbet beskåret med 2.000 kr. og får således 7.000 kr. brutto. Det svarer til at f.eks. en voksen og et barn skal leve for ca. 4.500 kr. om måneden til alt. Det kan ikke lade sig gøre.
I forvejen er der fattiggørende processer i Danmark for mange kontanthjælpsmodtagere. Fattigdommen viser sig konkret i form af forringede sociale levekår, dår-ligt helbred og øget sygelighed, fordi man ikke har råd til at købe de sunde madvarer, men må leve af en ensidig kost og bo usunde steder, og fordi ens hverdag rummer slid og megen kamp for at få det hele til at slå til. Fattigdommen viser sig blandt andet ved, at børn har en dårlig ernæringstilstand og tit bliver syge, at de ikke kan deltage i sport eller fritidsfornøjelser, der koster noget. Nogle menneskers hverdag er blevet til en evig prioritering mellem rugbrød, ris eller kartofler. Der er ikke råd til vedligeholdelse, reparation og slet ikke til nyanskaffelser - dette i stærk kontrast til rigere gruppers samfundsmæssige overforbrug.
Ofte har mennesker på kontanthjælp mellem 1.500-2.000 kr. månedligt at leve for, når de faste udgifter er betalt. Ingen kan gøre det i lang tid. Nu forslår nogle politikere, at flygtninge og indvandrere, der kommer hertil fra nød og lidelse, skal leve en endnu kummerligere tilværelse, end mennesker på kontanthjælp gør i dag.

Fattigdomsklemmen
Et negativt aspekt ved forslaget om en lav integrations-ydelse er, at det er imod integrationstanken og ønsket om, at flygtninge og indvandrere skal blive selvstændige og uafhængige af det sociale system. Det kan vel ikke være meningen, at lovforslaget udover, at det er menneskeligt diskriminerende, også skal føre til mere bureaukrati og administration i det offentlige sociale forvaltninger?
Det kan vel heller ikke være meningen, at børn af indvandrer- eller flygtningeforældre skal have ringere opvækstvilkår end danske børn? Hvad er så meningen med statsministerens tale om, at vi i Danmark skal hjælpe børnefamilierne?
Ved lovforslaget om den lave integrationsydelse lægges op til en stigmatisering og fastlåsning i en fattigdomsklemme. Og man kommer ikke ud af fattigdom, når man er tilstrækkelig fattig. Det tapper nemlig ens overskud og dermed initiativ. Det kan vel ikke være meningen med lovforslaget?
Et andet negativt aspekt ved regeringens forslag er, at man gør nogle mennesker til andenrangsmennesker, mennesker, som i forvejen har været udsat for nød, elendighed og forfølgelse i deres eget hjemland. De har allerede betalt en høj pris ved det, de har været igennem, krig, menneskelige tragedier og traumer, som ofte bliver siddende som ar i sjælen. Ved at give dem en lavere ydelse end nogen har i Danmark, og samtidig en umenneskelig lav ydelse, fratager man dem ikke alene menneskelig værdighed, men også deres mulighed for at overleve på en økonomisk anstændig måde.
Et tredje negativt aspekt ved forslaget er, at det diskriminerer flygtninge og indvandrere i forhold til de fattigste i Danmark - kontanthjælpsmodtagerne. Ved politikerne, hvad det betyder at blive diskrimineret via en ydelse, som signalerer ens samfundsvurderede værdi og behov?
Ved politikerne, hvordan noget sådant smitter af på selvværdsfølelse og skaber følelse af utilstrækkelighed og uværdighed? Forslaget er med til aktivt at gøre forskel på mennesker. Man bliver som flygtning/indvandrer til kategorien og typologien flygtning/indvandrer. Man bliver placeret lavest på ydelsesrangstigen. Det smitter af på nogle danske statsborgeres syn på de fremmede. Indvandrere og flygtninge bliver nu ikke længere alene de 'fremmede'. men også en ringere stillet kategori af borgere. Heri ligger en værdidom, og de kriterier, der bruges er diskriminerende. De går på ens oprindelige hjemland, de går på, at man er en 'fremmed', et 'anderledes menneske', som samfundet ikke har de samme forpligtelser over for som for sine egne.

Diciplinering
Et fjerde negativt aspekt er, at man antyder om mennesker i samfundet, at de ikke vil arbejde, hvis ikke de presses til det. Man lukker øjnene for, at mange mennesker bliver ufrivilligt arbejdsløse, fordi de ikke kan følge med de snævre krav, der konstant presser arbejdskraften til det yderste ydelsesniveau fagligt og intellektuelt.
Det er denne form for skæv balancepolitik, hvor politikernes blik retter sig imod den enkelte arbejdsløse og ikke mod de dynamikker og mekanismer i samfundet, der skaber arbejdsløshed, frasortering og marginalisering.
Et femte negativt aspekt ved lovforslaget er den normative typedannelse, det udtrykker. Typedannelser ændrer sig over tid og defineres af forskellige partsinteresser i samfundet - politikere, forskere og den menneskelige viden, som er tilgængelig på det pågældende tidspunkt, samt materielle vilkår som f.eks. magtforhold, livsomstændigheder og samfundsmæssige uligheder. Skematiserede typedannelser vil sige, at mennesker, der besidder bestemte træk og udfører bestemte handlinger, bliver placeret i bestemte kategorier: alkoholikeren, narkomanen, den enlige mor, flygtningen, indvandreren.
At diskriminere gennem forskellige fastlagte ydelsesniveauer vil sige, at vi kategoriserer og værdisætter de flygtninge og indvandrer, som søger hjælp i vort land. Og det får indflydelse på, hvordan vi møder mennesker, der har brug for hjælp og respekt.
Diskrimination hører ind under området etik og menneskesyn. Det sjette aspekt, etikken, handler om, hvordan vi møder og behandler vore medmennesker, især dem i nød, som har brug for vor medmenneskelighed.

Etisk skråplan
Menneskesynet handler om, hvordan vi opfatter den anden, den, der har brug for vor hjælp. Ser vi medmennesket som et konkret levende menneske eller som en abstrakt anden?
Hvis medmennesket bliver en abstrakt anden - en fremmed - er der en tendens til, at ansvaret for den andens liv og velfærd ophæves. Ansvar opstår i nærheden til den anden. Opløsningen af ansvaret fører til, at nærheden erstattes af social og etisk adskillelse. Det regelsæt, som f.eks. en politiker placerer mellem sig og et andet mennesker, er med til at producere en ansvarforflygtigende objektgørelse af et medmenneske. At indtage en objektiverende indstilling til et andet menneske vil sige at se ham som 'et noget', der skal håndteres eller trænes, som 'et noget' i stedet for 'en nogen'.
Det er et menneskeligt og etisk skråplan at opfatte mennesker, der forfulgte i andre lande banker på døren til vores land, som 'et noget', en kategori, en typedannelse på den fremmede, en, som må finde sig i nogle dårligere end de tilsvarende mennesker, som blev født på den rigtige side af den nationale grænse.
En sådan holdning og politisk handling er farlig for demokratiet og den menneskelige og sociale sammenhængskraft og tolerance i samfundet.
Demokratiet og medmenneskeforståelsen bevæger sig ikke ad en lige vej opad mod stadig større kvalitet, men ligefrem at gå tilbage til en diskrimination af fremmede med en anden nationalitet er et stort tilbageskridt for det demokrati, vi roser og af at have i Danmark. Det er ikke en forsvarlig eller en farbar vej frem for solidariteten og medmenneskeligheden på længere sigt i Danmark. Når flere samfundsborgere har meldt fra og kalder forslaget udemokratisk og uetisk, hvad får så nogle politikere til fortsat, at holde fast i dets gennemførelse? Hvilke motiver og menneskeopfattelser driver dem?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu