Kronik

Dumme piger går til Mødrehjælpen

Debat
15. juni 1998

I disse dage er det 25 år siden, vi fik fri abort ved lov. Men den konservative justitsminister må dele æren med de kvinder, som i årevis havde taget sagen i egne hænder

HISTORISK SET
Det er i virkeligheden en revolution, der ganske stille er foregået; ... et forsøg på at skønne over, hvor vi er ved at glide hen, er påkrævet".
Sådan skrev lægen Erik Rydberg i Ugeskrift for læger i 1952 i forbindelse med en debat om abort. Det, Rydberg beklagede, var, at vi var ved at glide hen imod den fri abort, fordi den sociale indikation var slået igennem, selv om den ikke var anerkendt af lovgivningen.
På dette tidspunkt fik over 40 procent af de, der søgte mødrehjælpen om abortus provocatus, tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Og det fik de på indikationer, som efter Rydbergs mening var indhyllet i en medicinsk terminologi, men som i virkeligheden var "camoufleret sociale og rent humanitære". Omend man fra mødrehjælpens side ikke var meget for at indrømme det, havde overlægen ganske ret i sit billede af en glidebane. For så vidt havde startskuddet lydt mange år før, nemlig med svangerskabsloven i 1937, hvor den sociale indikation ikke var kommet med, skønt et meget stort flertal i svangerskabskommissionen havde foreslået det.
Ifølge den første svangerskabslov fra 1937 skulle abort kunne bevilges på baggrund af en etisk (voldtægt og blodskam), en eugenisk (arvelig belastning) og en medicinsk indikation (sygdom). Men den medicinske indika-tion var i sidste øjeblik blevet udvidet. Når der var "alvorlig fare for kvindens liv eller helbred" kunne der foretages svangerskabsafbrydelse, selv om faren ikke var begrundet i sygdom, men ikke-påviselige sygdomme, "psykisk depression eller muligvis andre forhold", som justitsminister K. K. Steincke udtalte i Folketinget.
Det var denne elastiske bestemmelse, som skulle blive udnyttet til det yderste, og som stort set udgjorde lovgrundlaget helt frem til 1970'erne. Hvad disse 'andre forhold' bestod i, var tilmed en ganske fleksibel størrelse. Psykisk depression hørte oplagt med lige fra starten, men ifølge et cirkulære fra Sundhedsstyrelsen umiddelbart før svangerskabslovens i-krafttræden, gjaldt det også kronisk underernæring på grund af nød og elendighed, udslidthed på grund af talrige børnefødsler, voldsom depression, selvmordsforsøg og andre fortvivlede skridt.

Få måneder senere udvidede justitsministeren betydningen af depression. Depression kunne dels være betegnelsen på en egentlig sygdom, men kunne også have en mere populær betydning som udtryk for oprevethed, eller nedtrykt sindsstemning, stigende til en vis fortvivlelse.
Så her har vi en del af baggrunden for, at den sociale indikation blev indført ad bagvejen. Det skete ikke bare, fordi Mødrehjælpens praksis blev mere liberal, for det blev den i takt med, at antallet af illegale aborter steg enormt. Men det, der nødvendiggjorde en ændring af abortloven, var nok især de mange illegale aborter. På et tidspunkt i 1950'erne, hvor man havde næsten 50 procent chance for at få bevilget en lovlig abort, var antallet af illegale aborter to til tre gange så stort og lå på mellem 10.000 og 15.000. Eksemplet viser, at det er dagliglivets praksis, der skaber forandringerne, som politikerne så efterfølgende må legitimere.
Straf for illegale aborter havde været passé siden 1937, hvor straf blev erstattet af hjælp, og abortspørgsmålet blev del af socialpolitikken. Tanken om at beskytte fosteret gennem straffebestemmelser blev opgivet, og der blev indført hjælpeforanstaltninger, hvis formål var at fjerne ønsket om fri abort.
Det var her Mødrehjælpen, kom ind i billedet. Gennem praktisk og økonomisk hjælp skulle mødrehjælpen hjælpe kvinder, der ikke ønskede at føde deres barn, således "at deres Ønske om Svangerskabsafbrydelse trænges i baggrunden".
Lov om Mødrehjælp fra 1939 blev så tæt knyttet sammen med Svangerskabsloven fra 1937, at den først trådte i kraft, da de syv mødrehjælpsinstitutioner, placeret over hele landet, var kommet i gang. Deres opgave var først og fremmest at forbedre forholdene for mor og barn.

En vigtig faktor var at sikre, at faderen tog sin del af ansvaret, et ansvar der dengang udelukkende var økonomisk. Samkvem blev der ikke talt et ord om. Men institutionen skulle også som det hed "optage forhandlinger med" de abortsøgende kvinder, for først og fremmest at tale dem fra det. Ikke ret mange blev i de første år fundet berettigede til abort. Det blev især neuroserne, der kom til at udgøre "den alvorlige helbredsmæssige baggrund for abortindgrebene".
Når den offentlige mødrehjælp fik til opgave at forvalte abortloven, hang det sammen med, at den private forening, som var forløber for den offentlige institution, havde oprettet en social-lægelig konsultation i 1936. Dens formål var at støtte den enligtstillede gravide kvinde og kontrollere hendes helbred under svangerskabet, hvor klienterne ellers først kom lige før, de skulle føde.
Men foreningen havde også opdaget, at mange kvinder var fortvivlede i forbindelse med opdagelse af graviditet. Man mente at kunne berolige en sådan vordende mor med oplysninger om hjælp og dermed afholde hende fra at "begaa overilede Skridt", som der stod i det opråb, der blev sendt ud til de praktiserende læger.
Mere end halvdelen kom til Mødrehjælpen for at få svangerskabsafbrydelse. I begyndelsen var mange henvist af lægen J.H. Leunbach, der i 1936 var blevet idømt tre måneders fængsel for svangerskabsafbrydelse og mistede retten til at praktisere. I en telefonhenvendelse til Mødrehjælpens leder meddelte han, at han for fremtiden ville henvise de mange gravide kvinder, der fyldte hans venteværelse til Mødrehjælpen.
Til Mødrehjæpens konsultation var der allerede i 1936 tilknyttet en læge og en social rådgiver eller social worker, som det hed dengang. Socialrådgiveruddannelsen fandtes ikke endnu, men blev oprettet året efter. Og da mødrehjælpen blev offentlig, blev det i loven besluttet, at det rådgivende personale skulle være uddannede socialrådgivere eller have en tilsvarende uddannelse.

Disse eksperter erstattede de frivillige filantropiske hjælpere, der gik ind og definerede "de andre forhold", som kunne udgøre indikation for abort. Og man fandt dem efterhånden.
I løbet af 1940'erne opdagede eller opfandt man en vel-færdsindikation.
En "social-medicinsk humanitær vel-færdsparagraf" kaldte lægen H. Hoffmeyer indikationen. Den blev også kaldt "den kroniske belastningsneurose".
I det medicinske klassifikationssystem fik den betegnelsen neurasthenia e labore (Lærebog i intern medicin, 1947) - med andre ord var det videnskabelige grundlag i orden.
Med denne diagnose, og i tilfælde, hvor prognosen var alvorlig, blev der anbefalet abortus provocatus efter gældende lov. Mere end 66 procent af de bevilgede aborter faldt i begyndelsen af 1950'erne under den psykiatriske indikation. Velfærdsindikationen bevirkede, at gifte kvinder med adskillige børn og i fattige kår havde en realistisk chance for abort. Et barn til ville ikke kun gå ud over moderen, men også ud over hjemmet og de eksisterende børn og dermed over velfærden i samfundet.
Derimod havde unge sunde kvinder ikke mange chancer, for selvfølgelig kunne et velfærdssamfund hjælpe dem. Og derved blev det, indtil de unge kvinder ikke længere ville hjælpes på den måde.

Derfor fortsatte de illegale aborter. Og derfor var der nok noget om den påstand, som Professor Erik Warburg blev refereret for i Politiken i 1962: "De dumme piger går til Mødrehjælpen, de kloge klarer sig selv".
Det blev Mødrehjælpen sure over, men professoren havde delvis ret, idet to ud af tre forsøgte at klare sig på anden vis.
Og det reelle problem var, at selv om Mødrehjælpsinstitutionerne administrerede svangerskabslovens abortindikationer på den bedst mulige måde, så kunne loven i bund og grund ikke administreres.
Så i og for sig var det bare at vente, indtil tiden blev moden til at forandre lovgivningen. Det skete i begyndelsen af 1970'erne. Da var det med at tage sagen i egne hænder blevet endnu mere udbredt - fra abortrejser til Polen og England til vejledninger i
selvhjælpsaborter.

Bente Rosenbeck er universitetslektor, dr. phil. og ansat på Center for kvinde- og kønsforskning, Københavns Universitet.

APROPOS
Vejen til fri abort
At vente et barn, som faderen ikke ville kendes ved, var, som Tove Ditlevsen engang skrev, før i tiden bestemt ingen skovtur.
Man kunne naturligvis tage ulykken som den kom og søge at opfostre barnet hos familien. Nogle gjorde dog en ende på det ved at gå i Møllefossen. Nogle fødte i dølgsmål og ombragte deres spæde barn, hvis de kunne.
Så sent som i Lise Nørgårds erindringsbog Kun en pige kan man læse en gruopvækkende beskrivelse af de natlige skrig fra en tjenestepige i huset overfor, som i fortvivlelse over sin voksende mave havde drukket - saltsyre...
Og endelig kunne man forsøge at få 'det' fjernet under mere eller mindre trygge eller kriminelle vilkår. Og det er præcis, hvad dagens Historisk Set handler om.
At tro, at skiftende myndigheder var ufølsomme over for al denne ulykke, ville nemlig reelt være en moderne fejlslutning.
Ganske længe troede (eller håbede) man, at fosterets liv kunne beskyttes ved at straffe mødrene. Senere - i dette århundrede - tillod man svangerskabsafbrydelse under visse former for medicinsk indikation, der også langsomt krøb frem mod en såkaldt 'social indikation', når en svangerskabsafbrydelse måtte antages at kunne afværge værre konsekvenser, fra selvmord til endnu mere forhutlethed.
Også for skiftende justistministre og læger blev det med tiden klart, at trætte og fattige mødre til mange børn næppe ville kunne løse den opgave, et nyt barn betød, blot ved at tage sig sammen.
Derimod måtte unge, sunde kvinder stadig finde samarbejdsvillige læger, der igen på deres side risikerede fængsel for at hjælpe. 1930'ernes doktor Leunbach er det mest berømte eksempel herhjemme.
Men, som Bente Rosenbeck skriver i dagens Historisk Set: Da den fri abort omsider blev en realitet i 1973, var abortloven reelt blevet umulig at administrere. Loven brød sammen under presset nedefra.
Ganske enkelt fordi, man i et moderne samfund ikke kan tvinge kvinder til at føde børn, de ikke selv ønsker.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her