Forvrængede myter

Dansk nationalfølelse er ikke, som historikerne påstår, et fænomen, der kan henføres til den nationalliberale periode i 1800-tallet

FÆDRELAND
Det er blevet god latin blandt nyere historikere som Søren Mørch og Uffe Østergaard at hævde, at dansk nationalfølelse er cirka 150 år gammel. Senest var det Ove Korsgaard, som i Information (den 8. juni) på baggrund af den berlinske udstilling Mythen der Nationen fortsætter påstanden. "Dansk nationalfølelse, siger han og andre, opstod omkring tiden med den nationalliberale, og var i virkeligheden en slags mode, som vi herhjemme havde importeret sydfra - fra de lande, som betød noget."
Således, siger disse nye historikere, kan vi danskere lige så godt påtage os endnu en mode, som hedder internationalismen.
Man er af den opfattelse, at national digtning satte ind omkring 1830, ligesom historikerne mener, at fædrelandsfornemmelsen før den tid kun havde at gøre med en loyalitetsfølelse overfor den til enhver tid siddende monark.
Den svenske konge, Carl XI, gav dem ret, da han i 1660'erne ikke kunne forstå, at de danske i Skåne gjorde så megen modstand som de gjorde, idet han fremhævede, at det da for dem kunne være ligegyldigt, om deres konge hed Christian eller Carl. Ikke desto mindre var det altså ikke ligegyldigt for skåningerne - og man må uvilkårligt sætte spørgsmålstegn ved, om de nye historikere i det hele taget har ret, når de kalder dansk nationalfølelse et 1800'tals- modefænomén.
Det følgende skal godtgøre, at de tager fejl, og at nationalfølelsen er oldgammel, og at den til enhver tid siddende monark alene har været et samlende symbol for nationalfølelsen. Jeg tager mit udgangspunkt i den nationale litteratur, som Absalons skriverkarl, Saxe i 1100-tallet indledte, da han beskrev Danernes Bedrifter.
Allerede i forordet til storværket gennemgår Saxe metodisk det landområde, der er dansk - til forskel fra de mange andre riger og lande, som den danske konge besidder. Der er for Saxe en verden til forskel.
I de følgende eksempler på dansk national digtning fremstår en række tidsbilleder, der viser hvorledes danskhedsfølelsen har ytret sig i perioder, hvor der stilledes særlige krav til vort folk: I fremgang - eller under store kriser. Hver især står digtene eller prosaen som udtryk for stemninger og meninger i det danske folk, mærket af den tid, hvori de blev til. Fælles for dem er, at de levende fortæller om nationalfølelse - og fælles for dem er, at de blev til århundreder før 1830, som af de nyere historikere betragtes som indledningen til nationale følelser.
Saxe er nævnt, og i øvrigt så godt kendt, at det ikke skønnes nødvendigt at medtage denne i eksemplerne.

Vækkelsesdigt
Ingen aner, hvem den munk var, som skrev sit Klagedigt over Danmarks Riges tilstand. Kun ved vi, at digtet er skrevet i sommeren 1329, og sandsynligvis er blevet til i Ryd Kloster ved Flensborg Fjord. Digtet er skrevet på munkenes sprog, latin, og er oversat til dansk af C.F.E.
Reinhardt og Vilhelm la Cour.
I de 21 vers fremhæver forfatteren, at danskernes ulykke ved det totalt splittede fædreland skyldes, at folket har svigtet Gud. Ulykken skyldes således egne danske fejl - deres svaghed overfor udenlandske skikke og penge, og deres indbyrdes uenighed. Klagesangen er også et vækkelsesdigt, et digt, som skal kalde folket til dåd og genrejsning af fædrelandet ved at skildre en hæderfuld fortid som idealet overfor nutidens elendige forhold.
21 vers bliver det som nævnt til - og uden at en monark overhovedet påkaldes. Det er danerne, det drejer sig om. Danerne og Danmark:

Ak, nu øves ikke dåden
mere i Danmark, men kun svig;
igen mer med mod og glæde
kæmper for sit fædreland.
Du er slave nu af løgn,
ingen agter på dit ord,
men du bøjes, du foragtes
værgeløs mod fald du stunder,
mange ere dine tab

Et par århundreder senere, i 1597, var det den skånske herremand, Tyge Brahe, som i sit Digt til Danmark græder af sorg over det fædreland, der har vendt ham ryggen og frosset ham ud:

Danmark, hvad har jeg forbrudt?
Hvormed har jeg krænket dig, hjemstavn,
siden du er mig så hård,
streng imod mig og min færd...

Èn lang kærlighedserklæring til det danske fædreland - og det oven i købet fra en person, som om nogen kunne kaldes international.
Brahe var overalt i verden anerkendt som sin tids største videnskabsmand; han talte de store sprog, og kunne gøre sig gældende overalt. Men - som han selv fremhæver - det var fædrelandet, han udøvede sine enestående bedrifter for. Det var af fædrelandet, han ville have anerkendelsen. Resten der-ude i det fremmede var ganske vist ære og værdighed, men uden glæde for ham.
Sådan elskede Tyge Brahe sit fædreland og sådan var hans nationalfølelse ca. 250 år før de nye historikere mener, at nationalfølelsen kom på mode...

Fædrelandshistorie
80 år efter, i 1679, nedfældede den skånske præst Steen Jacobsen sin historiske skildring af Den Nordiske Kriigs Krønnike - om end svenskerne først lod den offentliggøre i 1897. Krønniken var nemlig én lang fædrelandshistorisk skildring - spækket med den national-
følelse, som først burde være på mode langt senere.
I 1690 skrev provst Laurits Kok sin herlige fædrelandssang, Danmark, dejligst vang og vænge, som endnu står i Højskolesangbogen, og som kendes af de fleste. 14 vers, som stråler af stolthed over nationen og over fædrelandet, som Dronning Tyre Danebod fik sat skik på ved opførelsen af forsvarsværket Dannevirke. Digtet er velkendt, og behøver ikke citeres.
Johannes Ewalds digt i skuespillet Fiskerne, 'Orlogssang' fra 1778 - bedre kendt som Kong Christian stod ved højen mast - handler dels om danskernes traditioner som marinenation og er en kavalkade over søkrigene mellem Danmark og arvefjenden Sverige.
Digteren havde ikke drømt om, at sangen skulle blive nationalsang mange år senere. Han ønskede at skildre den danske nations historie og dens mål: Indsatsen af det danske sind mod stormens magt. Ægte nationalt. Den grundstemning, der bar digtet, var ikke alene digterens, men så sandelig også tidens.
Ved Grundtvigs digt Danmarks trøst fra 1820, Langt højere bjerge så vide på jord, er vi ganske vist i betænkelig nærhed på det, ny-historikerne kalder det magiske år, 1830.
Det er dog kun en fortsættelse af den nationale digtning og det nationale sindelag, som havde været almindeligt flere århundreder forinden. Man kan dog med fuld ret hævde, at det om nogen var Grundtvig, som blev katalysatoren for det, vi i dag forbinder med det danske. Grundtvig blev trøsteren og opildneren af det danske folk, som var ved at fortabe sig selv - et hjemsøgt og usikkert folk. Den opgave, som han i virkeligheden bare tog op som så mange andre digtere før ham havde gjort det. I hundredevis af digtere - i hundredevis af år - længe længe før nationalfølelsen kom "på mode"...