Kronik

Den globale fare

Debat
11. juni 1998

Globaliseringstanken tror på, at fri konkurrence fører til velstand for alle mennesker på Jorden. Men der må være andre veje end hovedløs vækst

ØKONOMI & POLITIK
Jamen, det betyder jo billigere varer for os, og U-landene er glade for at få noget at lave," lyder den stående fagøkonomiske rationalisering af globaliseringens massive ulemper.
Globalisering betyder den totale frihandel kloden over - uden toldskranker eller andre politiske, nationale be-grænsninger. Og som noget (forholdsvis) nyt og helt afgørende: kapitalens fri bevægelighed. Dvs. at virksomheds- og kapitalejere kan anbringe deres virksomheder og kapital, hvor og hvordan de ønsker det.
Dette sidste er godt i gang med at gøre nationalstaternes, dvs. de demokratisk valgte regeringers, råden over egne ressourcer, værdier og produktion illusorisk. F.eks. flytter stadig flere virksomheder, specielt transnationale koncerner, deres produktion fra de rige lande ud til lavtlønslande, eller de truer med at gøre det, hvis deres (oprindelige) hjemlandes beskatning ikke passer dem.

Som en del af samme strategi sker der allerede en udpræget jonglering med regnskaber i de transnationale selskaber, hvorved de lægger deres overskud i lande, hvor skatten er yderst lav eller helt fraværende.
Et manende eksempel herpå har vi med den tyske BMW-koncern. I 1988 betalte BMW godt 545 mio. DM i skat til den tyske stat. Fire år senere var tallet faldet til 31 mio. - og i 1993 udviste BMW et indenlandsk underskud og fik således 32 mio. DM tilbage fra det tyske skattevæsen. En anden måde, hvorpå formuende virksomheder og enkeltpersoner kan unddrage sig beskatning, er at overføre deres formuer til de såkaldte 'off shore'-lande, hvor deres hjemlandes skattemyndigheder ikke kan røre dem.
Førende er her Cayman Islands, hvor der på hovedøen på bare 14 km2 er registreret mere end 500 banker. I Europa indtager Gibraltar og Luxemburg en lignende rolle. Alene i Luxemburg har f.eks. tyske formuebesiddere pro forma anbragt formuer for over 200 milliarder DM - i ly for tysk beskatning.
En anden væsentlig side af globaliseringen - og måske den med de mest vidtrækkende konsekvenser - er børshandelen hen over grænserne med værdipapirer og ikke mindst valuta. Den betyder en daglig handel på 1.500 milliarder dollars (1.5 med 12 nuller efter!). Det svarer til fire gange så meget, som verden betaler årligt for råolie. Af dette beløb er kun tre-fem procent baseret på verdenshandelen, mens resten er spekulation. (Ovennævnte eksempler findes i Globaliseringsfælden).

Men hvordan kan regeringer, befolkninger, nationer tillade, at der sådan flyttes rundt med deres - fællesskabets - værdier? En grundlæggende forudsætning for det er naturligvis den private ejendomsret til ressourcer og produktionsmidler (som kunne begrænses, hvis man politisk og økonomisk skønnede, at det var nødvendigt eller ønskeligt). Men hvad er argumentet og antagelsen - ikke mindst politisk - for at lade kapitalejerne skalte og valte med jordens ressourcer og produk-
tion på denne måde?
Det skyldes den religiøse tro på, at den frie konkurrence udstrakt til det globale marked giver 'bedre og billigere varer' - og i sidste instans fører til velstand for alle mennesker på jorden.
Men som Herman E. Daly siger et sted i sin bog, så er - "global konkurrence et slagord, som ofte træder i stedet for egentlig tankevirksomhed". Han gør opmærksom på, at de gamle klassiske økonomers - f.eks. Adam Smiths og Ricardos - forudsætninger for at tale om fordele ved fri konkurrence og frihandel var, at kapitalisterne var (og følte sig som) medlemmer af et nationalt fællesskab, hvor de tjente deres penge og investerede deres overskud. Med globaliseringen - og kapitalens frie bevægelighed - er disse forudsætninger totalt væk, og dermed de gamle økonomiske profeters argumenter. Selv mener Daly, "at hvis Ricardo havde levet nu, ville han ikke gå ind for frihandel og global integration, som man i dag forstår disse begreber." Og dog er det stadig Ricardos berømte begreb, den komparative konkurrencefordel, som - totalt uden hensyn til præmisserne - bliver brugt som den endelige trumf i argumentationen for frihandel - mod protektionisme.
Hvad angår dette fyord - protektionisme - taler Daly for nødvendigheden af at indføre, hvad han kalder 'den kompensatoriske toldbarriere'. Den vil nemlig - "beskytte en effektiv national omkostningsinternalisering mod normsænkende konkurrence fra lande, der af alle mulige grunde ikke medregner de fulde miljømæssige og sociale omkostninger". En toldbarriere kan dermed være bedre økonomi set ud fra Jordens og menneskehedens synsvinkel.
Hvad angår den sociale omkostning, peger han på, at "det er bedre for samfundet at beskæftige arbejdere og selskaber, der yder et positivt bidrag til vores land, selv om de ikke er konkurrencedygtige efter globale normer."
Et konkret eksempel, som til fulde belyser dette, finder vi i Globaliseringsfælden. Her nævnes det, at det amerikanske teleselskab AT&T med 77.000 ansatte i 1995 havde et overskud på næsten 5.5 mia. dollars. Omsætningen var omkring 47 mia. dollars. Ca. samme omsætning havde det tyske Telekom, som med 210.000 ansatte dog 'kun' havde et overskud på 3.5 mia. Og med forfatternes egne ord: "For at holde sig konkurrencedygtig, må henved 100.000 medarbejdere afskediges i Telekom." Men hvilken virksomhed er i virkeligheden 'den sunde', den samfundsgavnlige: er det den der med få ansatte giver en stor profit til få aktionærer, eller er det den der - stadig med et pænt overskud - giver beskæftigelse til tre gange så mange mennesker?
Dette er essensen af globaliserings-problematikken. På det globale marked gælder det om at "klare sig i konkurrencen". Men det betyder i dag ikke bare at producere og sælge med overskud. Det betyder, at et overskud på 10 procent er uacceptabelt, hvis konkurrentens er på 20 procent. Altså er det et kapløb om at få stadig større overskud (engang blev det kaldt 'at øge profitraten'). Imens står regeringerne pænt ude på sidelinien og håber på, at kapitalens fri bevægelighed vil give arbejdsløsheds-sorteper videre til de andre.

Reelt bliver udsalgsprisen på f.eks. tøj og sko her hos os ikke væsentligt lavere ved, at det bliver fremstillet under slavelignende forhold rundt om i u-landene. Og var det ikke bedre - for alle parter - hvis u-landene (primært) producerede til sig selv, til deres egne befolkninger som mangler alt muligt? At de fik en produktion i gang baseret på deres egne befolkningers behov for industrivarer - i stedet for at sidde for 20 kr. om dagen (den indonesiske minimumsløn for en 10-timers arbejdsdag er på 2.40 dollars) og producere til os i de rige lande, hvad vi udmærket selv kan producere med anstændige lønninger og arbejdsforhold.
Hvis det så endda var sådan, at de enorme gevinster i denne nye globaliserings-bonanza tilfaldt de lokale udviklingslande, som så kunne investere dem i anden produktion beregnet på deres befolkninger, og videre til at forbedre deres uddannelses- og sundhedssystemer - så ville det være en velgerning, at der blev taget overpris for varerne her hos os. Men langt størstedelen af disse gevinster havner hos de multina-
tionale selskaber, som har hovedsæde og magtcentrum i vore lande - dog uden om vor beskatning jvf. ovenfor.

Noget andet er, at u-landene i den globaliserede økonomi gennem såkaldte strukturtilpasninger tvinges til at stille deres resssourcer og markeder til rådighed for de multinationale koncerner. Gør de ikke det, bliver de nemlig lagt på is, dvs. får ikke lån og støtte fra Verdensbanken og IMF.
Skal alverdens - og ikke mindst u-landenes - befolkninger sikres udviklingsmuligheder inden for en økologisk bæredygtig, demokratisk, og fordelingsmæssigt retfærdig økonomisk verdensorden, er det nødvendigt at bremse globaliserings-kapløbet. I virkeligheden ville det ikke være så vanskeligt endda, på trods af økonomanernes forsikringer om "at løbet er kørt".
Flere nytænkende økonomer taler for en be-grænsning af verdenshandelen og en styrkelse af den regionale samhandel. Eller som Daly udtrykker det:
"Slagordene (vil) om ti år være 'kapitalens renationalisering' og 'lokal forankring af kapitalen' af hensyn til de nationale og lokale økonomiers udvikling". Et væsentligt skridt ville være indførelsen af den såkaldte Tobin-skat på valutahandel (opkaldt efter økonom og nobelprisvinder James Tobins forslag i 70'erne om at opkræve en skat på 0,5 procent af al valutahandel). Det ville stærkt begrænse den nuværende valuta-spekulation, og de indkomne beløb kunne bruges til gode formål. Et andet - mere dras-tisk - skridt som bl.a. fore-slået af den engelske økonom Collin Hines, ville være at sige til de multinationale: "Vil I sælge her, må I producere her!"
"Det ville betyde den globale kapitalismes sammenbrud" - vil det nationaløkonomaniske præsteskab utvivlsomt hævde.

Måske ville det i virkeligheden ikke være så galt. For med noget, der ligger tæt på visionen i Dalys Efter væksten kan det omvendt hævdes, at enten er den hensynsløse kapitalismes dage talte, eller også er menneskehedens det.

Jørn R. Hansen er cand.mag.i kultursociologi, spansk og tysk og har tidligere skrevet i Information om globaliseringens konsekvenser.

APROPOS
Den blinde vækstmani
Sidste år udkom (i dansk oversættelse) to væsentlige bøger om verdens økonomiske tilstand. Bøgerne er vidt forskellige, men fra hver deres udgangspunkt er de lige kritiske over for den neoliberalistiske, globaliserede økonomiske verdensorden.
Den ene, Efter væksten (med undertitlen Den bæredygtige udviklings økonomi - udkommet i USA i 1996 - er skrevet af den amerikanske økonom, Herman E. Daly. Og i en kronik i Politiken den 21. juni 1997 blev den af økonomiprofessor Jesper Jespersen spået en fremtid som "en klassiker udi økonomisk teori".
Den anden, Globaliseringsfælden (med undertitlen Angrebet på demokrati og vel-stand) - udkommet i Tyskland i 1996 - er skrevet af to førende tyske journalister, nemlig Spiegel-redaktørerne Hans-Peter Martin og Harald Schumann.
Den er en grundig beskrivelse af konsekvenserne af det, der på den verdensøkonomiske scene er i fuld gang under navnet globaliseringen.
F.eks. vil den efter forfatternes mening eliminere befolkningernes demokratiske kontrol med deres samfunds produktion og dermed indflydelse på deres samfunds fremtidige indretning og velstandsfordeling.
Tankevækkende er det her, at da Der Spiegel i slutningen af 1996 bragte to lange artikler om globalisering, måtte de ikke skrives af disse to redaktører - da deres synspunkter på emnet ikke var dem det tyske nyhedsmagasin ønskede udbredt.
Dets - og vel hele den etablerede økonomanis - holdning (interesser) blev derimod opsummeret i artiklernes sidste ord, som var en gengivelse af hvad chefen for IMF, Camdessus mener om globalisering: "Camdessus er realist. Han ved, at globaliseringen ikke kan stoppes og at staterne kun har et alternativ: de må være med i den."
Dalys udgangspunkt for at kritisere globaliseringen er et lidt andet end de tyske journalisters, nemlig at den blinde vækstmani (hans eget udtryk), som ligger til grund for den, udgør en alvorlig fare for en bæredygtig økonomi, og dermed på længere sigt for jordens, dvs. dens menneskers overlevelse.

Jørn R. Hansen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her