Læsetid: 5 min.

En grådig illusion

9. juni 1998

Globaliseringens paradokser er at man på samme tid kan få lov til at passe sig selv og nyde civilisationens frugter

FILOSOFI
Globaliseringen kendetegnes ved en tiltagende 'rationalitet' i allokering af ressourcer, virksomheder og arbejdskraft. Økonomisk rationalitet vil sige med mindst mulig brug af arbejdskraft pr. produceret vare - ganske vist er der også menneskeligt arbejde bag robotter, computere osv., men alligevel giver det en reel nettobesparelse.
Thorkild Kjærgaard har gjort opmærksom på, at globaliseringen samtidig indebærer enorme transportmæssige Storm P.-opfindelser, der både forbruger energi og for-urener - men som betaler sig for den enkelte virksomhed.
Ligeledes viser han, at det globale marked kun i teorien giver større valgmuligheder, da det i virkeligheden vil betyde en enorm standardisering af produktionsnormer, trends og moder. Kjærgaard forudser et enormt tab af håndværksmæssig og anden kulturel diversitet, f.eks. i film og litteratur.
Ganske vist burde transportomkostninger på et globalt marked hæve varernes pris, men så længe energien er billig, betyder det mindre end billig arbejdskraft og værdiløs valuta i producentlandene. Energipriserne stiger først i 11. time, og det kan være for sent. Trafikale strukturer er jo ikke sådan at omlægge.

Paradoksalt
Imidlertid forekommer det mig, at der også fra økonomiens eget synspunkt er noget paradoksalt ved globaliseringen. Hvad der sker er som bekendt, at produktionen koncentreres der, hvor den kan ske billigst. Rendyrket kunne vi altså tænke os, at al produktion i Tyskland udover basisfødevarer koncentreres i landets vestlige del, og at al USA's produktion forlægges til fjernøstlige lande. Og sådan hele vejen igennem.
Paradokset er nu, at skønt produktionens mængde og sammensætning er den samme så skal den afsættes til en stadig mindre global overklasse af beskæftigede - de fire femte dele som til sidst vil være arbejdsløse, efterspørger jo intet, da de intet tjener.
Altså må virksomhederne indskrænke produktionen. Men så synker efterspørgslen yderligere for nu er der endnu færre i arbejde. Der må indskrænkes yderligere osv. Ved meget høj arbejdsløshedsunderstøttelse undgås denne effekt.
Kan den onde spiral undgås på anden måde? Ja, en anden mulighed er, at i takt med produktionens og beskæftigelsens koncentration at ændre dens sammensætning, svarende til stadig færre, men til gengæld stadig rigere efterspørgende kunder. Det vil betyde færre mængder af hver slags varer, men flere slags varer: for familien Hansen vil ikke have mere end to biler, men kunne da godt tænke sig en lille helikopter.
En sådan omstilling er dog en svær kabale, for koncentrationen forudsætter jo netop masseefterspørgsel. I samme øjeblik vi justerer produktionens sammensætning til et mere differentieret billede, behøves der også mere arbejdskraft - men så vil efterspørgelsmønstret jo heller ikke forskydes så meget, og derfor vil der i vort eksempel blive mangel på biler, men for mange helikoptere.

Sammenhængen
Skal paradokset undgå, må man i et hug tage højde for sammenhængen mellem på den ene side produktionens og efterspørgslens koncentration og på den anden side efterspørgselens kvalitative sammensætning. Det vil sige, at hver gang man rationaliserer yderligere, må produktionen differentieres lidt mere. Men det indebærer lidt mindre rationalisering end planlagt - hvilket atter implicerer lidt mindre differentiering.
Situationen minder lidt om det forhold, at når vi skal udregne, hvor meget ekstra muskelmasse vi behøver for at kunne bære ti kilo ekstra, så må vi huske på, at musklerne tillige skal kunne bære deres egen vægt - men så må de være endnu kraftigere, og det bliver de igen tungere af. Osv.
Det minder også om det gamle græske paradoks om Achilleus og skildpadden: hver gang Achilleus er nået op på siden af skildpadden, har denne flyttet sig et stykke yderligere fremad.
Men intuitivt er det klart, at sådanne problemer kan løses, så vist er der et svar på spørgsmålet, hvor stor muskelforøgelse der kræves for at bære ti kilo mere. Det kan fagfolkene klare med infinitesmalregning, og det gælder også vort økonomiske paradoks - i princippet altså, for den humane faktor komplicerer jo det hele uforudsigeligt.

Står udenfor
Imidlertid er vi ikke færdige, for selv hvis vort paradoks kan overvindes, så må vi sige: ja tak, men hvad skal der ske med de fire femtedele af befolkningen, som efterhånden vil gå arbejdsløse, og som står helt uden for den gnidningsløse og perfekte globale økonomi? Hvis vi ikke giver dem en høj understøttelse, kan de sulte ihjel, og på den måde får vi løst overbefolkningsproblemet.
En anden mulighed er at finde på allehånde mere eller mindre fiktive serviceydelser, hvormed de kunne underholde den rige femtedel og således få en andel i forbrugsgoderne. Det kunne hedde jobtræning, pauseklovn osv., selv om man også kunne beskæftige nogle med noget fornuftigt såsom omsorg og naturgenopretning. Kjærgaard foreslår et gammeldags arbejdsintensivt og økologisk landbrug. Men den på papiret mest elegante løsning på vor gordiske knude går lige i flæsket på den og siger: jamen, hvis vi reelt i rationaliseringsprocessen udskiller hele befolkningsgrupper, hele regioner af hvert land og hele landegrupper - hvad så med at lade dem lave deres helt egne kredsløb from scratch, så at østtyskerne atter bliver rigtige østtyskere med en lokal produktion helt svarende til den lokale beskæftigelse og efterspørgsel.
Globaliseringen ville altså i denne model hele tiden som fråden fra Leviathans gab udskille satellitområder, der kunne få lov at begynde forfra.

Diversitet
I så fald ville vi sandelig genvinde den kulturelle og sociale diversitet, som Kjær-
gaard med rette bekymrer sig for. Også mængden af nødvendige filosoffer og pauseklovner måtte modellen tage højde for i et og samme hug, og den slags kan matematikerne regne ud.
Men den filosof som fremsatte forslaget, kunne forhåbentlig påregne en vis tryghed i den globale ansættelse?
Nå ikke - jamen så som chefantropolog. "Skal det være en slags morsomhed?" Nej slet ikke for vor model indebærer, at ligesom der i det tomme rum bestandig skabes nyt stof ifølge en teori, så udskiller globaliseringen nye naturfolk, der ligesom Adam og Eva vil nyde antropologernes bevågenhed nok så meget som teologernes og filosoffernes.
De vil utvivlsomt være berettigede til globale støtteordninger, og chefantropologens opgave bliver da at vurdere, hvor megen forskningsmæssig bevågenhed de nye naturfolk kan tåle, uden at deres naturlige uskyld går fløjten - hvorved chefantropologen jo ville blive overflødig, hvilket jo for enhver pris bør undgås.
Men bag dette stykke grundforskning ligger i virkeligheden den civiliserede verdens fælles interesse i at forebygge, at de nye vilde utaknemmeligt vender sig mod deres velgørere i den grådige illusion, at man på samme tid kan få lov til at passe sig selv og nyde civilisationens frugter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu