I morgen er der folkeafstemning i Portugal om at afkriminalisere abort. Halldór Sigurdsson har under et halvt års ophold i Portugal fulgt en debat, der vækker stærke følelser i et katolsk land
I det sydvestlige hjørne af Europa - af EU - ligger et lille land, vi kun hører lidt om. Det kunne endda gå, da det endnu stod under Vesteuropas længstlevende diktatur, Salazar-regimet, og dets mange-årige kolonikrige i Afrika. Og det blev forsidestof i hele verden i perioden 1974-75, da dette Nato-land syntes at blive Europas Cuba, i striden mellem Nellike-revolutionens marxistiske og demokratiske officerer og civile.
Portugal havde aldrig oplevet demokratiske tilstande i vores opfattelse af begrebet. Så meget desto mere må man som mangeårig iagttager af udviklingen forbavses over, hvor gnidningsfrit det hele er gået på bare en snes år.
Politisk er Portugal et fuldgyldigt demokrati, og der har ikke været de midlertidige tilbageslag, som naboen Spanien har oplevet. Økonomisk har Portugal, ikke mindst takket være det nu 12-årige medlemskab af EU, med dets værdifulde subsidieordninger, rejst sig fra næsten u-lands-status til at klare sig godt nok til at blive et af de 11 lande med adgangsbillet til euro'en.
Portugiserne har fået ambitioner om at gøre sig gældende på europæisk niveau; tidligere stillede de sig tilfredse med at udnytte rigdommene i kolonierne - eller ved at emigrere (næsten 5 millioner portugisere lever i andre lande, det er meget for en hjemmebefolkning på bare 10 millioner). Det giver sig for tiden udtryk i gennemførelsen af den yderst vellykkede verdensudstilling EXPO-98 i Lissabon, et milliardprojekt som æstetisk, idemæssigt og mht. omfang stiller storebror Spaniens Sevilla-udstilling for få år siden i skygge.
Viljen til demokrati har dog født en gøgeunge. Sidste år vedtog parlamentet en ændring af grundloven, så det i fremtiden blev muligt at afholde folkeafstemninger. Udmærket! Men det har medført, at man nu kaster spørgsmål ud til folkeviljen, som enten er så uoverskuelige eller så følelsesladede at man var bedst tjent med at lade parlamentet afgøre sagen.
Den første folkeafstemning finder sted nu, og man kan selv i nationer med en lang demokratisk tradition og en stor pressedækning i befolkningen sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden af at kaste et så ømfindtligt spørgsmål ud til afgørelse i folkedybet. De tre mest læste dagblade handler kun om sport - fodbold, fodbold, fodbold - og de fire portugisiske tv-stationer tror, at kunsten at informere består i, at tale så hurtigt at mange seere ikke kan følge med. Undervisningsystemet er fattigt og for-ældet, og en betydelig del af befolkningen er analfabetisk eller funktionelle analfabeter.
Men altså: abort-spørgsmålet står på dagsordenen.
Den nuværende lov, først nedstemt i parlamentet, så i 1984 vedtaget (begge afgørelser med stort flertal!) bestemmer, at en kvinde kan få afbrudt svangerskabet indtil dets 12. uge, hvis der er livsrisiko eller psykiske risici. Uden disse betingelser kan en kvinde og den, der udfører operationen, blive idømt tre års fængsel. Ved voldtægt kan provokeret abort foretages også indtil 12. uge. Loven omtaler ikke HIV-smittede, besvangrede mindreårige, psykisk afvigende eller narko-afhængige.
Lovforslaget, der nu er lagt ud til folkeafstemning, drejer sig i korte træk om en afkriminalisering af provokeret abort, meget lig den abortlov som blev vedtaget i Danmark for netop 25 år siden. (På stemmesedlerne er spørgsmålet om "ja" eller "nej" stillet så floromvundet, at det burde kunne opnå en pris som årets bedste europæiske eksempel på kancelli-sprog.)
Vi ved fra dette århundredes langvarige og ofte ganske hidsige debat og forfølgelse af folk som læge J.H. Leunbach, hvor stærke følelser spørgsmålene om seksualundervisning og siden abort rejste i det danske samfund. (Jeg selv mindes fra min danske skoletid omkring 1950, hvordan den ellers så liberale privatskole med 500 elever, Forældreskolen i Århus, hvor man var dus med lærerne, med stor omhu undgik at beskæftige sig med andet end bier og blomster; den lærer, der skulle tage sig af det, var en ganske gammeldags og ugift religions- og historielærer, hvis kæphest var hertugdømmerne, men sydligt på menneskekroppen nåede hun ikke, og derved blev det.)
I Portugal regner man med - hvor man så får den slags tal fra - at 20.000 kvinder hvert år får fjernet deres foster ulovligt. Før 1973 regnede man med at 15.-20.000 danske kvinder årligt gik til kvaksalver eller læge. Portugals befolkning er det dobbelte af den danske. Fattige kvinder i Portugals slumkvarterer eller middelalderlige landsbyer er i hvert fald ikke bedre stillede end deres daværende danske medsøstre, når de af om-stændighederne følger sig tvunget til at gå til kvaksalver.
Seksualundervisning i portugisiske skoler er påbudt ved lov, men modellen fra Forældreskolen er altomfattende. Og det i et land som gennem medierne stopfodres med al den sex, vi kender fra vore egne. Selv på det statslige tv, som har nogenlunde samme public servicefunktion som Danmarks Radio, er der frydefulde pornofilm. Det borgerlige, tidligere så snerpede dagblad Diário de Notícias bringer spaltevis af annoncer om telefonsex og massageklinikker - et område som tv-annoncørerne også deltager entusiastisk i.
Den nuværende abortlov, med sin 14-årige baggrund, var et syvmileskridt i forhold til tilstandene før. Skribenten Clara Ferreira Alves mindes de tider i 1950'erne, da Lissabons ærkebiskop, kardinal Cerejeira, fandt det ganske uacceptabelt, at kvinder studerede på lige vilkår med mænd. (Nu udgør kvinder flertallet af de studerende ved de højere læreanstalter.) Og han accepterede ikke den daværende portugisiske kransekagepræsidents kone, fordi parret ikke var gift katolsk og altså "levede i synd".
Den ugifte diktator Salazar levede hele sit liv i henhold til den kvælende bornerthed, som kom til at præge hele samfundet indtil årene efter revolutionen.
Som man kunne forvente i et sydeuropæisk samfund, er det fra den romersk-katolske kirke, offensiven mod den påtænkte lov er sat ind. Det sker i dyb forståelse med den nuværende paves indstilling om et "kompromisløst forsvar for det menneskelige liv." Tilhængerne af et "nej" henviser også til artikel 24 i grundloven, som siger, at "det menneskelige liv er ukrænkeligt".
En række biskopper har skarpt fordømt lovforslaget som uacceptabelt ud fra et kristent synspunkt. Biskoppen på Azorerne har i et snørklet hyrdebrev meddelt, at "tilladelse eller lettelse af adgangen til abort betyder et stort kulturtilbagefald som åbner vejen for en spiral af værdi-forringelser."
For første gang er der imidlertid sket et opbrud inden for den ellers så solide kirke. Selveste Lissabons patriark, den nyudnævnte ærkebiskop Policarpo, har undsagt de mest udfarende kirkefolk ved at erklære: "Det er ikke vores opgave at fremtvinge et svar, og endnu mindre at fremsætte trusler." Dette sidste henviser til de præster der har truet med at lukke for gudstjenester, hvis loven vedtages. Samtidig siger han, at man "ikke må benytte abort som et middel til familieplanlægning" - et synspunkt næppe mange kan være uenige i.
Den liberale kirkemand er tegn på nye tider i et land, som igennem historien har svinget mellem knæfald for et reaktionært Rom og udtalt antiklerikalisme blandt de kulturbærende dele af samfundet. I midten af 1700-tallet forbød den portugisiske regering ligefrem Jesuitterordenens virke i Portugal og kolonierne, der dengang også omfattede Brasilien. Ved indførelsen af republikken i 1910 ophørte katolicismen som statsreligion. Under Salazar blev der så undertegnet et konkordat med Vatikanet, der gav kirken store privilegier. Det skete i 1940, samtidig med at Spanien gjorde det samme. Portugals katolske kirke er stadig fritaget for at betale skat og andre statsafgifter - modsat andre trossamfund.
Kirkens ledere, med en undtagelse, forblev diktaturet tro og und-slog sig ikke fra at velsigne kanonerne, der blev sendt ud til kolonikrigene i 1960-70'erne. Den enkelte undtagelse var den modige biskop over Porto, som så med kirkehierarkiets velsignelse blev jaget i landflygtighed.
En række katolsk-orienterede organisationer har i de sidste måneder ført kampagner mod den påtænkte lov. En af dem hedder Atletas de Cristo, "Sportsfolk for Kristus", og tæller nogle af de mest kendte fodboldspillere blandt sine nej-tacklende medlemmer. Tronprætendentens smukke kone, som er bærer af Mickey Mouse-titlen Hertuginden af Braganca, har undsagt lovforslaget ud fra hendes opfattelse af abort som blot et alternativ for kvinder der vælger at købe bil nr. 2 i stedet for at få et barn.
Selve regeringspartiet, det socialdemokratiske Socialistparti, er splittet om "ja" eller "nej". Det hænger nok sammen med, at nogle parlamentsmedlemmer ikke ønsker at lægge sig ud med deres valgkreds i et spørgsmål, som kan anses for moral og ikke politik.
Portugals grand old man, socialisternes tidligere leder og landets højt ansete ex-præsident Mário Soares, går ind for et "ja", og det bliver vel det valg, en overvejende del af befolkningen beslutter sig for i morgen.
Men som man ved fra så mange steder i verden, det der med Gud og moral og så kvindens plads i et machosamfund, det er dælme ikke så ligetil endda.
