Kronik

Har Gud magten?

20. juni 1998

Det er beklageligt, at Jesus ikke kendte Hegels logik, så var det måske gået bedre

Med titlen på min bog "Jesus og Kristus" (1992) antydede jeg at der er forskel på Jesus og Kristus, som kirken forkynder som en og den samme, både menneske og gud. De vigtigste forskelle, bortset fra at Jesus ikke optrådte som gud og Kristus, er:
- Jesus talte imod magten; Kristus fik efter Jesus' død af sine tilhængere tillagt al magt i himlen og på jorden;
- Jesus forkyndte Guds rige for Israel; hans tilhængere henlagde Guds rige til den "kommende verden";
- Jesus sagde: Døm ikke; Tilgiv, så får I tilgivelse, - hans tilhængere forkyndte at han skulle komme tilbage som dommer og skille de fromme får fra de syndige bukke;
- Jesus krævede ikke tro på sig selv som gud, men talte om troen som en kraft fra Gud; ordet for kraft (dynamis) bruges undertiden også om Gud selv. For hans tilhængere blev tro på Jesus som Kristus betingelse for frelse.
Det er indlysende at et sådant synspunkt må afvises af kirkens mænd, som især afviste det med det dræbende argument at det ikke var noget nyt, og det havde de ret i. Præsteforeningens formand, siden forfremmet til biskop, var skuffet over at bogen ikke "stillede farlige spørgsmål til eksempelvis kirken," - hvis forkyndelse dens synspunkt blot i al beskedenhed ville tage grunden bort under.
Der var dog teologer der tog bogen alvorligt. En af dem var H. C. Wind, som i sin anmeldelse anerkendte det berettigede i min kritik af at kristendommen har gjort "magten" guddommelig, men som ikke kunne gå med til at "Gud" slet ikke har noget med magt at gøre; forstås "han" ikke som magtinstans, men kun som "kraft", opløses det religiøse i psykologi. Dette ville jeg ganske rigtigt ikke have så meget imod; væsentligere for mig er at når det "historisk er så åbenbart at den kristne kirke som andre religionssamfund faktisk har tænkt og virket i magtens kategorier", som H. C. Wind selv skriver, hænger det sammen med at disse magtkategorier gennemsyrer religionernes hellige skrifter, der således forråder selve de - religiøse eller psykologiske - erfaringer der ligger til grund for dem. Jesus' gudserfaring blev til magtforvaltning, frigørelse til undertrykkelse.

Magt og magt
I sin nye bog - "Anerkendelse. Et tema i Hegels og moderne filosofi" (anmeldt i Information den 5. juni, men anmelderen forholdt sig kun til et enkelt af bogens ti kapitler) - har H. C. Wind allieret sig med selve G. W. F. Hegel, der jo forstod at distingvere, og for hvem der var forskel på magt og dermed også på arten af konflikt. Mennesker kæmper ikke kun (mod hinanden) om position og ressourcer, men også for "anerkendelse, ære, selvværd"; denne hegelske sondring mellem "selvopholdelsens magt og anerkendelsens" vil H. C. Wind ligefrem have opfattet som "grundlaget for al humanitet"; for "kun anerkendelsen varetager den prekære balance mellem frihed og afhængighed" (s. 263).
Da jeg ikke foretager denne sondring mellem magt og magt, frakender H. C. Wind mig "mulighed-en for i dybere forstand at begribe sociale konflikters typologi og logik" (s. 245). Han spørger hvordan jeg ville stille mig til "f. eks. Hannah Arendts tese om at hvor (politisk) magt er fraværende, der har volden alle muligheder for at trives?" Jeg ville selvfølgelig svare at Hannah Arendt har ret, men jeg ser ikke hvad det legitime i politisk magt har at gøre med min kritik af at Gud og Kristus i kristendommen udstyres med den verdslige magt attributter. Jeg har i mange andre sammenhænge beskæftiget mig med sociale konflikter og argumenteret for "en rimelig balance mellem frihed og styring, begreber der ikke behøver at være modsætninger", men H. C. Wind forholder sig kun til "Jesus og Kristus", der handler om noget andet. Al humanitet kan vel heller ikke bero på at man bruger det rigtige ord ("Anerkendelse", der forøvrigt er kommet ret sent ind i det danske sprog, formodentlig introduceret af hegelianeren Heiberg).
Det er magten i gudsbegrebet jeg opfatter negativt, i modsætning til K. E. Løgstrup, der opfatter den så positivt at "magten til at være til" ligefrem er hans begreb om Gud. Over for hans "magt-teologi" og min "kraft-teologi" hævder H. C. Wind ved Hegels hjælp og med et hjemmegjort begreb en "magtdelings-teologi", som hverken opgiver magttanken eller uproblematisk fastholder den. Hegel skelner nemlig mellem "magten i sig selv og for så vidt den er subjektivitet" og dermed "ånd" og noget helt andet end "rå magt" (s. 304), og det er udmærket. Når - som H. C. Wind skriver - "menneskets selvbevidsthed er stedet, hvor Gud som magt, bliver sig selv bevidst som ånd"
(s. 302), er der faktisk ikke så langt til den "mini-bibelske teologi" han citerer mig for (s. 251) og som - i de bibelske skrifter - finder en bevægelse i Jahve fra før-moralsk naturkraft via dømmende magthaver til den tilgivende Fader, der ikke har "magt til at sætte Riget igennem; det kommer når folket gør Jahves bevægelse med." Men der er unægtelig den forskel at jeg kun skriver om Gudsriget i relation til Jesus' forkyndelse af det, mens det hos Hegel "kan forkyndes om noget der kommer, fordi det allerede er kommet" (s. 281), uden at det står klart hvornår og hvordan. Men det står klart at Gud for Hegel, uanset om "han" kaldes ånd eller subjektivitet, har eller er magten i historien, "så at det som er sket og sker hver dag, ikke blot ikke (sker) uden Gud, men væsentligt er hans eget værk," for nu at citere konklusionen på hans historie filosofi. Jeg mener ikke at Gud kan gøres ansvarlig for verdenshistorien.

Etik eller eskatologi!
Den traditionelle opfattelse er jo at Gud sætter sit Rige igennem ved denne verdens ende, og at menneskene ikke kan gøre noget for deres frelse, uanset at Jesus opfordrede dem til først at søge Guds rige og sagde at den der søger finder. En så original etisk tænker som K. E. Løgstrup kunne endda hævde at uden dette "kosmiske perspektiv", uden troen på det nært forestående Guds rige, "bliver Jesu forkyndelse etisk uholdbar". Det er uetisk at tilgive en "ugerningsmand" uden hensyn til dem hans ugerninger er gået ud over (men der er ikke nogen beretning om at han gjorde det); at opfordre til at leve ubekymret som himlens fugle, er at opfordre til "unatur", thi "vor tilværelse er nu engang ikke skabt til at leves uden bekymring". Når Jesus alligevel gjorde det, var det fordi han så frem til en helt anden tilværelse, som Gud ville sætte igennem med magt, og som ville skaffe ofrene oprejsning. Jeg mener tværtimod at med dette kosmiske eller eskatologiske perspektiv bliver Jesus' etiske forkyndelse uholdbar; hvis menneskers frelse alene beror på Guds magt og nåde, har deres forhold til hinanden ingen betydning.
Profetierne om verdens nært forestående undergang står i blokke for sig selv i de tre første evangelier, og deres billeder svarer stort set til dem man finder i samtidige jødiske apokalypser: det var så at sige konventionelle forestillinger. H. C. Wind skriver at jeg "tilsyneladende nødes til at indrømme" at jeg, ved at opfatte det apokalyptiske i evangelierne som (senere) menighedsteologi, "gør Jesus-skikkelsen til en historisk undtagelse", og han finder at jeg ikke er "helt vel tilpas ved at hans (dvs. min) teologiske helt K. E. Løgstrup, hvis tanker om Jesus...han (jeg) trofast og ukritisk følger bogen igennem, på et sent tidspunkt i sit forfatterskab slår et slag ind om eskatologien".
For det første skal jeg ikke nødes til at indrømme noget der forekommer mig indlysende. For det andet er det grotesk at jeg af kristne teologer må høre for at jeg gør Jesus til en historisk undtagelsesskikkelse, fordi jeg anser ham for mere original end de. For det tredje nødes de - som f. eks. Løgstrup - til at indrømme at Jesus "tog fejl",for verden gik som bekendt ikke under. For det fjerde er det højst mærkværdigt at H. C. Wind udnævner Løgstrup, som jeg ganske rigtigt i øvrigt sætter højt, til min teologisk helt, da han dog selv opfatter min "kraft-teologi" som modsætning til Løgstrups "magt-teologi". Det ville være langt mere træffende at opfatte hele "Jesus og Kristus" som polemik mod Løgstrups syn på Jesus; faktisk er alle henvisninger til Løgstrup, undtagen én, polemiske (men man kan jo godt polemisere uden spydigheder).
Løgstrup mener således at Jesus, før den umiddelbart forestående katastrofe, ikke "tog samfundstilstanden i betragtning"` men kun interesserede sig for enkeltpersoner; jeg mener at det for Jesus, som for de tidligere jødiske profeter, drejede sig om Israels skæbne i en skæbnesvanger situation: Det var Israels, ikke verdens undergang han advarede imod; derfor manede han til "omvendelse", det giver mening, hvis det er en mulig social katastrofe der skal afværges, ikke hvis der forestår en kosmisk katastrofe der er uundgåelig.

Logik eller psykologi?
H. C. Wind taler om mit "noget hjemmegjorte begreb om en tvedelende logik" (s. 249). Det er ikke hjemmegjort, det er polemisk overtaget fra K. E. Løgstrup, der ville føre "en altomfattende tvedelingslogik" tilbage på det tvivlsomme Jesus-ord: Den der ikke er med mig, er mod mig. Jeg indvender (i bogen) at tendensen til at overføre sprogets modsætninger på virkeligheden, for det første er meget mere elementær, og at Jesus for det andet netop bekæmpede den primitive tendens til at dele verden op i venner og fjender. H. C. Wind mener at ifølge mig var Jesus "og kun han" i stand til at bryde med denne tvedelingslogik. Mange andre har imidlertid bekæmpet den, og man kan ikke sige at Jesus havde større held til at "bryde med" den end andre, da den kristne kirke fra begyndelsen blev præget af den. "Tvedelingslogikken" hører nøje sammen med de apokalyptiske forestillinger om frelse for vennerne og fortabelse for fjenderne. Ud fra forestillingen om at Kristus har al magt i himlen og på jorden, er det også "logisk" at mennesker ikke selv kan gøre noget for deres frelse, men kun kan frelses af nåde. I denne forbindelse skriver H. C. Wind (s. 181) at jeg er "usigelige irriteret over at den kristne nådes-tanke har logikken på sin side." Jeg - "trøster mig med at logik er magttænkning, en tænkning der er optaget af sociale konflikter. Og konflikter kan ifølge ham (dvs. mig) kun skyldes den onde kapital, dårlig opdragelse og mangel på oplysning."
Jeg ved ikke af at jeg har givet udtryk for nogen usigelig irritation eller har haft behov for trøst, og jeg var heller ikke klar over at logik er optaget af sociale konflikter. Jeg har ikke ytret mig om hvad konflikter "kun" kan skyldes og slet ikke behandlet det tema i "Jesus og Kristus", hvor jeg ikke skriver om den onde kapital, men nok citerer Jesus for at man ikke på en gang kan tjene Gud og mammon.
Men det er på dette "logiske" sted H. C. Wind i alliance med G. W. F. Hegel sætter sit angreb ind. Han citerer mig et par gange for at "virkeligheden ikke er så logisk at mennesket enten suverænt kan frelse sig selv eller ikke gøre noget som helst godt," og slutter heraf - ikke just logisk - at fundamentet for min teori er "en virkelighed, hvor al tale om logik ser ud til at være ødelæggende." Jeg tillader mig nemlig at henvise til noget så ulogisk som (psykologiske) erfaringer, men "en psykologi...kan ikke besejre en logik (s. 51); det kan kun en ny logik, Hegels nemlig. "At henvise til en ikke-logisk virkelighed kunne snart vise sig at være det samme som at appellere til instinkternes, naturens virkelighed" (s. 179).
Det er beklageligt at Jesus ikke kendte Hegels logik, så var det måske gået bedre. Men når han bekæmpede "den primitive trang til at diskriminere" og opfordrede til at elske fjenden, appellerede han så til instinkterne? Den apokalyptiske og moralske dualisme, som kristendommen fra begyndelsen blev gennemsyret af, er netop - uanset at Løgstrup kaldte den "tvedelingslogik" - primitiv psykologi, som gerne triumferer i krisetider: så er man enten med "os" eller mod os. Hvad H. C. Wind imod mig citerer Hegel for: at der "hverken i himlen eller på jorden, hverken i den åndelige eller i den naturlige verden gives et så abstrakt enten-eller som forstanden hævder", vidner for mig om at virkeligheden netop ikke er "logisk" i den primitive enten-eller-forstand som dogmatiske religioner og ideologier hævder. Deres "logik" er vitterlig ødelæggende; at påstå at al tale om logik er det, er simpelthen vrøvl.
H. C. Wind har i så høj grad gjort Hegel til sin ven og mig til hans fjende at han også mener at måtte anholde at jeg i mine kommentarer til min udgave af Kierkegaards "Begrebet Angest" (1960) har bidraget til latterliggørelsen af Hegel, hvilket forekommer mig lige så træffende som at jeg i "Jesus og Kristus" ukritisk og trofast følger K. E. Løgstrup.
Men netop Hegel er en dårlig allieret for H. C. Wind, når han står så stejlt på at man ikke kan "spille psykologiske erfaringer ud mod logikken" (s. 244). For Hegel var logikken ikke en sfære der var adskilt fra den psykologiske virkelighed; det er ifølge ham ikke først logikken, men virkeligheden der er "dialektisk" (og netop ikke enten eller), og udgangspunktet for Hegels dialektiske logik - at modsætninger ikke udelukker hinanden, men mødes i en syntese - var kærlighedsforholdet: i kærligheden glemmer man sig selv i den anden og genvinder sig selv med den anden.

Kærlighed og anerkendelse
Det ville ligge mig fjernt at påstå at der ikke er konflikt i kærlighedsforholdet (det var såmænd udgangspunktet for mine egne forsøg på tænkning i "Digtere og dæmoner", 1959) og at bestride at konflikter ikke blot kan gælde (ydre) magt, men også anerkendelse, der for H. C. Wind altså også er en slags magtkamp.
Jeg finder det rimeligt at skelne mellem kamp om selvopholdelse og kamp for at blive sig selv, hvilket kun er muligt i forhold til den anden - i kærligheden - og til de andre - i gensidig anerkendelse. Begrebet forekommer mig endda frugtbart, bl. a. fordi kærligheden, der umiddelbart associeres med eros, er et så overbelastet begreb, ikke mindst i den kristelige terminologi. "Anerkend din fjende" (som den han er, og pådut ham ikke alt det du ikke bryder dig om), ville vel endda komme den oprindelige ordlyd nærmere end "Du skal elske din fjende". Også på dette punkt må jeg indkassere en reprimande af H. C. Wind, fordi jeg ikke sondrer mellem "naturens givne kærlighed og anerkendelsens formning af den" eller mellem eros og agape; det gør jeg udtrykkeligt i "Jesus og Kristus", det er blot ikke et enten-eller, men mere dialektisk: "Agape helt uden eros er vist lige så hjerteløs som eros uden agape."
Så jeg er fuld af anerkendelse for at H. C. Wind har draget dette begreb frem fra den unge Hegel og, især, fra samtidige filosoffer der også har gjort det. Men at der er forskel på magt og magt, er ikke noget argument for at Gud/Kristus/-Ånden alligevel har al magt i himlen og på jorden: det er kristentro, det er ikke logik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu