Det er især erkendelsen af, at Sinn Fein er kommet for at blive, der har fået den britiske regering til at skifte politik
NORDIRLAND
Det var måske godt det samme, at Information ufrivilligt havde afkortet Ulla Terkelsens indlæg om den nordirske konflikt 'Konflikten, der måske aldrig vil dø' den 11. juni. For her får man endnu engang den sædvanlige historie om den uforanderlige borgerkrig, der altid vil dukke op igen.
Den nordirske konflikt handler langt fra blot om primitive modsætninger og had mellem to befolkningsgrupper. Ulla Terkelsen omtaler selv 60'ernes borgerretsbevægelse, som tog udgangspunkt i den politiske og sociale undertrykkelse af de nord-irske katolikker under det unionistiske styre (1921-72). Det er spørgsmål, der stadig kun delvist er blevet rettet op på. Volden har ikke været noget, der kun foregik mellem de to befolkningsgrupper, ligesom utroligt mange parter har været involveret i fredsprocessen, hvad der også vidner om konfliktens kompleksitet. Det var først, da rigtigt mange af konfliktens parter rykkede sig, at et kompromis og dermed en aftale kom inden for rækkevidde.
Hvad er da det nye i denne situation, som adskiller den fra andre tidligere aftaler vedrørende Nordirland, og som kan gøre situationen fundamentalt anderledes end tidligere efter valget til den nye nordirske forsamling i går.
Det er på den ene side, at den britiske regering for første gang seriøst har forhandlet med bl.a. Sinn Fein som repræsentant for den republikanske bevægelse og dermed fået en egentlig fredsaftale i stand. Og for det andet, at Sinn Fein har accepteret et 'overgangsarrangement' som en vej til deres egentlige mål, et forenet Irland. Faktisk har Sinn Fein accepteret en konstruktion som tidligere kun det moderate irsk-nationalistiske SDLP (Det socialdemokratiske Arbejderparti) kunne gå ind for. F.eks. i Sunningdale-aftalen i 1973.
Alt tyder på, at det er Sinn Feins indstilling, at kampen for et forenet Irland fremover skal foregå på den politiske scene. Men freden kan let undergraves, f.eks. af de nej-sigende unionister med Ian
Paisleys Demokratiske Unionistparti (DUP) i spidsen, som ønsker at bevare status quo i Nordirland. De fik sandsynligvis ca. halvdelen af de nordirske unionister til at stemme nej til fredsaftalen den 22. maj. Det helt afgørende bliver derfor, hvor mange pladser de sikrer nej-siden i den kommende nordirske forsamling. De er indstillet på at modarbejde fredsaftalen, først og fremmest det irske Nord/Syd-samarbejde, som de britiske og irske parlamenter af samme årsag er blevet gjort ansvarlige for. Men ifølge fredsaftalen skal beslutninger i det nye Nord/Syd-Ministerråd tages ved konsensus. Det er især her de nej-sigende unionister vil kunne lave ravage, hvis de har styrken til det.
Unionisterne
Helt afgørende bliver det dog, hvordan den britiske regering tackler unionisterne - ikke mindst deres krav om paramilitær (læs: IRA) våbenaflevering, som er uklart formuleret i fredsaftalen. Hvis regeringen støtter unionisterne i dette uden at leve op til aftalens ordlyd mht. fremskridt i Nord/Syd-samarbejdet og på det menneskeretlige område, risikerer Sinn Fein at miste opbakningen i sit bagland til sin politiske linje. Dette kan bringe en genopblussen af den væbnede konflikt snublende nær.
Tesen om den uforanderlige borgerkrig får tilsyneladende Ulla Terkelsen til at misse de skift, som er sket i nordirsk politik og i britisk politik vedrørende Nordirland. På mange måder er det den britiske regering og republikanerne, der har været de egentlige hovedmodstandere i konflikten. Uden deres vilje til at skabe en løsning, var den ikke kommet i stand. Uanset de betydningsfulde skridt for at opnå et kompromis, som f.eks. det største unionistiske parti UUP, og de små loyalistiske partier, der repræsenterer de protestantiske paramilitære grupper, også har taget. For ikke at tale om den irske regering.
Hvad fik da den britiske regering til at satse på en egentlig fredsløsning i Nord-irland, dvs. en løsning der omfatter alle nordirske parter i konflikten, også Sinn
Fein og andre partier med paramilitær tilknytning, i stedet for at nøjes med at få en aftale i stand med de såkaldte konstitutionelle nordirske partier (UUP, DUP, SDLP og det lille Alliance parti), som man hidtil havde gjort?
Britisk politik frem til omkring 1990 havde været at søge at stabilisere situationen ved at holde konflikten på et 'acceptabelt voldsniveau', som det blev sagt. Taktisk søgte man at isolere republikanerne og afviste at forhandle med dem med den begrundelse, at den britiske regering ikke forhandler med 'terrorister'. At man så alligevel holdt en varm linje gående til republikanerne i næs-ten alle årene siden de første forhandlinger i 1972 er en ganske anden sag.
Men det er aldrig lykkedes den britiske regering hverken, at skabe en holdbar aftale med de konstitutionelle partier, eller at reducere den republikanske bevægelses betydning. Tværtimod så man, fra begyndelsen af 80'erne, at Sinn Fein udvikles til et egentligt politisk parti med en omfattende vælgermæssig tilslutning. Det er især erkendelsen af, at Sinn Fein er kommet for at blive, som har fået den britiske regering til at skifte politik. Sammen med i øvrigt forandringerne på verdensscenen med Sovjetblokkens fald, som gjorde, at den republikanske bevægelse, som f.eks. ANC og PLO, ikke længere blot og bart kunne ses som en fjendtlig part i konflikten mellem Vest og Øst. Det er sandsynligt, at kræfter inden for det britiske establishment (f.eks. efterretningstjenesten) ser den nye britiske politik som en ny måde at pacificere republikanerne på. Men situationen dikteres ikke kun af det britiske establishment. Republikanerne står i dag så stærkt i irsk politik, at de selv er i stand til at påvirke udviklingen - også uden IRA.
Pragmatisk politik
Netop dette er en vigtig forudsætning for at forstå, hvorfor Sinn Feins ledelse er gået ind på denne fredsaftale. Men naturligvis vil alene befolkningsudviklingen, hvor den katolske befolkningsgruppe i løbet af de næste 10-15 år vil nærme sig de 50 procent af befolkningen i Nordirland, også bidrage til at bevæge situationen i republikanernes retning.
Men uden den betydningsfulde udvikling af Sinn Fein som politisk parti, der medførte både en politisk radikalisering og en langt mere pragmatisk politik, hvor meget af det gamle republikanske ideologiske arvegods blev hældt overbord, ville Sinn
Fein slet ikke have accepteret den aftale, som de nu er gået ind på. Det er svært at forstå, at dette ikke skulle være andet end "en meget u-moderne bevægelse bemandet med gammeldags mennesker" (Ulla Terkelsen den 11. juni).
Det er fristende at knytte forbindelsen tilbage til borgerretsbevægelsen, som med Ulla Terkelsens ord var "moderne mennesker tæt ved
tidsånden". Forudsætningerne for IRA's genopståen i 1969-72 var volden rettet mod bevægelsen fra det nordirske styre, fra protestantiske voldsmænd og paramilitære grupper (som allerede var aktive inden borgerretsbevægelsen blev en massebevægelse i 1968), og de britiske styrker, som blev indsat i 1969. Samt naturligvis at de, der på det tidspunkt genoprettede IRA, var de gamle traditionalistiske republikanere, der mente, at en fortsat militær optrapning ville få den britiske regering til at trække sig ud af Irland. Men de mange unge som tilsluttede sig IRA var derimod for manges vedkommende de tidligere aktivister i borgerretsbevægelsen. Det var dem der med folk som Gerry Adams i spidsen senere overtog den republikanske bevægelse, omformede den og opbyggede Sinn Fein som et politisk parti.
