Læsetid: 2 min.

Den halve succes

Debat
30. juni 1998

Tak til 'de fire løbegale' for en konstruktiv kritik

BROLØBET
'Fire løbegale voksne', som de selv kalder sig, fortalte forleden her i Information "den anden halvdel af sandheden om det store broløb på Storebælt, som i bakspejlet ligner en succes." Den anden og mindre heldige halvdel af sandheden handler i følge de fire om bl.a. forsinkelser, kold ventetid og for lidt vand. De fire finder, at arrangementet var for stort, og at Røde Kors var for grådig. Vi burde have brugt lidt mere af deltagergebyrerne på at få arrangementet til at klappe, hedder det bl.a.
Jeg var selv i startområdet som tilskuer hin blæsende formiddag, og også jeg frøs - selv om jeg var betydelig varmere klædt på end de mange, der skulle ud at løbe. Allerede på det tidspunkt glædede jeg mig dog over den positive stemning, der overvejende var blandt løberne trods ventetiden - lige som jeg nu glæder mig over den sportslige tone, der trods alt er i de fire løberes kritiske beretning.
Røde Kors har ingen erfaring i at arrangere marathon og cykelløb, derfor havde vi overladt det til ekspertisen at arrangere alle de store sportsbegivenheder ved brofestlighederne, nemlig Danmarks Idræts-Forbund. Men når så mange mennesker er samlet til så stort et arrangement, kan det næsten ikke undgås at noget kikser, ligegyldigt hvor grundigt man har planlagt. Det fritager naturligvis ikke Røde Kors for et overordnet ansvar, og jeg kan kun beklage, hvis der var punkter, hvor disse arrangementer ikke levede op til den standard, man kan forvente.

Tørstige løbere
Skulle vi arrangere løbet igen i næste uge, ville vi bruge de erfaringer, vi høstede her - bl.a. er det soleklart, at der ikke må mangle vand til de tørstige løbere, der kommer i mål. Det kom også bag på arrangørerne, at det tager så lang tid at sende et felt rulleskøjteløbere afsted, og at det blev nødvendigt at lede en snes store lastbiler med løbernes tøj igennem hele feltet med løbere, i stedet for den anden vej under den viadukt, der viste sig at være for lav.
Andre ting kunne vi dog ikke lave om på, selv med de erfaringer, vi nu har. Det var jo broen, der var selve begivenheden - men jeg tror nok, Danmarks Idræts-Forbund vil skrive under på, at der er smartere steder at henlægge start og mål, hvis man vil have et halvmarathonløb til at forløbe gnidningsfrit.
Med hensyn til antallet af deltagere, så har udgangspunktet hele tiden været, at så mange som muligt skulle deltage i denne folkefest. Vi har endda været under meget stort pres for at lukke op for endnu flere. Af deltagergebyret har Dansk Røde Kors modtaget 50 kroner for hver deltager. Hvis det er grådighed, så vær forvisset om, at det er en grådighed på vegne af de hundrede tusinder af mennesker rundt om i verden, hvis lidelser vi nu kan lindre takket være disse penge.
Og så i øvrigt tak til de fire løbegale for konstruktiv kritik, som forhåbentlig kan føre til et endnu bedre arrangement næste gang, det måtte blive aktuelt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her