Kronik

Historien findes ikke den skrives

22. juni 1998

Om hundrede år taler man måske om trediveårskrigen 1914-1945. Den Anden Verdenskrig er så forsvundet, men det er bomberne over Dresden eller barakkerne ved Auschwitz ikke

Da postmodernismen i begyndelsen af 80'erne ramte de danske universitetsmiljøer, handlede det for historiefaget først og fremmest om 'de store fortællingers fald'.
Historien mistede historiefilosofien, dvs. troen på at historien manifesterer en bestemt bevægelse frem mod et bestemt mål. Postmodernismen ramte uden tvivl den store marxistiske fortælling hårdest. Dels var marxismen dominerende i universitetsmiljøet i slutningen af 70'erne, dels har ingen anden historiefilosofisk doktrin så dygtigt og avanceret udnyttet den videnskabelige historie til at føre bevis for sine påstande. Derfor har marxisterne det ofte så svært med postmodernismen.
Der er fire elementer, som i debatten om historiefaget mere eller mindre velbegrundet er blevet forbundet med postmodernismen:
*Tabet af de store fortællinger,
*tabet af den absolutte sandhed,
*den kulturhistoriske vending
*den litterære genrebestemmelse af historieskrivningen.

Hverken nationen, fremskridtet eller produk-tionsmådernes fremadskriden virker i dag troværdige som historiens motor og mening. Man kan vælge at se historiens fragmentering som fraværet af enhver form for sammenhæng, men det er en overdrivelse. Postmodernismen udelukker på ingen måde forekomsten af lokale og begrænsede sammenhænge i historien.
Det er også vigtigt at bemærke, at tabet af de store fortællinger ikke betyder, at høje idealer og vidtløftige målsætninger er umulige. De kan blot ikke begrundes i historien. Nogle ser udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder som 90'ernes store fortælling. Det er der for så vidt intet forkert i; men historien leverer altså ingen garantier for denne fortælling.

Hvis nogle historikere har svært ved at acceptere tabet af historiefilosofien, er der givetvis flere, der har problemer med tabet af den realistiske erkendelsesposition: forestillingen om, at vi kan opnå sikker og umiddelbar erkendelse af verden. Når man drister sig til at hævde, at de historiske begivenheder og sammenhænge er konstruerede, skydes man derfor i skoene, at så kan man ikke vide noget som helst.
Man kan naturligvis hævde, at der kun gives absolutte erkendelsesteoretiske positioner; enten eksisterer verden uafhængigt af - men principielt tilgængelig for - vor erkendelse, eller også kan vi intet vide med sikkerhed og alle udsagn er derfor lige gode. Jeg tror, at de fleste moderne filosoffer er mere pragmatisk indstillede, og at det mest ædruelige, historikeren kan gøre, er at besinde sig på, at historien både er kendsgerninger og konstruktion. Historikerens problem er, at kendsgerninger i sig selv er uinteressante.
Lad os endelig slå fast, at Den anden Verdenskrig fandt sted mellem 3. september 1939 og 15. august 1945. Lad os også slå fast, at det i nogle situationer - f.eks. når revi-
sionistiske historikere benægter eksistensen af KZ-lejrene - er vigtigt at kunne argumentere for de historiske kendsgerninger. Den anden Verdenskrig er imidlertid mere end en række kendsgerninger. Den er en 'begivenhed', som vi i dag benytter, når vi orienterer os i fortid og nutid. Begivenheden 'Den anden Verdenskrig' foreligger ikke bare, den er konstrueret ved at udtage to hændelser eller 'kendsgerninger' fra en uoverskuelig mængde, og ophøje dem til begyndelsen og slutningen på en begivenhed.
Der er ingen, der siger, at dette ikke er et fornuftigt valg; bl.a opfattede samtidens aktører jo tingene på denne måde. Pointen er imidlertid, at begivenheden godt kunne konstrueres på en anden måde.
Man kunne f.eks vælge at betragte de to verdenskrige i dette århundrede som én begivenhed. Om hundrede år taler man måske om trediveårskrigen 1914-1945. 'Begivenheden' Den anden Verdenskrig er så forsvundet, men det er bomberne over Dresden eller barakkerne ved Auschwitz ikke.
Diskussionen om forholdet mellem konstruerede begivenheder og de kendsgerninger, hvis eksistens det ikke giver mening at benægte, er interessant og formodentlig uafsluttelig. Den er blevet for-stærket af de postmoderne synspunkter, men den har faktisk været ført længe før postmodernismen ramte Danmark.

Historikere med forkærlighed for hårde og indiskutable kendsgerninger har uden tvivl fået det sværere i de seneste to årtier. Historiefaget har nemlig undergået en kulturhistorisk vending, og internationalt har 'new culturalism' været en af de mest markante retninger, omend den ikke er specifikt postmoderne.
Den ny kulturhistorie fordobler på en måde problemet om den konstruerede fortid. Ikke blot skal historikeren konstruere begivenheder og sammenhænge ud af den fortidige mangfoldighed, selve genstanden for historikerens arbejde er nu de historiske aktørers egne - oftest sprog-lige - konstruktioner af verden.

Kønshistorien er et eksempel på den tilbagetrukne rolle, kendsgerninger spiller i den ny kulturhistorie. Selv ikke den mest ihærdige postmodernist orker vel at benægte, at der objektivt og sikkert og uafhængigt af tid, rum og sprog findes mænd og kvinder. Her er der tale om et uafviseligt biologisk eller ontologisk træk ved verden. Kønshistorikerne er imidlertid ikke interesseret i de biologiske kendsgerninger mænd og kvinder, men derimod i de kulturelle konstruktioner 'mænd' og 'kvinder' - i maskulint og feminint, faderrollen og moderrollen. Trods den biologiske konstans var det at være kvinde i middelalderens Frankrig, i 1700-tallets Danmark eller i 1980'ernes Iran noget helt forskelligt, der kun kan analyseres og forstås via de kulturelle konstruktioner.
Kulturhistorikerne læser tekster; ikke for at finde kendsgerninger, men for at udlede mening og betydning. De spørger ikke, hvordan fortiden var, men hvad den betød. Det er kun naturligt, at de er inspirerede af de litterære fag, der har lang erfaring med og avancerede metoder til at udlede mening af tekster. Kun i en meget radikal fortolkning betyder det, at verden reduceres til tekst. I en mere pragmatisk fortolkning betyder det, at vor adgang til fortiden altid er sprogligt bearbejdet, og derfor altid indeholder et uomgængeligt og centralt element af konstruktion.

Det fjerde element i postmodernismen er en lidt anderledes litterær udfordring til historiefaget. Den angår ikke historikernes metode til at opnå adgang til fortiden, men selve grundlaget for historikernes praksis. Det påstås, at historieskrivningen - som man dårligt kan benægte er ren tekst - er en litterær genre. Heri kan man naturligvis vælge at se endnu et vidnesbyrd om, at postmodernismen vil gøre historien til ren og skær fiktion. Men selvfølgelig er historieskrivningen en litterær genre; den har og må nødvendigvis have regler for hvad og hvordan der kan skrives. Vi kan og skal diskutere, om reglerne er fornuftige. Men ikke, at der skal være regler.
En af reglerne er kravet om dokumentation. Den historievidenskabelige genre kræver kort og godt, at der henvises til noget uden for historikerens egen tekst. Denne regel bør man fastholde. Ikke fordi historieskrivningen derved bliver finere eller mere sand end andre genrer; men fordi den i kraft af denne regel skiller sig ud ved at være forpligtet på noget, der gør modstand mod vilkårlige konstruktioner (barakkerne ved Auschwitz for eksempel).

De indsigter og synsvinkler, der her er betegnet som postmoderne, skal på ingen måde bagatelliseres; men man behøver på den anden side ikke drage den radikale konklusion, at enhver mening og sammenhæng hører op. Tværtimod har den postmoderne historieskrivning givet anledning til masser af god og meningsfuld historie. Hvis man vil være med i en konstruktiv og kritisk debat om historiefagets fremtid, skal man lade være med at se postmoderne spøgelser.

Niels Brimnes er historiker, Ph.D. og arkivar ved Rigsarkivet.

Apropos - Er krig en tekst?

På en flad mark i det sydlige Polen ligger en række forfaldne barakker og erindrer os om en af dette århundredes store katastrofer. Barakkerne ved Auschwitz kaster et bizart skær over den diskussion om Den anden Verdenskrig, som har været oppe at vende nogle gange i Informations spalter i foråret. Man har tilsyneladende diskuteret, om Den anden Verdenskrig virkelig fandt sted eller om den blot var og er en 'tekst', man kan fortolke, som man vil? I al korthed kunne man svare: rejs til Auschwitz og bliv overbevist.
Ved nærmere eftersyn drejer debatten sig da også om noget helt andet. Den drejer sig om, hvad det vil sige at skrive historie under postmoderne vilkår. I en kronik den 30. marts argumenterede to historiestuderende - Nina Kofoed og Søren Tegen Pedersen - for, at nye 'postmoderne' synsvinkler burde tages i anvendelse i det alt for traditionalistiske danske historikermiljø. Kofoed og Pedersen opfordrede blandt mange andre ting til, at man læste krige og kulturer som tekster. Svaret fra det etablerede historikermiljø kom den 15. april i form af et indlæg fra Benito Scocozza, som i et lidt skingert ironisk tonefald og med "dog-matisk stædighed" ønskede at slå fast, at Den anden Verdenskrig faktisk fandt sted. Derudover fandt Scocozza, at den postmoderne relativisme gjorde det meningsløst overhovedet at beskæftige sig med historien. Den 13. maj rasede Claus Heinberg videre over "den aggressive postmoderne historieopfattelse", hvorefter krige blot er en slags tekst, og historien i øvrigt ikke findes.
Ved at radikalisere den såkaldt postmoderne historieopfattelse ud i det meningsløse, skyder kritikerne imidlertid langt over målet og bringer debatten ned på et alt for lavt niveau. De illustrerer samtidig ganske godt store dele af det etablerede danske historikermiljøs problemer med at håndtere de udfordringer, som nyere strømninger inden for historiefaget byder på. Hvis man ønsker at holde de aktuelle udviklinger i historiefaget i verden omkring os på afstand, er det naturligvis også det letteste at fremmane et postmoderne spøgelse. Alternativt kunne man prøve at holde hovedet koldt og interesseret analysere de påstande, der er indeholdt i den lidt misbrugte samlebetegnelse 'postmodernismen'.
Niels Brimnes

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu