Læsetid: 4 min.

Konflikten, der måske aldrig vil dø

Debat
11. juni 1998

Irland stemte alligevel ja til Fredsaftalen

UNION
Da den irske borgerkrig for 30 år siden startede endnu en runde, var det et tegn på, at konventionelle politiske metoder havde spillet fallit over for Nordirlands problemer. Det ydre tegn var, at Bernadette Devlin smadrede en gadeflise i Derrys Bogside.
Politikken i Nordirland, og i London i forholdet til Nord-irland, havde været konven-tionel politik, når konven-
tionel politik er værst. Altså sløv, langsommelig, uden antenner, når det gjaldt Londons forhold til Nordirland. Og brutal og indbildsk, når det gjaldt det nordirske protestantiske establisments foragt for de demonstrerende borgerretsforkæmpere. De efterlignede borgerretsbevægelsen i USA, de var inspirerede af studenterrevolterne på universiteterne i Europa og USA, de var moderne mennesker tæt ved tidsånden.

Fordi de blev mødt med ligegyldighed i London og brutalitet i Nordirland, så var de - med Bernadettes brækkede flise og barrikadernes brosten - med til at give nyt liv til en meget u-moderne bevægelse, bemandet med meget gammeldags mennesker: IRA, den irske undergrundshær, terrorbevægelse, guerilla - hvad man nu orker at kalde IRA. I hvert fald har IRA rødder flere hundrede år tilbage i Irlands historie, og det har altid handlet om kampen for at komme fri af britisk kolonialisme.
Men da det gamle IRA igen var stået op af skyttegravene og på ny var begyndt på den blodige dødedans med skiftende fjender - så var det den britiske hær, så det protestantiske politi, så civile mål i England, sågar i Gibraltar eller Tyskland eller bare helt tilfældigt - da IRA vendte tilbage, genopstod også de protestantiske guerillaer.
Det var en selvgentagende konflikt med en helt fast koreografi: Så trappedes der op, så trappedes der ned. Så døde der over 3.000 mennesker.

Jeg arbejdede der som journalist i årevis, jeg boede der også en overgang. Det var en af den slags konflikter og Irland er et af den slags lande, der overtager en totalt. Når man er kommet "ud", så går man og misser med øjnene og kigger på alle de normale mennesker, der bor i normale byer og lande i den normale del af verden. Man kigger på dem, men man er i sine tanker og i sin underbevidsthed ovre hos de andre, de besværlige i Nordirland, de farlige og ubønhørlige.
Nu - forleden - var det måske begyndelsen til enden. Til enden på konflikten, til enden på de besværlige og farlige og ubønhørlige nord-ireres greb om alverdens
avisoverskrifter og fredsommelige iagttageres tanker og underbevidstheder. Måske får de fred. Måske. De sagde i hvert fald ja til Fredsaftalen.
W. Churchill skrev i "Den store Krig" om Irland efter Første Verdenskrig, at den nordirske konflikt var den eneste, der stod uberørt af krigen. Første Verdenskrig ændrede mere i verden end nogen anden krig før eller siden - mener Churchill altså. Tiden, der fulgte, var total anderledes end tiden før. Imperier var gået til grunde, verdenskortet ændret, USA var på banen, kvinderne fik kort hår og skørter.

Men da vandene fra Første Verdenskrigs syndflod trak sig tilbage, da stak kirketårnene i Fermanagh og Tyrone op over vandet. Fermanagh og Tyrone er to nord-irske grevskaber, der ved Irlands deling i 1921 kom med i Nordirland, skønt de to grevskaber burde være blevet en del af Den irske Fri Stat, det der blev til Den irske Repu-blik. Det, der blev Nordirland ved delingen, det var de grevskaber, der havde protestantisk flertal. Men i Fermanagh og Tyrone var der romersk-katolsk flertal. Alligevel kom de med i Nordirland, fordi en af de nordirske adelsfamilier havde store jordbesiddelser i Fermanagh, ja, og det så pænt ud med seks grevskaber i stedet for fire. Koloniale grænser blev tit trukket med løs hånd.
Men - skriver Churchill så om kirketårnene, de protestantiske og de katolske, i Fermanagh og Tyrone - deres strids integritet var uberørt af syndfloden.
Altså: Hader vi hinanden eller hvad? Selvfølgelig gør vi det. Har vi altid hadet hinanden, vil vi blive ved med det? You bet. Hadet og historien fremfor alt.

Jeg var tilbage i Nordirland for nyligt, da de stemte ja til freden. De var som de altid har været, irerne. Talende, drikkende, grinende, uforsonlige - men der var alligevel forskel. De var ligesom blevet moderne. Moderne mennesker. Den mest moderne af dem kom fra Dublin, fra Republikken. Det var rock-stjernen Bono. Han var taget op til Belfast for at trygle dem om at stemme ja til freden, han sang for dem, han tog hænderne fra en katolsk politiker og en protestantisk politiker og holdt dem op mod himlen og bad dem allesammen om at give freden en chance. Bono kom som fra det ydre rum. Eller - Irland er det mest kristne land i Europa - han kom som en frelsende engel, der bad dem om at tilgive hinanden. Bernadette og hendes kammerater i borgerretsbevægelsen var moderne mennesker, der udløste en ældgammel stammekrig - igen. Måske var det moderne menneske Bono med til at afslutte sidste runde. Måske kommer der ingen ny.
Men Ian Paisley, de nej-sigende protestanters åndelige leder, siger noget andet. At man ikke kan tilgive nogen, der ikke har angret. IRA har ikke angret, de vil heller ikke aflevere deres våben. Fortsættelse følger - måske, måske ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her