Hvor er det dog ærgerligt!
10. JUNI - Endelig bliver en af de mange romaner, jeg har oversat - Charl Fraziers Cold Mountain - anmeldt i Information - og så bliver det af en person (Martin Møller), der tydeligt ikke er i stand til at læse indenad - hvis han da overhovedet har gjort andet end at læse flapteksten og foromtalen.
Hvis jeg skulle opregne alle Møllers misforståelser, ville jeg blive nødt til at citere næsten hele anmeldelsen, så jeg skal nøjes med en enkelt:
Møller skriver, at "Inman (bogens hovedperson, Per Vadmand) er noget af det mest heroiske, der i lange tider er blevet skildret i litteraturen..." Ja, jeg troede faktisk, der var tale om en trykfejl, og at der skulle have stået "mindst", men det gik op for mig, at Møller virkelig mente det. Den Inman, jeg har læst om og oversat, er et plaget menneske, i bund og grund så forrået af sine oplevelser under krigen, at han til sin egen selvforagt er blevet forvandlet til en følelseskold dræbermaskine og tvivler stærkt på (hvad den opmærksomme læser også gør) at han nogen sinde vil kunne leve et normalt liv - og på om han har ret til det med det, han har på samvittigheden. Han er menneskesky, til tider ondskabsfuld og uden medlidenhed med svagere sjæle. Meget heroisk, ikke? Men en så sammensat og ødelagt person er altså i Møllers øjne en "detaljeret og fotogen dukke i et detaljeret og fotogent frilandsmuseum"... Det påståede "fravær af historiske og politiske analyser og forklaringer" orker jeg ikke at modbevise med dokumentation, men må blot igen undre mig. Det drejer sig ikke her om, at Møller og jeg blot vurderer Cold Mountain forskelligt. Det er helt tydeligt ikke den samme bog, vi har læst.
Møller skriver til sidst, at slutningen er lige til at græde over. Det er jeg enig med ham i, men jeg tror ikke, vi mener helt det samme...
Jeg håber, at hvis Møllers anmeldelse har afskrækket nogen fra at læse denne herlige, men ind imellem dybt foruroligende bog, kan disse linier råde bod på det. Og så er jeg da under disse omstændigheder for en gangs skyld helt glad for, at oversættelsen ikke er omtalt i anmeldelsen.
Per Vadmand
Degnebakken 7
4100 Ringsted
Alternativ dokumentation
10. JUNI - Engang skulle alting være alternativt, for at der skulle være noget ved det. Og det lavede man selvfølgelig meget grin med. Det har aldrig været godt at sige at nogen er dum, så kunne man sige 'alternativt begavet'.
For endnu længere tid siden må det have været alternativt at bønderne reddede høsten ved at forgifte den mark, hvor kornet groede. Men det er de blevet ved med så længe, at dét nu hedder konventionelt landbrug.
'Alternativ medicin' producerer man bl.a. andet ud fra nogle optegnelser, der er så gamle, at den kemiske industri ikke kender til dem.
Det man ikke kender er farligt. Og det er altid farligt for en virksomhed, når kunderne begynder at handle andre steder.
Derfor har de gjort hvad de kunne for at skræmme syge mennesker til ikke at bruge den alternative medicin. Særligt har man hævdet, at den helbredelse, der evt. måtte følge efter brugen, kun er rent tilfældig. "Virkningen er ikke dokumenteret", siger de.
De sidste 10 år har jeg levet med en let epilepsi, og jeg har været i behandling næsten lige så længe. Der findes lige så mange forskellige slags epilepsimedicin, som der er sodavand. Efterhånden tror jeg ikke, der kan være nogen tilbage, jeg ikke har prøvet, og de er alle undersøgt og virkningen er-klæret 'dokumenteret'. Og tusind gange har lægen fundet den dybt alvorlige mine frem og sagt at, denne her, den virker.
Så gik jeg et stykke tid hos en kinesiolog. Hun gjorde mange mærkelige ting, der ikke var så nemme at tage alvorligt, men hun sagde tit, at det var tilladt at grine - mere højtideligt var det ikke. Hun nåede ikke at helbrede mig fuldstændig, men hun reducerede faktisk antallet af anfald til et forholdsvis tåleligt niveau.
Med udokumenterede metoder!
Så må det også være tilladt at grine af hvad det betyder, når man officielt skelner mellem medicin med og uden dokumenteret virkning.
Her ser jeg to alternativer, og ved ikke helt om jeg skal grine eller græde.
Sven Bille
Schacksgade 6
1365 København K
Miljøet halter
10. - JUNI. Trods en stor indsats i de europæiske lande hvor man har taget en række skridt til at løse en lang række miljøproblemerer, kvaliteten af Europas miljø ikke blevet forbedret, det er lykkedes at begrænse visse miljøbelastninger, men generelt er der ingen afgørende forbedringer af miljøet i Europa.
Det tager tid, før man kan måle effektiviteten. Det er et dystret perspektiv at der trods en stor indsats visse steder ikke er sket nævneværdige fremskridt, det lover ikke godt for de næste generationer.
Flemming Rasmussen
Belsager 29
2670 Greve.
Valkyrien fra Als
10. JUNI - Kære økologiske venner. En bemærkning til alle, som føler - eller deltager i - den økologiske debat: Helga Moos, valkyrien fra Als, bruger først og fremmest sit skingre anti-økologiske feltog til at promovere sig selv, og det er hverken sagligt eller holdbart.
Økologien er kommet for at blive.
Det håber vores kvalitetsbevidste kat også. Den vil nemlig kun drikke økologisk sødmælk.
Jørgen Mågård
Svangkærvej 9, Smedeby
6340 Kruså