Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. juni 1998

Møgelhøj, FDB og Lundgaard
18. JUNI - Med en lugt af arrogance, foregiven gammelmandstroværdighed og springende research flyder lederskribentens sure galde ned over siden den 16. juni med den muntre overskrift "Ebbe i Brugsen".
Møgelhøj, FDB og Lund-gaard er bare ikke gode nok for lederskribenten. Møgelhøj går den forkerte vej gennem svingdøren efter at have tabt formandsvalget, og det er blot tegn på FDB's krise. Nu om stunder kan lederskribenten ikke længere uforstyrret købe politisk korrekt ind i Irma men må, i de nymoderne brugser ved siden af den Møgelhøjske økologiske varer, døje synet af junk food og andre billige og fedtholdige produkter, som den uvidende almue stadig efterspørger.
Fattige stakler, tænk at FDB tænker på dem.
Lundgaards sortie fra regeringen påkalder i særlig grad lederskribentens vrede, for udover at være tilhænger af Irma er han også tilhænger af Marianne Jelved.
Lederskribenten er også tilhænger af den lukkede dørs politik.
Topposter bør besættes bag dørene, hvor rigtige drenge og piger træffer afgørelserne. Sådan gør man i det store erhvervsliv og i medierne. At undlade at respektere dette, er simpelthen dårlig smag.
Hvordan et blad som Information kan hylde denne praksis og give drøje hug, når den overtrædes, er journalistisk og politisk interessant! Ud fra denne logik var forløbet af FDB's kongres naturligvis forkastelig.
En udfordrer, der bekender klart kulør, sætter sig op mod en magtfuld formand, og derved eksponerer de sig begge for fuld offentlighed. Selvfølgelig må og skal de det, og dermed bekræfte, at der stadig findes et element af folkeligt demokrati i andelsbevægelsen.
Man kunne ikke vælte Møgelhøj udelukkende ved den lukkede dørs politik. Derfor postyret og det be-sværlige, folkelige demokrati, som lederskribenten er fascineret af, forsøger at ironisere over og ikke forstår.

Ole Borgå
Avlsmosevænget 12
4330 Hvalsø

DR og Folke-ligheden
17. JUNI - I DR er ledelsen som bekendt stærkt orienteret mod det folkelige, ganske vist det københavnsk folkelige - hvorfra skulle de udmærkede journalister ellers hente et vulgært sprog som f.eks. "tørre den af på", plus almindeligt dårligt sprog "og så er der jo så".
De kan jo nemlig godt tale et sobert og ordentligt sprog. Det kunne man opleve fornylig ved det (næsten) kongelige bryllup. Særlig de dygtigste oplæsere er hurtige til at skifte stil, måske tager jeg fejl, når jeg anklager dem for 'københavneri'.
Måske har man allerede lært det forbilledligt dårlige sprog i Harboøre.
Men det må frarådes udenlandsk fødte medborgere og asylansøgere at lytte til TV-Avisen. Det sprog, der tales der, er faktisk alt andet end let at lære.
Et endnu vigtigere punkt i anklagen mod DR for manglende folkelighed: Meget slemt var det at konstatere, at så at sige hele TV1, bortset fra fodbolden naturligvis, var flyttet over på DR2.
En paladsrevolution, der var foregået i stilhed - et kup fra oven.
Masser af danskere har ikke parabolantenne og vil ikke kunne anskaffe en sådan uden store udgifter. Kan det kaldes folkelighed, at man ikke har spurgt 'folket' i så vigtig en sag?

Else Thykier
Slettestræde 18
3700 Rønne

Et svært svar til Jalving
22. JUNI - Mikael Jalvings kritik af min bog Italien (Samleren, 1997), i Information den 22. juni, er et indlæg af den slags, som det er svært at svare på, fordi det er svært at forstå, præcis hvad ophavsmanden mener og hvorfor.
Så vidt jeg kan tyde teksten, er Jalving utilfreds med at, min fortolkning af Italien er mindre idiosynkratisk end Luigi Barzinis, Stendahls og åbenbart også hans egen.
Selv er jeg udmærket tilfreds med, at det forholder sig sådan.

Thomas Harder
Ribegade 6
2100 København Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her