Læsetid: 3 min.

En lang pubertet

Debat
6. juni 1998

Carl Bang - Hans mørke krøller og store,vildfarne og stærke blå øjne i de dybe øjenhuler...

ERINDRING
Forfatteren Carl Bang voksede op i et dejligt, hyggeligt og kærligt hjem i Viborg, der gav ham de optimale forudsætninger for at blive forfatter. Faderen var dommer og endte som retspræsident, et lystig, selvironisk og højt begavet menneske, som kunne være skarp i replikken.
Han havde udtalt sprog-sans. Deri slægtede hans søn ham på, og drev det i denne henseende langt videre end sin far, som altid mente det godt med, hvad han sagde.
Forfattersønnen havde overbærenhed med sig selv og ikke med andre.
Hans smukke og milde mor, Sigrid Rosen, var datter af en overretssagfører og havde som 16-årig forelsket sig i sin 15 år ældre mand, da han i sin ungdom drog landet rundt og sang Gluntarne i Skanderborg, overnattede i sagførerhjemmet og forelskede sig i et par store blå øjne.
Et flot ægtepar med klassiske dannelsesidealer efter datidens stil, der næsten alt for godt passer ind i en forfatterbiografi, som dem vi læste hos Vilhelm Andersen.
Der lå altid stabler af nyudkomne romaner på deres mahognisofabord, familen spillede musik, gik ivrigt i teateret og til kunstudstillinger.
Forfatteren Carl Bang yndede at omtale familieskabet med Herman Bang, som var meget fjernt, skønt hvad kunne det lægge til hans egen alen?

Illustre forfædre
Sammenligningen mellem Herman og Carl kunne dårligt falde ud til den sidstnævntes fordel, så det er nok en god lære at holde sig fra litterær påkaldelse af illustre forfædre.
Carls nu afdøde storesøster Else blev en begavet keramiker, gift med en ligeledes begavet keramiker og mor til Jon Bang Carlsen.
Hans yngste søster blev gift med en norsk billedhugger, og det var forældrene med deres kunstneriske og musiske interesser yderst tilfredse med. De ville ikke nødvendigvis have akademikere i familien.
Af fire børn var Carl den eneste og stærkt forkælede søn, der tog studentereksamen fra Viborg.
Selvfølgelig fik børnene en konservativ opdragelse, men de havde også mere frihed end ellers i tiden. Selvfølgelig var faderen, den gamle Carl Bang - for den stolte fader havde opkaldt sin eneste søn efter sig selv - ambitiøs og kærligt bekymret for sin søns fremtid. Selvfølgelig blev han skuffet over, at Carl fik g+ (hvad der vel svarer til 6 i) dansk stil til studentereksamen.
Selvfølgelig kunne faderen finde på at give sin søn en endefuld, det var han ikke den eneste, som kom ud for, og heller ikke den eneste, der tog varig skade af.
I tilgift fik sønnen fik en inspirationskilde til sit opponerede engagement i livet, til sine politiske overbevisninger og ikke mindst til sit forfatterskab, hvor han endnu som nogleogtresårig ikke havde fået gjort endeligt op med sin far, der var død i 1970.

Lang pubertet
Det gav Carl en langtrukken pubertet, og ikke uden grund hedder en af hans bedste romaner Vor dobbelte ungdom.
Den gamle dommer Bang, hvis renommé stadig er hæderværdigt og stort i juristkredse, var slet ingen kafkask faderfigur.
Det Bangske hjem i Viborg med mine kusiner og fætter, alle langt ældre end jeg selv, hvor der var et livslangt sammenhold mellem søskende, som var slægtsstolte og yderst veludrustede og selvbevidste, ville jeg gerne være vokset op i.
Carl Bang var en talentfuld forfatter, ihærdig og flittig og fik de helt rette litterære forbindelser i datiden, hvad der ikke lykkes for alle altid.
Han nåede ikke så langt, som han gerne havde villet, fordi han var selvoptaget, hvad der ikke altid er en dyd for en forfatter.
Indsigt i andre menneskers problemer var Carl nægtet og dukkede kun frem, når han stødte på et karaktertræk, der svarede til noget hos ham selv.
Således holdt han af børn og var barmhjertig, ja hjertelig overfor dem.
Jeg husker med taknemmelighed, hvordan han hentede mig fra skoletimerne i Bernadotteskolen og vi skulkede og gik i byen uden mine forældre vidste det.
Så billedsmuk og dæmonisk indtagende var den unge forfatter Carl Bang - især når han ville behage - at han voldte mange kvinders ulykke, når de frivilligt eller overtalt af hans udprægede selvmedlidenhed påtog sig at gøre forsøg på at redde ham.
Det er hans store, vildfarne og stærke blå øjne i de dybe øjenhuler og mørke krøller, som vil blive stående i en blegnende erindring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her