Kronik

Lindgren og kristendommen

Debat
17. juni 1998

Kristendom og familie, tryghed og trussel er fundamenter i Astrid Lindgrens forfatterskab. Måske allerfinest i historien, hvor pigen Grynet leger bibelshistorie og gør en stor opdagelse

TRO & FILOSOFI
Astrid Lindgren skriver på sin barndoms indtryk. Ikke sådan at forstå, at hendes bøger er erindringslitteratur, men sådan at den påvirkning, hun har modtaget i sin barndom, sætter tydelige spor i hendes fortællinger. Derhjemme i præstegårdsforpagterboligen på Näs hang der på væggen to ting: Der var billederne af slægten - og der var et broderet skriftsted med teksten "Gud er kærlighed". Disse to ting er karakteristiske for atmosfæren i hjemmet: Gennem fortællinger var slægten og tiden forud nærværende som en del af dagligdagen. Når Astrid Lindgrens far fortalte om sin barndoms skarnsstreger, gav det på længere sigt inspiration til Emil fra Lønneberg.
Men der var også et andet 'slægtskab', repræsenteret ved det broderede skriftsted, et andet perspektiv over livet, hvor der var højt til himlen i hverdagen. At Gud i sin visdom og kærlighed havde skabt verden (og i særdeleshed Småland) som et godt sted at leve, var de fire børn på Näs aldrig i tvivl om. Det erfarede de, når moderen samlede dem i soveværelset og sang aftensang og bad aftenbøn med dem. Og når man som afslutning på familiefester og andre sammenkomster sang salmen "Nu går en dag ud af vor tid" og dermed lagde tid og evighed i Guds hånd. Og det kunne de spejle deres eget liv i, når bedsteforældrene og lærerinden fortalte bibelhistorie for dem. Menneskeliv og kristenliv var flettet sammen i hjemmet, hvor faderen var både præstegårdsforpagter og kirkeværge (ligesom også Emils far). Det har sat sig afgørende spor i Astrid Lindgrens syn på tilværelsen, som det kommer til udtryk i hendes fortællinger. Her kan man se både slægtens spor og en tryg tro på, at der er et højere slægtskab, som er defineret af "Gud er kærlighed".

Trussel og tryghed er et andet spændingsfelt, som Astrid Lindgren færdedes i som barn, og som sætter sig tydelige spor i den dramatik, som fylder hendes fortællinger. Hun havde en umådelig tryg barndom, hvor hun aldrig var i tvivl om forældrenes kærlighed til hinanden og deres fælles kærlighed til børnene. Der herskede i hjemmet en udstrakt frihed med leg og livsudfoldelse. Men netop legen har indimellem udviklet sig så voldsomt, at den var livstruende.
Truslerne mødte de også i fortællingens form. Koner, som kom i hjemmet for at hjælpe med forefaldende arbejde, fyldte børnene med fortællinger fra den smålandske overtro. Blandt andet om forfærdelige varulve, som er en kombination af de værste sider fra ulv og menneske. Den tråd tages op i Emil-bøgerne, da Emil fanger den onde Kommanduse i ulvegraven og uskadeliggør hende.
Nogle af konerne havde den ulyksalige egenskab, at de holdt mest af fortællinger og hændelsesforløb, der sluttede ulykkeligt. Vi får en karikatur af den indstilling til livet i Emil-bøgernes Tyttebær-Maja. Hun har det bedst, når død og ulykke truer. Da karlen Alfred har skåret sig i fingeren og ligger i sin seng med blodforgiftning, er hun helt i sit es: Hun kendte mindst seks mennesker alene i Lønneberg, der var døde af blodforgiftning, og hun remsede omhyggeligt deres navne op!
Da Emil bliver ulykkelig over at høre det forfærdelige, holder hun lidt igen og trøster ham med, at hans gode ven Alfred nok skal komme sig. Men tilføjer med et blik til den smalle dør "Men hvordan de skal få en kiste gennem den dør, ved jeg ikke!" Emil bliver fortvivlet, men af fortvivlelsen tænder der sig en hellig vrede, som giver ham styrke som en okse, så han overvinder alle hindringer og redder sin ven.
Jo, midt i dette trygge og dejlige liv findes der ulykke og trusler. Men endnu værre: Der findes mennesker, som elsker truslerne, og som gør, hvad de kan, for at fremkalde dem, før de dukker op af sig selv. Der bor en Tyttebær-Maja i ethvert menneskes hjerte. Og hun skal bekæmpes. Også bibelfortællingerne var en del af dagligdagen på Näs. Her er der ligeledes trusler og tryghed, men blandet på en anden måde. Da børnene hørte fortællingen om Josef i Det gamle Testamente, åbnede der sig en afgrund for dem: Tænk, at mennesker kan være så onde, at de kan finde på at sælge deres egen bror som slave! Det var en skræmmende og næsten uforståelig erkendelse i det trygge hjem. Men hørte de opmærksomt efter, opdagede de, at selv denne grusomme historie endte godt. Og det gjorde i det hele taget alle bibelfortællingerne. Bibelen handler om, at ingen brøde kan være så stor, at den ikke kan tilgives - intet had så stærkt, at kærligheden ikke er stærkere. Og fortællingen om Jesus betyder, at livet er stærkere end døden.

Ud fra dette fortæller Astrid Lindgren: Slægtskabet i familien og "Gud er kærlighed". Og ud fra spændingen mellem den realistiske verden, hvor farer hele tiden truer - og håbet om en verden, hvor - om ikke alt er godt - så ender det dog godt til sidst.
Allertydeligst kommer både baggrunden og Astrid Lindgren selv til syne i bøgerne om Grynet og Lisbet (Grynet og Grynet og lille Splint - begge genudgivet på dansk 1997). Grynet går i skole i en lille by under Første Verdenskrig, præcis som Astrid Lindgren begyndte i skole i Vimmerby 1914, da krigen brød ud. Miljøet i hjemmet i Grynet-bøgerne er lånt fra en af Astrid Lindgrens barndoms-veninder, men Grynet og Lisbet ligner også Astrid Lindgren selv og hendes egen lillesøster.
Men nu er det den voksne Astrid Lindgren, der fortæller, og det mærkes også. I disse bøger bliver der mange gange fortalt bibelhistorie, og børnene omsætter de bibelske fortællinger til deres egen verden ved at lege dem.
F. eks. har Grynet hørt fortællingen om Josef i religion i skolen. Hun er dybt rystet, for sådan må livet ikke være, at mennesker kan være så onde mod hinanden. Hun er fyldt af protest mod brødrenes onde handling mod Josef: Det er umenneskeligt at sælge sin egen bror som slave. Men da hun efterhånden har fået bearbejdet historien, finder hun på at lege den sammen med sin lillesøster Lisbet. Til at starte med går det meget fredeligt. Lisbet bliver ad en stige lempet ned i naboens udtørrede brønd, og Grynet laver et udsalgsskilt med teksten Pen lille slave til sal. Det er en sjov leg!
Men pludselig kommer Grynet i tanke om, at Lisbet for nogen tid siden har spist noget af Grynets chokolade. Det bør hun bede om forladelse for nu, mener Grynet. Det vil Lisbet "apselut" ikke! Efter et større skænderi forlader Grynet den hylende lillesøster, der sidder nede i brønden og ikke kan komme op. Der går nogle timer. Så er Grynets vrede dampet af, og hun husker, at hun skal have hentet sin lillesøster op af brønden igen. Men der er ingen Lisbet i brønden! På udsalgsskiltet er der tilføjet: "Denne slave har jeg købt for 5 øre," og på kanten af brønden ligger der ganske rigtigt en 5-øre. Nu er den ufattelige ondskab, som Grynet ikke kunne forstå i Josef-historien, blevet blodig virkelighed for hende selv:
"Kære Gud, lad det ikke være sandt. Hun har solgt sin egen søster som slave! For bare 5 øre. Hun er værre end Josefs brødre, for de har vel i det mindste forlangt en ordentlig betaling!" Nu ved hun, at man kan blive så vred på sin bror eller søster, at man ønsker dem hen, hvor peberet gror. Ondskaben er til alle tider den samme - for både børn og voksne. Heldigvis bliver det snart opklaret, under megen dramatik og humor, at det er naboens dreng, der har reddet Lisbet op og lagt en 5-øre på brøndkanten. Lisbet har allerede glemt fangenskabet i brønden og tilgiver gerne sin søster. Og om aftenen ligger de arm i arm og synger: "Hvor yndig er aftnen, så fredfyldt og blid."
På denne måde får Astrid Lindgren i børnehøjde aktualiseret det, der også er indholdet af den bibelske fortælling om Josef: At ondskaben til alle tider og for alle mennesker er den samme. Der er ingen forskel på Josefs onde brødre, der virkelig sælger deres bror som slave, og Grynet, der bare gerne vil. Men midlerne er forskellige.

Grynet er heldig med, at der ikke findes rigtige slavehandlere i Sverige, og vi med, at der heller ikke er det i Danmark. For selv om ondskaben er den samme, er de til rådighed stående midler forskellige. Og dermed bliver de konsekvenser, som ondskaben og vreden giver, større eller mindre.
Men Astrid Lindgren får også fortalt det andet, som er vigtigt for et barn at høre: At uanset hvor stor den menneskelige ondskab kan være, så er kærligheden og tilgivelsen dog større. Forsoning er altid mulig. Sådan er livet så viist indrettet af Gud. Derfor står verden endnu - trods alt!
Sådan "leger" Astrid Lindgren mange gange i Grynet-bøgerne med den bibelske fortælling ved at lade personeme lege den. Og på den måde bliver vigtige etiske og eksistentielle temaer tilgængelige for børn i fortællingens form.
God læselyst!

Werner Fischer er sognepræst.

*Hans bog Astrid Lindgren og kristendommen udkom mandag d. 15. juni på Unitas Forlag.

APROPOS
Søg - og du skal finde
Det er med Astrid Lindgren som med andre store forfattere: Man kan blive ved med at gå på opdagelse i deres bøger, man bliver aldrig helt færdig og for hver nyt lag, man finder og for hver overraskende opdagelse, man gør, bliver man endnu mere glad for dem.
Gode forfattere virker kloge, men på en måde, så de deler deres klogskab med læseren.
Werner Fischer, forfatteren til dagens Tro og Filosofi har især interesseret sig for Astrid Lindgrens forhold til kristendom og bibelhistorie. Og som præst har han naturligt nok fæstnet sit blik på pigen Grynet, der nok er den mest bibelstærke af alle Lindgrens herlige børnepersoner.
Især de mest spektakulære og børnevenlige bibelfortællinger, som historien om Moses i kurven og som i dagens eksempel, fortællingen om Josef og hans brødre, er gået rent ind hos Grynet. Og Grynet nøjes ikke med at høre historierne, næh, hun leger dem sammen med lillesøsteren Lisbet, på den måde som børn altid tilegner sig de ting, der optager dem.
Men da der jo er mere gods i bibelfortællinger end i så meget andet, fører legen også til erkendelse. Grynet er højligt forarget over, at Josefs brødre dog kunne være så onde at sælge ham som slave til fremmede. Men da hun selv får muligheden, sætter hun faktisk selv lillesøster Lisbet til salg. Og da hun fortryder, er det tilsyneladende for sent...
Lykkeligvis ender alt godt, men Grynet har forstået, at man faktisk ikke behøver at være helt igennem ond for at foretage sig noget, man ikke skulle have gjort - lidt almindelig søskende-nid kan være fuld tilstrækkelig motivation.
Med dette klarsyn hæver Astrid Lindgren sig over den ferske dydsmønster-pædagogik, der i perioder har hærget børnelitteraturen (dog heldigvis ikke i disse år).
Astrid Lindgrens fortælling om Grynet viser, at man selvfølgelig må skelne mellem rigtige og forkerte handlinger - men også, at en handling skal have helt usædvanlig frygtelige konsekvenser for ikke at kunne blive til-
givet.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her