Det vil koste penge at føre krig mod malaria, men det kan også betale sig. Den nye generalsekretær for WHO, Gro Harlem Brundtland, har noget at tage fat på
RETFÆRD OG VELFÆRD
To millioner døde og 300 millioner sårede. Det lyder som det endelige resultat af den tredie verdenskrig, men det er det ikke. Det er det årlige resultat af malariaens kamp mod befolkningen i Afrika syd for Sahara, hvor 90 procent af malariapatienterne findes. De resterende 10 procent bor i Asien og Sydamerika. Fredsforhandlinger må i gang - de sidste 15 år er 30 millioner døde af malaria. De sårede er blevet ramt både fysisk og psykisk af den biologiske krigsførelse, og er ikke i stand til at tage kampen op alene. Hvor længe kan vi, der for øjeblikket er udenfor krigszonen, blot se til?
Sygdommen berøver mennesket helbredet og arbejdslysten. Der er ingen kræfter eller energi tilbage til at passe afgrøderne, husdyrene og det daglige arbejde. I dag har vi i Danmark kun godt 200 tilfælde om året, men antallet er steget med over 50 procent de sidste fire år. Det er naturligvis ikke en trussel mod den danske folkesundhed, men stigningen er et godt billede på, hvordan det er gået ude omkring i verden, hvor malariaen øges år for år.
I midten af sidste århundrede begyndte den videnskabelige verden at se nærmere på malaria. Det var på det tidspunkt kolonisationen var kommet i gang - det vil sige at Europa koloniserede resten af verden: Afrika, Asien, Australien, Nord og Sydamerika. Naturen blev betvunget og naturfolkene beroliget med krudt, kugler og perler. Men malariaen kunne ikke kontrolleres på samme måde og med samme magtmidler. Kolonisatorerne fik feber og mistede energien og arbejdslysten og måtte holde fri hveranden dag, fordi de ikke kunne holde på geværet. Malaria kom øverst på forskningsprogrammet i Frankrig, USA, Tyskland, Rusland og Italien. Senere fulgte England med, og alle kappedes om at komme først med resultaterne.
Interessen var blevet tændt, og det gav resultat i slutningen af det nittende århundrede. Englænderen Ronald Ross, italieneren Camillo Golgi og franskmanden Alphonse Laveran er tre af de store navne, der har været med til at give forståelse for malariaens opståen og udbredelse. De har alle tre fået Nobelprisen i henholdsvis 1902, 1906 og 1907.
Det er hundrede år siden malariaen og dens opståen blev forklaret, og hvad så?
Under Den Første Verdenskrig 1914-18 blev tyskernes krigsførelse i Afrika næsten lammet af malaria, fordi der ikke kunne skaffes tilstrækkeligt kinin. Under Den Anden Verdenskrig 1940- 45 manglede de allierede malariamidler under felttoget i Asien. Efter Den Anden Verdenskrig blev hele verden så forenet i en fælles kamp mod malaria. Nye medikamenter blev opfundet til forebyggelse og behandling. Det store felttog mod forbryderen, myggen selv, endte dog med århundredets største fiasko indenfor sygdomsbekæmpelse - sprøjtekampagnen med DDT.
Vidundermidlet DDT så ud til at skulle stoppe malariaens hærgen. DDT er en insektgift. Den blev sprøjtet ud over marker, enge, vandhuller, bjergskråninger og beboelseshuse i lande, der var plaget af malaria. Myggens kredsløb skulle stoppes, og det blev gjort effektivt, idet myggen blev dræbt af DDT. WHO intensiverede sit felttog mod malaria i midten af 50'erne, og resultaterne af sprøjtningen kom hurtigt. Mange øer blev malariafrie, og i Indien faldt antallet af malariatilfælde fra 75 millioner til 100.000 i begyndelsen af 60'erne. "Der er ingen grund til at forske i malaria mere - DDT har udryddet sygdommen", var forskernes mening og de gik videre til andre mere spændende emner. Men den uhæmmede sprøjtning med insektgift, der ikke forsvinder i naturen, men aflejres i grundvandet, viste sig at være en katastrofe for miljøet.
Næsten alle smittebærerne, Anophelesmyggene, blev slået ihjel, men en del myg udviklede resistens over for DDT.
Den lovende start på 60'ernes felttog mod malaria endte i en omfattende ødelæggelse af miljøet og fremkomst af resistente myg. Malariaen kom tilbage med fornyet styrke i 1970'erne.
De sidste 20 år er der ikke sket de store fremskridt i kampen mod malaria. I den samme periode har verdenssundhedsorganisationen, WHO, over det meste af jorden etableret vaccinationsprogrammer mod andre store sygdomme som for eksempel difteri, polio og mæslinger. Det er tydeligt, at det er de sygdomme, der rammer både den rige og den fattige del af verden, der har haft første priorietet. Malaria er forbeholdt den tredie verden og specielt tropisk Afrika. Motivationen og interessen for at begrænse sygdommen har derfor ikke været tilstrækkelig stor.
Det internationale samfund har samtidigt 'slappet af' overfor malariaen efter den store indsats i 1960'erne og 1970'erne, hvor mange troede, at sejren var vundet. Medikamentet klorokin var i årtier en effektiv medicin mod parasitterne, men disse blev resistente. Så blev klorokin kombineret med proguanil, men resistensen omfatter nu også proguanil. Den traditionelle medicinske behandling er på usikker grund. Nyere og stærkere medikamenter er kommet på markedet, men de er ikke for den brede afrikanske befolkning. De har slet ikke råd til at købe dem. De bliver kun brugt af den rige del af befolkningen samt af de udlændinge, der arbejder i kortere tid i landet. Det er ikke ad denne vej alene malaria skal bekæmpes.
Malaria hindrer udvikling. Malaria er en tyngende del af dagligdagen i Afrika - i visse områder har hele befolkningen en kronisk malaria. De røde blodlegemer, som er lige så vigtige for mennesket som luft, vand og føde, bliver ustandseligt ødelagt. En akut blodmangel opstår. Den heraf følgende almene svækkelse er i mange lande den alvorligste hindring for en økonomisk udvikling. Malaria er årsag til nedsat arbejdsevne, og manglende livsduelighed og som altid er det de svageste, det går ud over. I u-landsdebatten fremføres ofte, at lokalbefolkningen selv skal gøre noget ved deres problemer. Jeg har boet længe nok i Afrika til at indse, hvor vanskeligt det er for de lokale at tackle deres egne problemer, når de er hæmmede af sygdom det meste af tiden.
Nu i 1998 skal der skaffes penge, mange penge, til et uddannelsesprogram, som kan have slagkraft blandt de fattige. Blandt de mange der ikke har oplysning nok om sygdommens farlighed, og hvordan den skal forebygges og tackles. Sundhed følger pengestrømmen, og der skal penge og oplysning til, hvis malariaen skal stoppes.
Men hvilke våben duer da i kampen mod malaria?
De vigtigste er gratis myggenet (A), gratis medicin (B) samt en intensiv oplysningskampagne (C).
A. Malariamyggen stikker oftest efter mørkets frembrud, og de fleste bliver smittede under søvnen. Europæere har altid brugt myggenet når de rejste i tropiske områder, men lokalbefolkningen har aldrig haft råd til det.
B. Medicinen, der på trods af resistensproblemer, kan redde de fleste tilfælde af malaria, skal stilles gratis til rådighed. De fattige har ikke hidtil haft råd til at købe medicinen.
C. En intensiv oplysningskampagne om forebyggelse af generel karakter skal stilles på benene. Det skal være et program der grundigt tager fat på de basale modforanstaltninger, der kan etableres. Det drejer sig om nogle praktiske, gammelkendte og miljøvenlige regler:
1. Undgå at blive stukket ved at bruge lange bukser og bluser med lange ærmer efter solnedgang.
2. Undgå at blive stukket ved at sove under myggenet.
3. Undgå mudderhuller nær hytten og hold latrinerne rene.
4. Vær særlig på vagt i regntiden, hvor der er en for-øget smitterisiko.
Oplysningskampagnen skal også motivere folk til at forstå, at behandling af malaria med medicin er en kur, der skal gennemføres. Som tidligere ansat i et medicinprogram i Uganda har jeg på sundhedscentre oplevet utallige tilfælde, hvor brugeren ikke har gennemført den nødvendige kur . "Jeg tog alle tabletterne på een gang" eller "Jeg gav dem til mine børn, så de ikke blev syge" eller "Medicinen var ikke på lager" eller "Jeg havde ikke råd til flere end fire tabletter" - en ugeløn bruges jo ikke til medicin, hvis familien hjemme ikke har nogen mad. Derfor får millioner af mennesker ikke den rigtige behandling
Sundhedsvæsenet i det enkelte land skal være de planlæggende og udførende kræfter. I en sådan oplysningskampagne er det livsvigtigt, at der er ansat lokale folk i den udstrækning, det er muligt på alle niveauer. Kun de lokale har det kendskab til kultur og tradition, der er nødvendigt for, at kampagnen skal lykkes. Pengene og oplysningen skal nå ud til målgruppen, de fattige i de malariatruede områder. Hvis de samme ressourcer, der blev stillet til rådighed for DDT-sprøjtefiaskoen i 50'erne og 60'erne, bliver stillet til rådighed igen, kan krigsførelsen mod malaria med disse fredelige midler ende med et godt resultat. Der skal ske noget nu. Malariaens opståen og udvikling er klarlagt, så nu skal der handling til, inden katastrofen bliver endnu større.
At få stillet diagnosen hurtigt, og straks få startet den rigtige behandling, sker kun for meget få af de 300-500 millioner tilfælde af malaria, der optræder årligt i Afrika. To millioner af tilfældene ender med døden. Eller sagt på en anden måde - fire mennesker dør af malaria hvert minut hele året rundt.
Mennesket tog til månen for mange år siden. Det kostede penge, men betalte det sig? At føre krig mod malariaen over en bred front vil også koste penge, men det kan i hvert fald betale sig. Den nye generalsekretær for WHO, Gro Harlem Brundtland, har noget at tage fat på.
Knud Christensen er bistandsarbejder og fhv. apoteker
APROPOS
Kvæg mod malaria
Malaria forårsages af en parasit, en snylter, som overføres fra menneske til menneske af en myggeart, anopheles. Det er hunmyggen, der stikker og suger blod for at kunne udvikle sine æg. Samtidig sender den med sit spyt titusinder af parasitter ind i menneskets blodbane, hvor den føres til leveren og formerer sig. Efter nogle dage frigøres nye parasitter i en form, som kan ødelægge røde blodlegemer, og så starter blodbadet i bogstavelig forstand.
Malariaanfaldet viser sig ved forskellige symptomer som feberstigning, blodmangel, træthed, ømme led og nedsat modstandskraft. Den nødvendige medicin er ikke altid til stede, så sygdommen bliver kronisk.
Malaria omtales i ældgamle kinesiske, persiske og græske skrifter, hvor sygdommens særlige kendetegn beskrives: hamrende hoved-smerter, isnende kuldegysninger og heftige temperaturstigninger. Den make-donske konge Alexander den Store, som besejrede perserne og fønikerne, døde af malaria 32 år gammel år 323 før Kristus.
Malaria hører ikke kun til i troperne, men har i århundreder været udbredt også i Danmark. Interessant er det, at den mest udbredte malariamyg i Danmark i 1700- og 1800-tallet, Anopheles atro-parvus, foretrak at stikke kvæg og andre husdyr fremfor mennesker. Kvæg kan ikke få malaria, så når myggen suger kvægets blod kommer der ingen parasitter tilbage til myggen - smittevejen er brudt.
Da landbruget i 1880'erne havde tilvejebragt dets skifte fra korn- til kvægavl havde myggen fået tilstrækkeligt med kvæg at stikke i. Endnu i 1860'erne blev der dog observeret 4-5.000 tilfælde af malaria om året her til lands, hvoraf Lolland tegnede sig for en væsentlig del. Malaria blev omtalt som lollandsk feber. Antallet af malariatilfældene blev yderligere nedsat i de sidste årtier af århundredet, og omkring år 1900 var malaria ude af det danske sygdomsbillede. Man fristes til at spørge, om der er andre arter af malariamyggen, der foretrækker at stikke kvæg i stedet for mennesker? Kan forøgelsen af kvægbestanden i malariaområder være en af de mange muligheder i krigsførelsen mod malaria?
Knud Christensen
