Eller historien om en pinsepakke og valget mellem revolution eller resignation
NOVELLE
Sommer var det; midt paa Dagen; nede ved Kanalen. Lige for stod et ungt Elmetræ, om hvis Stamme man gærne kunde sige, at den vred sig i Fortvivlelse over den mangel paa Harmoni, der var mellem Vandets stille Klukken og den hidsige motorlarm, der vredt snerrende væltede ind mod os fra kanalrundfartens gode skib Skorstensfeieren, der just sejlede ud under Stormbroen af 20. februar 1659 - hin arkitektoniske bedrift, en barokkens storebæltsbro, der indtil nu synes at dementere sin tids vægtning af det flygtige. Det var ikke om den, at Giambattista Marino digtede verset 'et åndepust svøbt i fjer'.
"Det er nu saare forunderligt, at de finder sig i det derude!"
Det var min ven, hr. Knyyhychnhäse, der endnu ikke havde affundet sig med den sidste retskrivningsreform. Han havde rejst sig fra den solbeskinnede bænk hvor vi havde sat os for at dele en pose Cocio i junisolen her ved Holmens Kanal. Havde vi været i Paris ville hr. Knyyhychnhäse vel have boet under Pont Neuf og folk på gaden have kaldt ham en "clochard". Men nu befandt vi os i kongens København, så hr. Knyyhychnhäse var bare en bums. Skulle klassificeringen oppebære et anstrøg af poesi kunne man måske strække sig til at smykke ham med benævnelsen 'offer for distriktspsykiatrien'.
Men før alt dette var han min ven, og jeg er stolt over at kunne sige, at det ikke var første gang vi sådan havde delt en pose Cocio på bænken ved stormbroen, med udsigt over kanalens stensætning til hofmarskallens embedsbolig, Højesteret og Thorvaldsens Museum.
Hr. Knyyhychnhäse gestikulerede vredt ud mod turistbåden, hvis agterstavn netop nu gled ud i sollyset fra Stormbroens kølige skygge:
"Det vil evigt staa for mig som den største af alle Gaader hvorfor vore tydske, engelske og franske Venner finder sig i en saadan Maltraktering af deres ædle Tungemaal."
Hr. Knyyhychnhäse knaldede, vred men stadig stående, sin nu tomme Cocio-flaske i bænkens grønne sæde, hvorved små flager af maling sloges løs og løftede sig dansende op i de modtagelige solstråler; de syntes at ignorere Newtons lov idet de under den del af bænken de netop havde forladt afslørede gråt, trøsket og furet træ, så karakteristisk for en stor del af Stadsarkitektens domæne.
Jeg rakte min ven en nys opknappet Cocio og indbød ham gestikulerende til at sætte sig igen; en sådan ophidselse over guidens sprogbeherskelse nyttede intet, forholdt jeg ham, og desuden var vore internationale venner, ganske ulig os, vant til at høre deres sprog udsat for uøvede tunger.
Men hr. Knyyhychnhäse ignorerede den opknappede Cocio og min indbydende gestik; det skulle snart vise sig, at hans hjerne, der som altid kørte i overhalingsbanen, allerede havde forladt kanalrundfarten og dens guider. I stedet knyttede han nu næven i en faretruende bevægelse henover det forbipasserende fartøj - hans øjne, kunne jeg se, søgte et punkt bag både Thorvaldsens Museum, Højesteret og Hofmarskallatet.
"En anden Een kunde blive saa Gal ved Tanken paa det, der nyligen er gaaet for sig inde paa Borgen!" sagde min opildnede ven nu, idet han skiftede emne. Det var kun i min egenskab af gammel bekendt, at jeg var i stand til at følge hans hjernes krum-spring henover den føromtalte benzinstinkende asfaltmetafor.
Bror Gedeskæg
"Tænker De paa regeringens såkaldte pinsepakke eller Færøerne, hr. Knyyhychnhäse?" spurgte jeg høfligt selv om jeg så udmærket var klar over hvilket svar jeg ville få. For det første stod hans hu som gammel latinlærer ikke til det nordiske. Og for det andet havde min ven i den sidste tid fået den idé, at den lejlighed, distrikstpsykiatrien havde tildelt ham, ikke bare var hans hjem, men hans hus - og følgelig at pinsepakken ville drive ham fra arne og hjem.
Var han måske ikke for ganske nylig blevet husejer? Og var det ikke sådan, at de, der var kommet sidst ind på boligmarkedet var dem, det ville komme til at gå hårdest ud over?
Disse tanker fik mig til at indse, at hr. Knyyhychnhäses knyttede næve ikke gjaldt de sagesløse guider på Skorstensfeieren men Mogens!
Selveste Bror Gedeskæg, som et vittigt hovede, en læser-brevsskribent for nylig havde fundet det for godt at benævne ham, var målet for den gamle latiners frygtelige vrede.
"Men hr. Knyhyychnäse," forsøgte jeg mig, "selv med opbydelse af den allerstørste velvilje kan man ikke få din toværelses på Borups Allé til at blive et hus, jeg er frygtelig ked af det, men..."
Her afbrød min ven mig med stolt hævet hage: I hele hans positur stod han for mig, ikke som hr. Knyhyychnäse, klientgjort under distriktspsykiatrien, men som selveste Cicero afholdende den første catilinariske tale i det romerske senat; halvt ventede jeg at høre ham gentage den vidt berømmede indledning: "Mogens! Grænseløst tålmod tiltror du os og grænseløs god-troenhed overfor dine vilde planer, grænseløs slaphed overfor dit hensynsløse vovemod."
Men... det var andre gloser, der forlod hans mund, omend han ikke helt undgik latinen:
"Jeg ved kun hvad enhver Englænder ved: My home is my castle - og et Slot er vel - quis me liberabit de corpore mortis hujus? - stadig en Ejerbolig? Det har Mogens og disse Linksradikale deroppe" her gjorde han et foragteligt kast med hovedet "vel endnu ikke faaet lavet om paa?"
Rød i kammen
Jeg indså nu at enhver protest var forspildt, og at timeglasset var ved at rinde ud for både Mogens og die Linksradikale. Hr. Knyhyychnäse var blevet ganske rød i kammen, og det var hverken solen eller et overforbrug af Cocio, der havde fremkaldt dén kulør.
Han greb resolut i lommen på sin blotterfrakke, som han bar uantastet af årstidernes skiften, sommer som vinter, og hvis kulør, der vistnok engang havde været i nærheden af en beige nuance, nu havde antaget en ubestemmelig grålig og skorpet karakter. En knap så kræsen Pittbull Terrier, tænkte jeg, ville formodentlig være i stand til at få et rimeligt velsmagende morgenmåltid ud af de spildte madrester, der smykkede dens forside med eksplosioner af gult, rødt og grønt (hvilke latinlæreren bar som prydsgenstande, som medaljer for lang og tro tjeneste).
Altså: fra sin lomme fremdrog han to marmorterninger. Jeg bemærkede at terningerne ikke som vanligt var besat med øjne, men med romertal. Det burde have anet mig: Som gammel junkie udi antikken kunne min ven naturligvis ikke benytte sig af terninger med almindelige øjne - thi disse ville blot minde ham om den virkelighed, han forlængst havde forladt. Det var allerede mange år siden han havde forlagt sin residens herfra til fiktionens så uendeligt mere behagelige verden, omend jeg ærlig talt blev en smule overrasket over hans næste sætning; thi jeg havde naturligvis forestillet mig, at hans lekture havde en vægtning i retning af det mere klassiske.
"Hør min Ven," sagde han og løftede terningerne op i sollyset så jeg kunne studere dem nøjere "De skulde vel ikke tilfældigvis kende til det udmærkede Stykke Fiktion, der gaar under navnet 'Terningenmanden'?"
Jeg måtte beskæmmet ryste på hovedet. Det var en titel jeg aldrig havde hørt omtalt. Men i en vision, en syn af et lynnedslags varighed, så jeg en afgud, dér - midt på Stormbroen - 20 meter høj, gjort udelukkende af fedtede marmorterninger, der alle som én glinsede i junisolen. Det var et syn, sygt som en vanvittigs depraverede forestillinger om Legoland.
Hr. Knyyhychnhäse fortsatte:
"I denne Roman bestemmer Hovedpersonen sig til kun at rette sig efter Terningernes vilje - jeg vil nu gøre dette straalende Eksempel efter! Viser terningerne Ulige er det Revolution! Lige er det Resignation! Er De med? Følger De Terningernes Nådesløse Bud?"
Jeg nikkede - hvad andet kunne jeg gøre? - hvorefter Hr. Knyyhychnhäse stolt knejsende, hævede den knyttede hånd med terningerne og deklamerede:
"Vel er jeg ikke Chr. den IV.... og vel er dette ikke Tryggevælde Å.... Og dog siger jeg: Terningerne er kastet! Til Kamp mod den ugudelige pinsepakke... or not! Iacta Alea est!
Og med disse sidste latinske gloser lod han terningerne rulle over de toppede brosten. Og se! terningerne rullede og rullede, hen over brostenene, forbi Elmetræet, om hvilket man gærne kunde sige, at det vred sig i fortvivlelse... ud over stensætningen rullede de små terninger og ned i vandet, hvor de forsvandt med to små plump for aldrig mere at lade sig se.
Væk er væk
Hr. Knyyhychnhäse betragtede tavst de koncentriske ringe, der spredte sig i vandet (i et forgæves forsøg på at indhente Skorstensfeieren, hvor guiden netop var gået i gang med at fortælle passagererne om I. Sonne's frise på Thorvaldsens Museum) med samme rolige ubønhørlighed som den opgivende maske, der nu lejrede sig over hans ansigt.
Jeg holdt stadig den opknappede Cocio-flaske frem mod ham, da han faldt ned på bænken ved siden af mig.
Og idet Skorstensfeieren forsvandt bag det knæk kanalen slår før Højbro og guidens kaudervælsk som en sidste hilsen ekkoedes ned langs kanalens sider til os, ringede telefonen i boksen bag os. Jeg rakte en arm bagud, over bænkens ryglæn, løftede røret af og lyttede.
Så rakte jeg det videre til den forbavsede hr. Knyyhychnhäse.
"Det er til dig," sagde jeg og smilede. "Det er Mogens!"
