Læsetid: 3 min.

Musik på nettet

Debat
29. juni 1998

Kim Bonfils har misforstået forvaltningen af musikrettigheder på Internet

MUSIKALT
Kim Bonfils' debatindlæg 'En broget affære' i Information den 19. juni indeholder nogle misforståelser i relation til KODA og NCB's forvaltning af rettigheder på Internet. Kim Bonfils er webmaster hos Dansk Musik Informations Center (MIC), men udtalelserne er ifølge MIC fremsat af Kim Bonfils som privatperson.
Kim Bonfils er afvisende overfor, at der overhovedet skal betales vederlag til rettighedshaverne for brug af musik på Internet. Dette må KODA og NCB tage afstand overfor. Det er naturligvis kun rimeligt, at musikkens ophavsmænd modtager betaling for brug af deres musikværker. Dette gælder uanset medie og skal navnlig ses i sammenhæng med den generelt stigende kommercialisering af Internet.
At Kim Bonfils betegner Internet som et næsten anarkistisk medie, som derfor skal behandles anderledes, har i den forbindelse ikke meget med sagen at gøre. Det samme kunne hævdes i takt med udviklingen af alle nye teknologier.
Kim Bonfils finder det urimeligt, at en rettighedshaver/ophavsmand, som ønsker at bruge musik, som vedkommende selv har komponeret, på sit eget website, skal have tilladelse fra og betale vederlag til KODA/NCB. Det må her understreges, at KODA og NCB som faktiske monopoler er forpligtet til at behandle alle ens. Det skal dog samtidig pointeres, at man ikke skal have tilladelse fra og betale vederlag til KODA /NCB, for at bruge musik, man selv har komponeret, hvis man ikke samtidig er medlem af KODA/NCB. I sådanne tilfælde kan man naturligvis frit bruge sine egne værker. KODA/NCB forvalter kun ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere m.fl. som er medlem af organisationerne.
Vederlaget til KODA/NCB for brug af musik på Internet bliver kanaliseret tilbage til de rettighedshavere, hvis værker der er blevet brugt. Komponister som bruger egne værker på egne websites vil derfor få indbetalte vederlag tilbage. Det er således forkert, når Kim Bonfils fremhæver, at vederlag for brug af musik på Internet bliver fordelt i overensstemmelse med hvilke værker, der er blevet spillet i 'den virkelige verden'.

Solidarisk kollektiv
Det fremgår tydeligt af KODA/NCB's Internet-standardaftale, at der skal rapporteres hvilke musikværker, der har været tilgængelige via Internet, ligesom udbyderen skal rapportere den faktiske brug heraf. Disse rapporteringsoplysninger udgør naturligvis fundamentet for fordelingen af indkomne vederlag. I relation til Internet er det afgørende derfor ikke musikværkers generelle popularitet, men derimod musikværkers tilstedeværelse på Internet.
Betaling for brug af ens egne musikværker på Internet skal yderligere ses i en større sammenhæng. En væsentlig årsag til at melde sig ind i et kollektivt forvaltningsselskab vil ofte være, at man hverken praktisk eller teoretisk har mulighed for at kontrollere brugen af ens værker i alle sammenhænge. Forvaltningsselskabet varetager herefter ophavsmandens rettigheder. Man er herved en del af et større solidarisk kollektiv, hvor det er en fordel for alle, hvis man følger de generelle spilleregler.
I forbindelse med brug af musik på Internet har KODA og NCB valgt at have en midlertidig symbolsk tarif, som naturligvis anvendes overfor alle.
Endelig nævner Kim Bonfils fejlagtigt, at en komponist, der ønsker at anvende selvkomponerede værker på sit eget website, skal betale 1.000 kr. om måneden til KODA/NCB. Ifølge KODA /NCB's tarif for musikbrug på Internet er det muligt at bruge op til 10 minutters musik om måneden for 100 kr. om måneden. Indenfor denne tarif kan komponisten f.eks. uploade og udbyde ca. tre musikværker fra sit website. Og komponisten er velkommen til at have løbende udskiftninger af de udbudte musikværker, hvis blot 10-minutters grænsen ikke overskrides.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her