Kronik

Myterne om 'nationen' vender tilbage

8. juni 1998

En aktuel udstilling i Berlin, 'Mythen der Nationen' viser, hvor forbløffende ensartet de europæiske lande har fremstillet det særlige ved sig selv

Der er i tiden en mærkelig stemning af déja-vu. Noget, vi troede var et overstået kapitel, dukker frem igen. Vi synes næsten tvangsmæssigt at blive trukket tilbage til tiden før 1945.
Der bliver stadigt tydeligere, at 1989 betød afslutningen på et kapitel i Europas historie. Med Murens fald, Sovjetunionens sammenbrud og Tysklands genforening begyndte et nyt kapitel. Kapitlet, der sluttede, strakte sig fra 1945 til 1989.
I disse godt 40 år var der en række begreber, der næsten ikke blev brugt. Det gælder for eksempel begreber som nation, nationalstat og nationalisme. Før 1945 spillede de en overordentlig stor rolle. Og efter 1989 er det igen udtryk, der er på alles læber. Perioden fra 1945 til 1989 viser sig måske at være en parentes.
Nationen synes at vende tilbage som europæernes skæbne.

I Berlin dukker fortiden frem i form af en udstilling med titlen: Mythen der Nationen. Fortiden bliver på overrumplende måde gjort levende i Deutsches Historisches Museum i Berlin.
Men ikke gentaget. Heldigvis. Det ville have været urovækkende, hvis man i Tyskland bare havde lavet en udstilling om de myter, der indgik i dannelsen af den tyske nationalstat.
Hvad, man gør i Berlin, er i stedet at lave en udstilling om den nationale myte i 16 europæiske lande: Belgien, Danmark, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Storbritannien, Italien, Holland, Norge, Østrig, Polen, Sverige, Spanien, Schweiz, Tjekkiet og Ungarn.
I forbindelse med udstillingen er der udgivet et fornemt katalog på 600 sider, der rummer indsigtsfulde artikler og et righoldigt billedmateriale om de nationale myter. Inge Adriansen og Birgit Jenvold har skrevet om de centrale myter, der indgik i dannelsen af den danske nationalstat i det forrige århundrede.
Hvad kommer der frem ved at sammenligne myterne fra alle disse lande? Det nye er, at myterne bliver flyttet ud af deres nationale kontekst og placeret i en europæisk. Det betyder, at de nationale myter relativeres.
At søge det særegne, det specielle, det ejendommelige, går som en rød tråd igennem alle nationale bestræbelser i det 19. århundrede. Hvad, der kommer til syne i udstillingen, er en ejendommelig ensartethed.
Man fristes til at sige, at der ikke er noget nationalt ved national kunst. Kunsten blev overalt skabt over samme skabelon. National kunst ser ens ud i alle europæiske nationer. Det nationale er et internationalt fænomen, eller i hvert fald europæisk. Det var de samme billeder, der blev produceret fra 1789 og frem til Første Verdenskrig rundt om i Europa. Stilen var den samme, motiverne var de samme, malerne var i enkelte tilfælde også de samme. Nationalisme iscenesættes med nøjagtig de samme midler. Overalt, hvor man kommer frem på udstillingen, ser man dragede sværd, knyttede næver, forvredne lig, sænkede hoveder, blod, sved og tårer, malet med en uskyld, som om mennesket var noget rent symbolsk. Selv efter et blodigt slag har soldaterne ikke snavs på støvlerne, støv på bukserne, uniformerne er stadig velpressede; og blodet fra den døende helt tager sig smukt og dekorativt ud på den hvide skjorte.
Nationen fremstilles som et helligt princip, baseret på fælles erindringer og erfaringer, bundet sammen af de ofre, der var bragt, og de ofre, man var villig til at bringe. Sejr over nabolande var med til at holde selvfølelsen ved lige. Det samme var tilfældet med nederlag. I Danmark har nederlaget ved Dybbøl 18. april 1864 spillet en overordentlig stor rolle i konstruktionen af den nationale myte. Dybbøl sidder dybt i vore hjerter. Det er ikke tilfældigt, at der stadig sælges Dybbøl-mærker.

Fra Danmark indgår der følgende billeder i udstillingen: Dronning Thyra, der anlægger Dannevirke; Dannebrog, der falder ned fra Himlen; Niels Ebbesen på vej til Grev Gert; Frihedsstøtten, hvor danske bønder takker Frederik den 6. for stavnsbåndets løsning; Dybbøl, der forsvares af danske soldater. Disse motiver - og billeder - kom til at udgøre den røde tråd i den danske nationale selvforståelse.
På tilsvarende måde har de øvrige nationer også en række billeder, der udgør fikspunkterne i deres historie. De har også et motiv, der svarer til myten om Thyra Danebod, Niels Ebbesen, Frihedsstøtten og Dybbøl. Rundt om i Europa voksede der som led i de nationale identifikationsprocesser motiver frem, der næsten fik mytisk karakter. Og billederne blev hellige ikoner.
Der er ingen tvivl om, at det emotionelle lag i mennesket havde stor betydning for konstruktionen af den nationale myte. Kunsten var med til at skabe myten, der ikke sigtede på rationel erkendelse, men følelsesmæssig identifikation. Den nationale myte skulle etablere, besværge og vedligeholde den kollektive erindring om de identitetsstiftende historiske eller uhistoriske begivenheder, der binder nationen sammen.
De nationale myter stod ikke til at ændre, selv om den kildekritiske forskning begyndte at fjerne det historiske grundlag under en række af de centrale myter. Det var først nationalsocialismen, fascismen og Anden Verdenskrig, der for alvor svækkede det emotionelle grundlag under de nationale myter. Det varede stort set ved indtil 1989.

Siden 1989 er den nationale myte igen blevet draget frem. Det emotionelle grundlag er blevet styrket. Den nationale myte spillede en omsiggribende rolle i forbindelse med diskussionen om Amsterdamtraktaten.
Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten argumenterede i stigende grad med henvisning til myten. Og det virkede tydeligvis. Igen. Ja-sigerne blev ofte tvunget i defensiven, ved at nej-sigerne påkaldte sig myten. For at legitimere deres synspunkter begyndte ja-sigerne derfor også at bekende sig til den nationale myte. En selvforstærkende proces er sat igang.
Følelsen af déja-vu er ikke let at frigøre sig fra. Dog er udstillingen i Berlin en god kur. Udstillingen viser, at vi i Europa har været fælles om at konstruere den nationale myte.
Måske er budskabet, at vi også i fællesskab kan relativere myten og dermed modvirke, at den bliver dæmonisk.

Ove Korsgaard er lektor på Danmarks Lærerhøjskole.

Apropos - Dybbøl i vore hjerter

Europa er fuld af nationer - også nogle, der ikke har deres eget land. Flamsk, fransk og frisisk tales tværs over landegrænser til minde om tider før nationalstaternes oprettelse, da Europa var delt op i regioner og mindre fyrstendømmer. Og gennem mange århundreder blev fyrste- og kongefamiliers unge afkom gift på kryds og tværs i Europa for at holde militære alliancer ved lige og sikre fredelige handelsforbindelser.
Men i al denne forgrenede forskellighed er de forskellige landes mytiske begreb om 'Nationen' bygget forbavsende ens op, rapporterer Ove Korsgaard fra en aktuel udstilling i Berlin. Netop når kunsten insisterer på den nationale egenart, afbilder billederne ganske de samme ting fra land til land:
"Overalt hvor man kommer frem på udstillingen, ser man dragede sværd, knyttede næver, forvredne lig, sænkede hoveder, blod, sved og tårer, malet med en uskyld, som om mennesket var noget rent symbolsk. Selv efter et blodigt slag har soldaterne ikke snavs på støvlerne, støv på bukserne, uniformerne er stadig velpressede; og blodet fra den døende helt tager sig smukt og dekorativt ud på den hvide skjorte. Nationen fremstilles som et helligt princip, baseret på fælles erindringer og erfaringer, bundet sammen af de ofre, der var bragt, og de ofre, man var villig til at bringe. Sejr over nabolande var med til at holde selvfølelsen ved lige."
Tør man næsten tale om nationen som en konstruktion, med krigen og dens ofre som den centrale ingrediens?
Ove Korsgaard påpeger, at det nationale efter Murens fald har fået en renæssance. For første gang siden Anden Verdenskrig tør man åbent lade det emotionelle tage overhånd. Tilsyneladende er 'Nationen' vores fælles-europæiske skæbne - og den forsonlige, ikke-nationalistiske tid efter 1945 var måske blot en parentes i Europas krigeriske historie.
Hvert land sit Dybbøl. Vi vil være forskellige - men er åbenbart forbavsende ens.
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu