Læsetid: 6 min.

Når socialdemokrater favner fanden

Debat
30. juni 1998

At kalde EU 'en sejr for venstrefløjen' udtrykker den afgrundsdybe afstand, der er mellem Socialdemokratiet og den socialistiske idé

VENSTREFLØJ
Morten Bødskov fra DSU skrev før Amsterdam-afstemningen en kronik om EU-modstanden fra højre til venstre, som jeg ikke mener bør forbigås i tavshed. Den rejser nemlig nogle spørgsmål vedrørende en generel opfattelse af, hvad en ventrefløj er, og hvad det i det hele taget vil sige at være venstreorienteret - især da han selv føler sig som en del af dette politiske miljø.
For mig er det et spørgsmål, om socialdemokrater overhovedet kan regnes til en venstrefløj set i lyset af mange års politik og et principprogram, som forlængst har strøget de socialistiske paroler.
Jeg bilder mig nemlig ind, at man for at kalde sig venstreorienteret, må bekende sig til et minimum af traditionelle socialistiske grundideer og krav.
Ved læsningen af Morten Bødskovs indlæg gik det op for mig, hvor radikalt topfolk og ledere i den socialdemokratiske bevægelse har bevæget sig væk fra deres rødder, som handlede om arbejderklassen og de dårligst stillede. Både i forhold til en følelsesmæssig sammenhørighed og en personlig social forankring og forståelse for arbejderklassen og socialt udstødte. Og hermed også de politiske valg, man tager for at fremme livsvilkårene for disse grupper.
Når han i sin kronik allierer dele af venstrefløjen med den ekstreme højrefløj i forbindelse med EU-modstanden, er det for mig et eklatant eksempel på, hvor lidt han og andre faktuelt ved om f.eks den modstand, som Enhedslisten repræsenterer, som er en klar socialistisk modstand mod kapitalens magt - det være sig her som i EU - og som har en international og åben karakter, der intet har med Fremskridtspartiets modstand at gøre.
Når Morten Bødskov taler om den yderste venstrefløj, går jeg ud fra, at han mener Enhedslisten, for det er da urimeligt at kalde SF for yderliggående, især da SF i høj grad fortsætter hvor Socialdemokratiet slap, da partiet mente, det var mere hensigtsmæssigt at gå kapitalens ærinde, og i bedste samdrægtighed med dansk industri og erhverv gør deres yderste for at få det til at glide. Herunder den glidebane, der hedder mere union.

Mere end fri hash
At være venstreorienteret indebærer mere end at gå ind for velfærdsstat, fri hash og økologisk skummetmælk - det indebærer for mig også, at man forholder sig til den private ejendomsret, og hermed kapital- og virksomhedsejerens ret til at lede og fordele arbejdet, automatisere og fyre folk i takt med aktiekurserne.
At socialdemokrater og så-kaldte socialistiske partier i Europa rask væk sælger ud af statslig- og offentlig ejendom og troligt privatiserer alt fra transport til plejehjem, er netop udtryk for den markeds-økonomiske tankegang, som har afløst historiens socialistiske krav om fælleseje og medbestemmelse over produktionen og egne livsvilkår.
Vi lever i et Europa, hvor kapitalens frie bevægelighed, økonomisk vækst og profitmaximering er selve målet. Direktiver vedrørende miljø, arbejdsforhold m.v. iværksættes ud fra en devise om damage control, og relaterer sig alt andet lige kun til elitens samlede liberaliseringsprojekt og økonomiske vækstforestillinger.
At Morten Bødskov kalder EU 'en sejr for venstrefløjen', udtrykker klart den afgrundsdybe afstand, der i dag er mellem ham og de europæiske venstrekræfter, der stadig tror på et socialistisk projekt, som bygger på en målsætning om det enkelt menneskes velfærd i en opblomstring af sociale og arbejdsmæssige fællesskaber, hvor profitten først og fremmest skal benyttes i almenvellets tjeneste og ikke ende i lommen på aktionærer, virksomhedsejere og administrative medløbere til millionlønninger.
Socialdemokrater tror ikke mere på hverken arbejdernes ret til at overtage produk-
tionsapparaterne, på ØD eller på offentlige og kollektivt ledede virksomheder og en samfundsmæssig styring til alles bedste på bekostning af de rige. I dag handler det om at give bedst mulige vilkår for storkapitalen i håbet om, at det smitter af på de enkelte landes befolkninger, og hermed holder dem rolige og passive i almindelig velstand.
Socialdemokratiet har i tidens løb gjort selve velfærdsstaten til målet for deres samfundsprojekt. Et mål, som ikke adskiller dem fra flere af de borgerlige partier. Der er sket en forbrødring på tværs af traditionelle politiske skillelinjer i og med, at Socialdemokratiet mener, at den kapitalistiske produktionsmåde er et fait accompli og har vist sig som et godt redskab for deres velværdsstat. I stedet for ØD, kollektiv og offentlig ejendom og produktion, går man nu ind for aktieselskaber og det private initiativ, som forudsætning for at skabe den nødvendige dynamik, som man mener, den samfunds-økonomiske udvikling kræver. Berigelse for den enkelte er det væsentligste incitament for enhver udvikling og vækst.

Begrebet vækst
Og det er her, skillelinjen ligger - i forståelsen og analysen af begrebet vækst. Vækst kan være andet end stigende profitrater og stigende produktion af unødvendige materielle goder. Som venstreorienterede har vi stadig fantasi til at forestille os en samfundsindretning med en mere retfærdig fordelings- og arbejdsmarkedspolitik forbundet med beskæftigelse under reelle bæredygtige produktionsformer.
Mennesket er pr. definition hverken ondt eller egoistisk, men udvikles som følge af de sociale og kulturelle påvirkninger, som står stærkest i samfundet. Når den politiske og økonomiske elite fremmer individualismen og grådigheden, sker det på bekostning af åbenhed, solidaritet og fællesskaber, som er erklærede mål for socialister.
Et vækstbegreb bør defineres ud fra menneskers behov, som handler om ordentlige livs- og arbejdsbetingelser for alle - under vilkår, som bygger på økologisk balance og bæredygtighed.
Som moderne socialister og venstreorienterede har vi en stærk tro på demokratiske institutioner på alle niveauer i samfundet. Men et udvidet demokrati fungerer sjældent som en velsmurt maskine - for demokrati kræver oplysning og umådelig tid til samtale og dialog grupper imellem, og nogle beslutningsprocedurer som er i modstrid med ethvert moderne ledelseskoncept. Rent ud sagt er demokratiet ret umoderne i en verden, hvor udviklingen kører hurtigere, end de fleste kan følge med til.
I de mange år, man har ført den nyliberale politik, er der jo sket en kolossal økonomisk omfordeling fra samfundenes svage til de bedre stillede - både i EU som globalt - og der er nu flere arbejdsløse og ud-stødte i Europa end nogen sinde. Og det kalder Morten Bødskov en sejr for venstre-fløjen! Hvad er det for et sejr-rigt Europa Morten Bødskov tænker på? Det rige Over-europa, hvor eliten uanset politiske tilhørsforhold sidder og drikker sjusser sammen, og hvor middelklassen forbruger lysteligt og køber flere og flere biler og lader hånt om CO2-udslip.
Hvornår har han sidst gået gennem et slumkvarter i Paris eller Lissabon? Hvornår har han sidst set en hjemløs ligge i Londons gader? Hvornår har han sidst snakket med en somalisk flygtning på vej til hjemsendelse eller en arbejdsløs fra Dresden eller Polensgade?
De fleste lever i deres egne lukkede sociale rum og har svært ved at fatte andres elendige liv og vilkår og er tilsyneladende også hamrende ligeglade, bare de har gær og benzin nok i Volvoens bagerum, og har del i kapitalismens lyksagligheder. Vi på min del af venstrefløjen, opfatter EU med sin nuværende målsætning, som en hindring for udvidet demokrati og social retfærdighed i Europa og i resten af verden.

Drømme og håb
Men vi venstreorienterede er ikke ligeglade. Vi kæmper stadig for en bedre verden, hvor de demokratiske rum og fælleskaber, som er forudsætningen for social retfærdighed, er til stede, og hvor en bæredygtig udvikling er vigtigere end profitmaximering.
Livet handler først og fremmest om at kunne bibeholde drømme og håb i en tilværelse, hvor mennesker kan realisere og udvikle sig selv i et frugtbart samværd og samarbejde med andre. Får vi ikke disse livsmuligheder, bliver vi ulykkelige og afstumpede i vores fattigdom. Aggressionen og den tilfældige vold bliver det sidste redskab for at realisere os selv som individer i et samfund, som ikke vil vide af os. Og det er det Europa, jeg ser udvikler sig i denne union, som først og fremmest går kapitalens ærinde. Og det er det Europa, vi som venstreorienterede kæmper imod.
Vi ønsker ikke at lukke vores grænser for nogen som helst, og vi ønsker medbestemmelse og indflydelse på politiske og økonomiske beslutninger, der angår vores liv og helbred.
Det er ikke retfærdighed for alle eller freden, som er den grundlæggende ide i EU. Det er først og fremmest økonomisk vækst, rigdom og magt for de få og det, der regner på degnen. Og det spil vil vi ikke. Vi sælger ikke vores sjæl til mammon og fanden. Lige så usandsynligt det er, at Fanden går i kloster, lige så umuligt er det at forestille sig et kapitalistisk system gavmildt og retfærdigt fordele magten og goderne til fordel for al folket og en mishandlet natur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her