Af KJELD KOPLEV ordstyrer i P1-debatten om mulighederne for en uvildig undersøgelse af PET's arbejde
Jeg genkender ikke Informations referat af P1-debatten om Politiets Efterretningstjeneste
PET
For god ordens - og ikke mindst for læsernes skyld - skal jeg gøre opmærksom på, at jeg som ordstyrer i P1-debatten om Politiets Efterretningstjeneste, ikke genkender hovedlinjen i Rie Holdums referat her i bladet tirsdag den 16. juni.
Og jeg har meget svært ved at få hendes skriverier om, at socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti, led af mikrofonskræk til at passe med de faktiske kendsgerninger.
Kensgerninger, som heldigvis kan dokumenters på de gode gedigne DAT-bånd, som debatten blev optaget på.
Tværtimod var det soleklart, at Jacob Buksti viste sig åben overfor kravet/ønsket om en uvildig undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste.
Han understregede, at han ikke på nogen måde ville afvise tanken om en undersøgelse som f.eks. den norske, hvor højesteretsdommer Ketil Lund i en 1.300 sider stor rapport har afdækket det norske overvågningspolitis arbejde fra Anden Verdens Krig og op til i dag.
Det, Jacob Buksti var tøvende over for var, om der indtil dato var kommet nok sager frem til at det kan bære kravet om en sådan dansk undersøgelse. Og når der er tilstrækkeligt med sager, vil han være manden, der sørger for at statsminister Poul Nyrup og justitsministers Frank Jensens løfter om at "hver en sten skal vendes", bliver indfriet.