Kronik

På vej mod en social reform

30. juni 1998

I morgen træder en række nye sociale love i kraft. Dagens kronikør har set på dem i en sammenhæng - som 'den stille revolution'

I morgen træder en række nye sociale love i kraft som erstatning for bistands-
loven. Der er ingen tvivl om, at det ligefrem har været socialminister Karen Jespersens ønske at skabe en hel socialreform, og hun har vist stor lydhørhed over for et utal af høringssvar under lovgivningens forberedelse.
Men gode paragraffer gør ingen sommer. Slet ikke når det gælder det sociale område. Hertil er de socialt udsatte alt for afhængige af det omgivende samfunds forhold og holdninger - se også dagens Apropos.
Men ganske kort fortalt er der aktuelt behov for en mindre firkantet og lighedsorienteret velfærdsstat og et mere fleksibelt og kompetent velfærdssamfund. Min egen forbundsformand i SID, Poul Skov Christensen, taler tilsvarende om, at vi er i gang med en stille revolution i form af virksomhedernes og fagbevægelsens øgede sociale ansvar og sociale arbejde.
SID går da også for første gang ind for fleksibilitet på medarbejdernes vilkår, f.eks. ved ansættelse på særlige vilkår eller nedsat arbejdstid for børnefamilier, for folk med nedsat arbejdsevne og ældre - blot deres forsørgelsesgrundlag er sikret! Derfor kan man heller ikke adskille beskæftigelses-, sundheds- og socialpolitik. Slet ikke, hvis de nye sociale love skal føre til en socialreform.
Skulle jeg som kommunalpolitiker give Karen Jespersen og de andre ministre gode råd, har jeg følgende at byde på.

Det sociale partnerskab er et nyt begreb, brugt om og af virksomheder og socialfolk. Tanken er, at disse parter sammen skal stå for udviklingen af virksomhedernes sociale ansvar og et mere rummeligt arbejdsmarked. I den nye sociallov om retsstilling og social administration står der derfor, at kommunerne skal oprette et "Koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats". Her skal parterne have sæde for sammen at træffe aftaler om, hvad der lokalt bør gøres for at virkeliggøre den nye fælles ansvarlighed. Herefter går budskabet ud til parternes baglande. Jo mere respekterede de valgte repræsentanter er, desto mere giver deres megafoner genlyd.
Men repræsentanter med virkelig power udebliver, hvis der ikke er et praktisk arbejdende sekretariat for koordinationsudvalget, der følger beslutningerne op. Virksomhederne har nemlig ikke selv en chance for at finde rundt i social- og sundhedssystemerne. Deres medarbejdere kan bo i adskillige kommuner og ønsket om socialt ansvar går i fisk. Koordinationsudvalget kan risikere at få så ringe prestige, at de praktiserende læger aldrig møder op, DA kommer en gang, LO repræsenteres af en pensioneret fanebærer og invalideorganisationens repræsentant kommer hver gang!

Men denne del af den socialpolitiske udfordring blæser Folketinget indtil videre på. Man anser det for en udpræget kommunal opgave og vil hellere give tilskud til flexjobs i hobetal. Heldigvis er flexjob-kampagnen slået fejl - for det ville være langt at foretrække at bruge pengene på andre løsninger, som f.eks. de mange forsøg med arbejdsfastholdelse og udvikling af et mere rummeligt arbejdsmarked.
Forsøgene viser også, at der skal satses på uddannelse af virksomhedslederne, af tillidsrepræsentanter og social- og sundhedspersonalet i de nye samarbejdsformer, samt på socialt arbejde direkte på arbejdspladserne. Tidlig indsats er nøgleordet.
Koordinationsudvalgenes handlekraft er også afgørende for, at kravene om tidligere aktivering i den nye lov om aktiv socialpolitik - af også medtagede bistandsklienter - skal bære frugt og føre til rigtigt arbejde.
Sygefraværet og sundhedsvæsenet bør der også stilles skarpt på. Sygefraværet stiger som sagt fatalt - og ikke mindst blandt de langtidsarbejdsløse. Sundhedsvæsenet stiller op i så ringe grad og har så lange ventetider, at et stigende antal arbejdsgivere tegner forsikringer for, at især privilegerede medarbejdere kan blive behandlet på betalingshospitaler. Selv de mest inkarnerede fortalere for det offentligt sygehusvæsen taler nu for, at kommunerne skal have lov til at betale for indlæggelse på betalingshospitaler - indtil sygehusvæsenet er tilført flere penge og har fået arbejdet organiseret bedre. Det vil spare sygedagpenge og forhindre, at de sygemeldte køres ned og i værste fald fyres. Kommer sundhedsminister Carsten Koch ikke med et hurtigt udspil, splittes sundhedsvæsenet i to klassedelte systemer.

Valgfri hjemmehjælp er nok den vigtigste form for valgfrihed, som den nye lov om social service giver mulighed for. Kommunerne skal tillade, at de ældre kommer med deres egen private hjemmehjælp - til den praktiske del af hjemmehjælpen - og kommunerne skal samtidig kontrollere kvaliteten. Det er selvsagt dømt til at gå galt, også selv om kommunerne forsøger udlicitation til hjemmeservicefirmaer. De ældre har stadig ret til at stille med barnebarnet, og det kræver en særlig indsat at afsløre, at der snarere er tale om studiehjælp.
Alligevel har valgfriheden det spændende perspektiv, at de ældre med de gode pensioner får incitament til selv at købe flere timer i det hjemmeservicefirma, som de nu er blevet fortrolig med. Det skaber nemlig beskæftigelsesmuligheder for de mange blandt håndens arbejdere, som i særlig grad rammes af arbejdsløshed. Men hvorfor skal den offentlige hjemmehjælp ikke have den samme konkurrencemulighed i forhold til den private hjemmehjælp og have ret til at sælge yderligere hjemmehjælps-timer med hjemmeservice-tilskud?

Svaret fra socialminister Karen Jespersen og erhvervsminister Pia Gjellerup kunne være, at den private hjemmehjælp skal fremvise et eksamensbevis for at kunne servicere de ældre og udføre arbejdet på betryggende vis. Jo før de uddannelser kommer i gang, desto større er sandsynligheden for, at ordningen kan administreres og bliver en succes.
Et andet svar kunne være, at den kommunale hjemmehjælp kan udskilles i et særligt firma med mulighed for også at udbyde hjemmeserviceydelser udført af den kommunale hjemmehjælper. Det ville give den helt store beskæftigelseseffekt af ordningen med valgfri praktisk hjemmehjælp.
Regeringens Børnefamiliepakke er for tiden ude til høring. Hvordan bliver der råd til at opfylde løftet om at gøre forældreorlovsordningen mere fleksibel og dermed mere tiltrækkende for også fædrene? - spørger bla. arbejdsminister Ove Hygum. Hvordan ændrer vi børnechecken, så den anvendes mere socialt? - spørger f.eks. LO.
Det kan gøres ved at Ove Hygum og Karen Jespersen kombinerer de to spørgsmål. Sæt f.eks. grænsen for udbetaling af børnechecken ned til den alder, hvor børnene ikke længere går i institution. Brug de sparede penge til at støtte op om de unge familier, som gerne vil have sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv, og som også har brug for hjælp til institutionsbetalingen - som ifølge den nye aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening kan forventes at blive dyrere!

*Gunvor Auken er socialrådgiver i SID og viceborgmester (S) på Frederiksberg.

APROPOS
Et samfund i forvandling

Fra mit udsigtstårn i Specialarbejderforbundet ser den aktuelle samfundsudvikling nogenlunde sådan ud:
Der sker store forandringer i produktionsforholdene. Det, der er under afvikling, er gamle dages firkantede fabrikker bemandet med skulderbred masse-arbejdskraft; de firkantede offentlige institutioner og et firkantet lighedsbegreb med en firkantet velfærdsstat som garant.
Tidens nye nøgleord er globalisering, fleksibilitet, medarbejder-kompetence, netværk og alles ansvar for velfærden.
Det er i det lys, den nye socialreform og nye sociale udvikling skal ses. Her er nøgleordene også den enkeltes og virksomhedernes sociale ansvar, afinstitutionalisering, øgede valgmuligheder og mere frivilligt socialt arbejde. Mere aktivering og færre på passive ydelser.
Danmark har aldrig før haft så mange i beskæftigelse. Vi er det land i verden, hvor gifte kvinder har mest udearbejde og den længste arbejdstid. Samtidig har vi aldrig før haft så mange på offentlig forsørgelse, og mindst lige så mange er på overførselsindkomst af helbredsmæssige som af beskæftigelsesmæssige årsager. I disse år sygemeldes flere og flere, og den forringede sundhedstilstand rammer i stigende grad de laveste sociale grupper. I kølvandet af den årelange arbejdsløshed er der fulgt forringet helbred med øget social udstødning til følge.
Der er grund til at tale om en ny socialgruppe 6; nemlig dem i samfundets rand, som har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, ringe helbred, ringe kvalifikationer, som bor dårligt og hvis børn er de mest truede. (Det er dem hvis nødsignal ofte er en stemme på Dansk Folkeparti).
Demografisk tegner der sig et samfundsbillede med færre i den produktive alder og flere ældre der skal forsørges, også fordi de forlader arbejdsmarkedet tidligere end før. Mange af dem har også deres gode efterløn og/eller en god privat pensionsordning. Og det samtidig med, at der er flere børn, der skal i skole og på institu-tion end i generationerne før.
Nogle af de problemer, der opstår hermed, kan løses med et mere rummeligt arbejdsmarked med plads til de ældre evt. på delefterløn.

Gunvor Auken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu