Læsetid: 3 min.

Racisme i forklædning

10. juni 1998

Til skuffelse for alle de der havde lugtet blod, forsøger indoneserne nu at få en mindelig løsning på den politiske krise. Korrespondenter er rejst skuffede hjem'

INDONESIEN
Selv om Venstres Anders Fogh Rasmussen var hurtigt ude med meldinger om 'overgreb', da regeringen for nyligt bebudede benzin-prisforhøjelser fra 50 øre literen og op, må befolkningens reaktion på samme siges at være afdæmpet og behersket.
Diametralt modsat reagerede indoneserne, da de for nyligt fik hævet priserne på benzin og andre basale subsidierede fornødenheder; demonstrationer og plyndringer var resultatet.
Hvorfor denne forskel i reaktion? Er folk i den tredie verden som glubske ulve, mens at vi danskere velovervejede og fornuftige får løst problemerne?
Urolighederne - udløst af politiets drab på seks studenter den 6. maj - var så omfattende, at man i Jakarta, en metropol som ellers sjældent omtales i de danske medier - pludselig havde et stort kontingent af danske og alle mulige andre udenlandske reportere til at skildre et dualistisk scenario med en aldrende magtgal diktator på den ene side og friske unge studenteraktivister og arbejderdemonstranter på den anden.
At det så alligevel ikke blev revolution, og formentlig heller ikke bliver det, skyldes igen grundlaget for prisstigningerne.
Præsident Suharto havde - i modsætning til adskillige autoritære kolleger i andre udviklingslande - haft så megen omtanke for sine fattige, at en række basale fødevarer samt el og brændstof længe har været subventioneret. Det er denne specielle indonesiske form for bistandshjælp at International Monetary Fund med Hubert Neis i spidsen ønsker at sætte en stopper for.

Lugtet blod
Til skuffelse for alle de der havde lugtet blod, forsøger indoneserne nu at få en mindelig løsning på den politiske krise. Efter at have afgivet markante indrømmelser i retning af demokrati har Suhartos protegé Jusef Habibie overtaget præsidentembedet. Korrespondenter er rejst skuffede hjem.
Jeg husker en tropisk hed aften i april på Jakartas Hotel le Margot, hvor Gregg, en tydeligvis frustreret pressefotograf fra Toronto, spurgte, om jeg ikke havde set nogle uroligheder?
Han havde svært ved at retfærdiggøre sin tilstedeværelse over for arbejdsgiveren, når der ikke var nogen action i Jakarta. Formentlig har de blodige dage omkring den 14. maj tilfredsstillet ham.
Oplevelsen har for mit vedkommende skærpet opmærksomheden over for den mediepåvirkning et udviklingsland kan blive udsat for.
IMF og Verdensbanken har sat Indonesien i en fæl svikmølle ved at tilbageholde udbetalinger på et lån i størrelsesordenen 43 milliarder dollars - indtil den kapitalistiske omverdens tillid til den indonesiske økonomi er re-etableret.
Samtidig er vestlige mediers dramatisering af krisen medvirkende til at denne tillid ikke automatisk genop-står. Når man påtænker at begrebet good-will er noget som tages dødsens alvorligt ikke mindst i dansk erhvervsliv, så kan man spørge sig, hvor meget at vi frarøver
u-landene gennem især tv's evige jagt på vold, mord og modbydelighed?
Faktum er, at tv gennem et nuanceret indenrigsstof opbygger en forståelsesramme, hvor vores egen kultur kan fremstå med alle de rigtige, politiske korrekte signaler, mens tredie verdenslande hovedsagelig skildres gennem krige og katastrofer. Racisme i forklædning.

Stærk ladning
Når jeg konkluderer med denne stærke ladning, er det ikke mindst fordi at min nylige Indonesiens-rejse - på et DANIDA-rejsestipendiat i øvrigt - i stedet for krise, snarere bød mig på en oplevelse af en meget vellykket multietnisk kultur, hvor en masser forskelligartede mennesker faktisk kommer forbløffende godt ud af det med hinanden.
Når man påtænker, hvor problematisk vor egen danske integration af etniske grupper er, havde det været velgørende om man havde ladet reporterne i Jakarta - på jagt efter vold, mord og modbydelighed - dvæle en stund ved de indonesiske succéskriterier med at få folk til at tale sammen.
Vi har meget at lære.
Jeg troede at jeg skulle til Indonesien for at opleve et regimes fald. I stedet mødte der mig en utrolig gæstfrihed, tolerance og storsind - trods et finansielt sammenbrud, der har gjort langt over 80 procent af de private virksomheder insolvente og over 20 procent af arbejdsstyrken arbejdsløse.
At indoneserne ikke har forløbet sig yderligere end begivenhederne den 14. maj må nok tilskrives en tålmodighed ud over alle grænser.
Men krisen er meget alvorlig. En af de ting vi kan hjælpe indoneserne med, en probat form for u-landsbistand er at følge unge rygsækturisters eksempel med - så snart skyerne igen letter - at være til stede, der, hvor vi germanske grobrianer forblindede i dualitetens mørke kan lære noget om både-og i stedet for enten-eller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu