Kronik

Da RUC blev voksen

29. juni 1998

Hvordan udviklede RUC sig fra 'marxistisk missionsskole' i 1970'erne til erhvervslivets darling i 80'erne og 90'erne? Det har historikeren Else Hansen skrevet en omstridt afhandling om

RUC's udvikling fra 'marxistisk missionskole' til erhvervslivets favorit i 80'erne og 90'erne skete ikke ved dramatiske brud, kritiske selvopgør eller dramatiske personudskiftninger. Det skete simpelt hen ved at ændre værdigrundlaget og den fælles historiefortælling.
Da RUC blev planlagt i begyndelsen af 70'erne, var der bred enighed om, at en fornyelse af universitetsinstitutionen var tiltrængt. De gamle universiteter, specielt Københavns Universitet, var i løbet af 60'erne eksploderet. De formåede ikke at ændre strukturer og praksis i takt med optagelsen af de mange nye studerende - 9.000 universitetsstuderende i 1960, men 35.000 i 1970. Og der var fra både erhvervsliv, studerende og universitetsfolk kritik af, at studierne manglede 'samfundsrelevans'.
På RUC skulle der ske en afprøvning af masseuniversitetets muligheder. Hvordan kunne universitetsundervisning af mange studerende gennemføres? Eksperimenter på mange områder blev iværksat samtidig: projektarbejde i grupper, tværfaglige studier, ny studiestruktur med basisuddannelser og nye mål for universitetsuddannelser - til gavn for erhvevslivet eller for arbejderklassen, afhængigt af om det blev formuleret af teknokrater eller kritiske studenter.

Ved RUC's 10 års jubilæum i 1982 var meget forandret siden oprettelsen. Helt overordnet havde RUC i 70'erne været et universitet, hvor de fleste studerende og lærere meget aktivt og velformuleret kæmpede for et universitet med 'studier i arbejderklassens interesse'. I 80'erne forvandlede det sig til at være et universitet, der karakteriserede sig selv ved sin pædagogik, der gav fleksible og omstillingsparate kandidater, som var efterspurgte på arbejdsmarkedet.
Alligevel lykkedes det at fortælle RUC's historie som en historie med vægt på kontinuitet: Siden de første dage havde projektarbejde i grupper været praktiseret med succes og det tværfaglige arbejde gav de bedste resultater.
I stedet for åbent at berette om 70'ernes brud og skift i strategier, blev der skabt myte-fortællinger om succes og kontinuitet. Problemer og nederlag blev forklaret med 'ydre fjender', specielt i Folketinget, ikke med de interne processer. Myterne om 70'ernes RUC hindrede en erkendelse af, at der faktisk havde været alvorlige brud i RUC's historie, en erkendelse af at målene var ændret i løbet af de første 10 år.

Styringen af RUC's studier havde været et væsentligt stridspunkt. I de første år blev de studerendes arbejde på basisuddannelserne ikke bedømt af eksterne censorer. De ville jo alligevel kun kunne bedømme resultatet, men ikke den vigtige arbejdsproces. Samtidig blev studiernes indhold fastsat alene af de studerende, som bestemte, hvad de ville skrive projekter om. I løbet af de første år blev disse forhold gentagne gange kritiseret af de såkaldt 'borgerlige' lærere. At der er politiske og faglige uenigheder på et universitet er ikke noget nyt i sig selv, men det nye på RUC var, at denne uenighed overhovedet ikke lod sig integrere i de interne styringsprocesser. I stedet blev de interne uenigheder gang på gang offentliggjort. Aviserne skrev om dem, og de blev diskuteret i Folketinget.
I 1975 blev basisuddannelserne reorganiseret af undervisningsminister Ritt Bjerregaard: Der blev indført obligatoriske kurser og ekstern censur på basisuddannelserne. Det betød voldsomme protester på RUC. Og ministeriet svarede igen ved at indsætte et eksternt rektorat. Det optrappede konflikten på RUC, men betød også, at der fortsat var flertal i Folketinget for at RUC kunne fortsætte. Først i 1977 - efter strejke og besættelse - blev der under et 'paladskup', med den såkaldte pakkeløsning indført en ny styrelsesordning, så de enkelte fag blev organiseret i skarpt adskilte institutter, men uden de fælles tværfag-lige fora, som tidligere havde været idealet. Til gengæld blev det akademiske selvstyre genetableret. Det eksterne rektorat trak sig tilbage.
Selv om der ikke var blevet grebet ind, er det langt fra sikkert, at RUC ville have fungeret efter de første planer. De var nemlig sat sammen af så mange forskellige dele - og rummede flere forskellige og modsatte hensigter - så det i bedste fald ville have krævet omfattende tilpasninger. 'RUC's oprindelige ideer' var ikke et sammenhængende sæt ideer, men præget af at flere sæt interesser skulle forenes for at det nye universitetscenter kunne realiseres som en nyhed, et traditionsbrud.
Ikke alle de oprindelige dele af eksperimentet blev afprøvet. Det største savn var den integration af mellemuddannelser og universitetsuddannelser, som var begrundelsen for at indføre basisuddannelser. Den blev bremset af Hartling-regeringen i 1974 - før den overhovedet var startet. Ikke på grund af egentlige forbehold overfor den nye uddannelsesstruktur, men fordi basisuddannelserne var for 'marxistiske' - man var bange for at få marxistiske folkeskolelærere ud på skolerne.
Den borgerlige modstand mod de fornyelser, som paradoksalt nok var helt i overensstemmelse med kravet om modernisering, var et konkret udtryk for den politiske stemning i 70'erne. Årtiet var generelt - og på RUC - præget af en voldsom polarisering mellem den politiske højre- og venstrefløj. Venstrefløjen satte dagsordenen, og der var ikke dynamiske borgerlige alternativer til dens politik, kun en vedvarende kritik af venstrefløjens initiativer. Den borgerlige bremse på reformerne på RUC medvirkede til at fastholde de akademiske traditioner og forhindre gennemgribende modernisering.
RUC's pædagogik med problemorienteret projektarbejde i grupper er blevet fremhævet som en succes ved RUC. En berettiget fremhævelse, som dog alt for ofte i tavshed forbigår de studerendes store personlige og sociale omkostninger ved denne pædagogik. Samtidig skjules det behændigt, at pædagogikken kun var et selvstændigt mål for en mindre gruppe lærere i 70'erne. For langt de fleste var pædagogikken et middel til at opnå det egentlige mål. Hvad enten det nu var 'studier i arbejderklassens interesse' eller fleksible uddannelser tilpasset arbejdsmarkedets krav. Først i løbet af 80'erne blev det et mål i sig selv at gennemføre denne pædagogik.

Tværfaglighed er en anden succes-historie på RUC. Tværfaglighed skulle sætte videnskaberne i stand til at forholde sig til nye samfundsmæssige problemer. Det gav den fleksibilitet, der var brug for i et samfund, som man vidste var i hastig forandring, men hvor ingen kunne have holdbare bud på, hvad forandringerne ville gå ud på. I 70'erne betød tværfaglighed, at nye indfaldsvinkler blev taget op i de eksisterende discipliner. Nye temaer, f.eks. om miljøspørgsmål, fandt en videnskabelig form i 70'ernes tværfaglige samarbejde, og er nu blevet veletablerede fag med egne faglige traditioner. I de første år blev tværfaglighed opfattet som en modsætning til enkeltfaglighed, men i løbet af 80'erne skete der en 180 graders drejning. Enkeltfagene blev nu betragtet som forudsætning for tværfaglighed, der samtidig mistede sin dynamiske kraft, da det fælles grundlag, som marxismen havde udgjort, forsvandt. I dag må 70'ernes tværfaglighed opfattes som en tiltrængt korrektion til den tidligere rigide disciplinopdeling.
Myterne om RUC's historie beskæftiger sig med den interne udvikling af institutionen RUC. Når RUC ses i sammenhæng med den øvrige universitetshistorie træder et interessant billede frem. Det viser sig nemlig, at de dele af nyskabelserne på RUC i 1972, som lå længst væk fra universiteternes traditionelle virke, også er dem, som ikke blev gennemført.
Tværfaglighed og den ny universitetspædagogik, der var baseret på problemorientering og gruppearbejde, ligger derimod i forlængelse af gamle universitetstraditioner. De indebar ganske vist et brud med det kaotiske og stivnede universitet, der i 60'erne blev oversvømmet af nye studerende. Men de 'nye' elementer betød også en revitalisering af traditioner fra romatikkens Humboldt-universitet, der blev oprettet i Berlin i 1810 og fik stor indflydelse på Københavns Universitet. Her var der blevet lagt vægt på helhed: helhed i videnskabssyn med filosofi som det bærende element og helhed mellem forskning og undervisning. Denne universitetsform blev senere udkonkurreret af forskninguniversitet, hvor der siden slutningen af forrige århundrede blev lagt vægt på udviklingen af de enkelte faglige discipliner.

Gruppe- og projektarbejde betyder bl.a., at studerende og lærere med samme ret kan stille spørgsmål til vedtagne videnskabelige sandheder. Det har befordret en høj grad af engagement og forpligtende diskussioner blandt de studerende og mellem studerende og lærere. Gennem det nære samarbejde har de studerende lært forskningsprocessen at kende. Det gælder på RUC, men det gjaldt også på Humboldts universitet i begyndelsen af 1800-tallet.
Tværfagligheden gav lige så lidt som romantikkens holistiske videnskabssyn plads til de specialiserede faglige discipliner. Begge synspunkter insisterer på at se helheder.
Selv om begrundelserne var forskellige, bakkede alle parter bag RUC op om både pædagogik og tværfaglighed i 70'erne. Gennemførelsen af begge dele er blevet betragtet som sejr over en stivnet tradition - ikke som genoplivning af en gammel tradition.
Det var baggrunden for RUC's succes, at universitetscentret blev et led i moderniseringen af universitetstraditionen. Det gav ikke anledning til sprængning af tradi-tionerne til fordel for noget helt nyt og anderledes. 70'ernes udvikling er på det punkt paradoksal. Netop engagementet for at nedbryde traditionerne blev den kraft, som sikrede traditionernes genoplivning. Eller mere præcist: venstrefløjens engagement var nødvendigt for at gennemføre moderniseringen af universitetet.

Else Hansen er historiker og ph.d. Hun har skrevet En koral i tidens strøm. RUC 1972-1997 (Roskilde Universitetsforlag).
Den 2. juni 1998 holdt Else Hansen ph.d.-forelæsningen Tradition og fornyelse i universitetsinstitutionen, belyst ved eksemplet RUC

Apropos - Den farlige RUC-historie

"Fyringen af Else Hansen viser, at en kritisk fremstilling af RUC's historie åbenbart ikke kan skrives endnu. Else Hansen er blevet offer i et spil, som hun overhovedet ikke har del i. Hun blev en brik i større kræfters vold."
Så skarpt lød det fra ansatte på Historisk Institut på Roskilde Universitets Center (RUC) i efteråret 1996, da historikeren Else Hansen blev fyret af RUC's rektor, Henrik Toft Jensen, fra sin projektansættelse på universitetet. Hun var blevet ansat til at skrive RUC's historie i anledning af, at universitetet fyldte 25 år.
De ansatte mente, at RUC-historien blev stoppet, fordi den gav et ubehageligt billede af RUC's konfliktfyldte fortid - altså at fyringen var politisk.
Rektor og den gruppe af vejledere, der stod bag fyringen, mente, at Else Hansens faglige arbejde ikke var godt nok.
Hvad sandheden er, er aldrig kommet frem.
Men at der også var personlige motiver bag fyringen og utilfredshed med hendes fortolkning af historien, står klart. En fortolkning, der blandt andet "bekræftede fordomme om RUC som marxistisk missionsskole i 70'erne," som professor Claus Bryld, der var en af Else Hansens vejledere, udtrykte det umiddelbart efter fyringen. "Jeg ville gerne have en kritisk fremstilling af RUC's historie, men Else Hansen skulle også fange ånden i det, der skete dengang, og det gjorde hun ikke."
Dét Else Hansen havde skrevet, og som ikke faldt i forskernes smag, var blandt andet, at man aldrig har taget et opgør med synspunkterne fra 70'erne, og at RUC's historie er fuld af myter netop for at undgå det smertefulde opgør med fortiden.
På grund af den megen ballade i pressen om fyringen - og fordi hun fandt en ny vejledergruppe - blev Else Hansen genansat på RUC kort tid efter.
Dagens kronikør er netop her i juni blevet ph.d. på sin RUC-historie.
Så nu har hun fået både en fyreseddel og et ph.d.-bevis på samme stykke arbejde.

Mette Højbjerg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu