Læsetid: 4 min.

Man har et standpunkt

30. juni 1998

Anders Fogh Rasmussen bør fejres som den, der tydeligst løfter arven efter Jens Otto Krag

VÆGELSIND
Ifølge Information den 16. juni giver 50,5 procent af vælgerne topkarakterer til Venstres nye formand, Anders Fogh Rasmussen for dennes politiske insats. Det får mig til at tænke på nogle kommentarer til egne tidligere udtalelser han blev citeret for i dagene efter formandsskiftet - og på et udsagn, som først plagede Socialdemokratiet - for derefter at klæbe til Det Radikale Venstre som en forbandelse.
Jeg tænker her naturligvis på Jens Otto Krags: "Man har et standpunkt, til man tager et nyt", en vægelsindethed, der siden er overtaget af de radikale (man kan vel se vore dages udenrigsministers "tjah, bum-bum" som en ufrivillig træden i forgængernes godt slidte fodspor).
J.O. Krags fyndord er jo som bekendt siden nærmest blevet synonymt med en politiker, man ikke kan stole på - enten fordi han/hun mente noget andet i går (og derfor sandsynligvis mener noget tredje i morgen), eller fordi vedkommende under en valgkamp lover ét, fordi det er opportunt på det givne tidspunkt, og, efter valget er lykkeligt overstået, forkaster de givne løfter eller standpunkter og nu bekender kulør.
Men hvad kan dette da have med Anders Fogh Rasmussen at gøre?
Straks efter avancementet til formandsposten efter sidste folketingsvalg, præsenterede man venstremanden for nogle af hans ældre udtalelser; udtalelser om en minimalstat og andre hyperliberalistiske idéer - idéer, der tydeligvis ikke passer sig for en formand for et parti, der gerne vil tage ansvar, og en person, der ønsker at fremstå som et troværdigt bud på en oppositionsleder.
Foreholdt disse sine gamle udtalelser viste Anders Fogh Rasmussen da også tegn på et mindre ildebefindende; faktisk sagde den nysudnævnte, at han da kunne blive helt pinlig berørt ved konfronta-tionen med disse sine bedagede udsagn.
Han undskyldte sig med, at hans rolle dengang var at være den, der stillede de provokerende forslag - forslag der, selv om de ikke direkte var Venstres politik, kunne trække debatten i en for partiet ønskværdig retning. I dag derimod er hans rolle en anden.

Hamskifte
Som sagt skal han nu fremstå som troværdig oppositionsleder og som den der, i tilfælde af et magtskifte, kan række henover det Centrum Demokraterne næsten som et mantra kalder "midten i dansk politik" (læs: dem selv).
Men man må nu spørge sig selv, om ikke Anders Fogh bejler til andet end de radikales gunst, om ikke manden med sit nyslåede rolle- eller hamskifte bør fejres som den, der tydeligst har løftet arven efter Jens Otto Krag?
Thi er ikke disse vor tidligere statsministers ord "Man har et standpunkt, til man tager et nyt", nu blevet endnu stærkere fortolket af Anders Fogh? - en slags 1990-udgave?
Har han ikke gjort dem til sine og derved overtaget netop den byrde, der, efter Krag, blev de radikales adelsmærke?

Hvem er den ægte
I hvert fald er det nu blevet svært for en tilskuer til den politiske scene at bedømme om det er den Yngre Anders Fogh (ham med minimalstaten) eller den Ældre, mere modne Rasmussen (oppositionslederen), der er den ægte, den mest troværdige: Hvis den Yngre talte i ungdommeligt overmod og i overenstemmelse med en rolle, der var blevet ham tildelt, talte han så usandt dengang? Imod sit hjertes overbevisning? Og er det i så fald den Ældre, der er den ægte Anders Fogh Ras-mussen? Den, der siger det, den Yngre mente, men ikke kunne eller måtte sige?
Eller forholder det sig lige omvendt: Talte Den Yngre sandhed, og har den Ældre modereret sig for at være et troværdigt alternativ, og taler han nu mod sit hjertes overbevisning? Hvis den Yngres tale dengang var sand, er den Ældres så falsk i dag?
Hvornår er masken på, hvornår er den af? Og er den af, eller er den maske han bærer i dag blot en ny rolle, der gemmer sig under den gamle, den første i en endeløs række - eller er der to, der konstant byttes rundt?

Nyfortolkning
Det er i virkeligheden en nyfortolkning af Kretenserens Paradoks - En mand fra Kreta hævder at "alle kretensere lyver" - Anders Fogh her har præsteret. Med sit forsøg på at angre og overskrive fortidens uheldige udtalelser har han blot gravet sig længere ned i en sådan paradoksets grav; en grav hvorfra Venstres formand ikke længere vil kunne optræde maskeløs.
Det lader således til, at den mare, Det Radikale Venstre overtog fra Jens Otto Krag har forladt dem, og - på samme måde som aben fra Ju-stitsministeriets tamilsag - er begyndt at vandre rundt i det politiske landskab.
Spørgsmålet er nu blot, hvor længe den vil blive siddende på Anders Fogh Rasmussens skulder, før den begiver sig videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu