Læsetid 4 min.

At tænke sig sit eget sted

23. juni 1998

Af SUSAN HINNUM billedkunstner phd.-studerende på Det kongelige Danske Kunstakademi

Hvordan kan det være, at kunsten ser ud, som den gør i dag? Det er der mange forklaringer på. Her er en mere

KUNST
Der kan ikke herske megen tvivl om, at vores omgangsformer og traditioner er under hastig opløsning. Ikke blot vores livsomgivelser, det vil sige alt det, vi ikke selv har kontrollen over, men også selve hverdagslivet er under bombardement. En følgevirkning synes at være en næsten kollektiv forventning til, at det er i hverdagen, de store oplevelser skal ligge. Eller sagt med andre ord: det er i vores egen hverdag den æstetiske erfaringsdannelse søges placeret. Nøgleordet er selv-iscenesættelse.

Netop det selviscenesættende aspekt præger i allerhøjeste grad også det aktuelle billedkunstneriske udtryk. Det kan ikke være anderledes, for kunst laves af mennesker, ikke af guder, selvom denne kendsgerning til stadighed synes at skuffe det brede publikum. Kunst er derfor udsagn om den verden, vi lever i - og intet andet - uanset værkets karakter. Sagt med den stiltiende forudsætning, at værkets undersøgelsesfelt selvfølgelig kan udstrækkes til hvad som helst.

Hvis man overhovedet kan tale om, at vi som mennesker deler fælles værdier, har det kun mening på et rent teoretisk plan. Det, vi (måske) kan enes om i stedet for, er, at vi deler nogle adfærdsmønstre. Ikke ud fra en global betragtning, men indenfor socialt afgrænsede, og især kulturelt bestemte, regioner. Det er især det personlige udgangspunkt for værkproduktionen, der står centralt for 90'er-kunsten, og der trækkes i lige så høj grad på filosofi og kunsthistorie som på antropologi og psykologi. Et faktum, der giver sig til kende ved, at kunstnere i stadig stigende grad vælger at bruge sig selv i værket.

Det er således ikke kun kunsten, men også kunstnerens rolle, der har ændret sig. Det er i dag lige så lidt det romantiske billede af den lidende kunstner, som den potenssprøjtende maskuline maler, der kendetegner fagets aktører. Det, vi i stedet for kan iagttage, er, at der hele tiden skiftes position mellem et væld af rollemodeller.

Når kunstneren således ikke længere er givet en bestemt kunstnerrolle, opstår der et felt mellem det udsigende kunstner-subjekt og selve værket, hvor både problematikken omkring etableringen af kunstnerrollen, og bestemmelsen af selve rummet spiller en afgørende rolle. Selvom kunstnerens valg af 'identitet' tydeligvis har en afgørende betydning for den identifikationsfaktor, gennem hvilken beskueren senere vil møde værket, er det især kunstnerens hensigt med værket, altså: "kunsten som ...?", der i først omgang bestemmer valget. Modernismens sidste sejlivede codex, nemlig troen på, at et kunstværk i sig selv er godt, netop fordi det udtrykker sig uden for verbalsproget, er ikke længere en brugbar defini-
tion til afkodning af samtidskunsten.
For store dele af 90'er-kunsten gælder det nemlig, at de egenskaber, der tidligere ville definere værket som kunst, og det vil især sige dets transcenderende potentiale, overhovedet ikke har nogen relevans i dag. Det er ikke det udenfor liggende - altså alt det der har at gøre med de "små-breve-til-Gud" - men derimod det kendte, nemlig hverdagens sociale rum, og dermed også noget så enkelt som det alment genkendelige, der først og fremmest har betydning.

I vor tid kan man således opleve, at der i kunstens navn gennemspilles hverdagssituationer, som kunstneren enten ikke kan eller tør udleve i privatsfæren. Den enkelte kunstners valg af rollemodel har således udviklet sig til mere end blot en ren kunstner-identifikation: den er blevet selve erstatningen for det reelle. En situation, der medfører, at iscenesættelsen af kunstneren som kunstner, bedst kan karaktiseres ved en 'som-om' figur. Feltet, kunsten fungerer i, er således blevet det egentlige, det virkelige. Der er altså ikke længere tale om en symbolsk aktivitet, men om selve det sted, hvor den virkelige erfaring faktisk produceres.

I denne type værker møder vi fremfor alt en handlen - og ofte en handlen, der sker uden tanke for ansvar. En handlen, der er befriet for alt, hvad den sociale kontrakt normalt pålægger os af moralske restriktioner. Resultatet er et værkudsagn, der provokerer mange beskuere, fordi det afkræver en stilling-
tagen. Men, netop fordi det foregår i kunstens ikke-reelle rum, frisætter det samtidig beskueren fra at skulle forholde sig moralsk til konsekvenserne af disse handlinger. Det er derfor essentielt for værker af denne karakter, at et handlingsmønster kan iagttages og tilmed problematiseres, helt uden hensyn til, hvordan vi normalt plejer at reagere i konfrontation med lignende situationer.

Der har i de senere år udviklet sig en praksis, der gør det relevant at sammenligne kunstrummet med videnskabsmandens laboratorium. Det vil sige et sted, hvor fænomener undersøges. Den store forskel ligger i, at det er den menneskelige handlen og ikke videnskabelige fænomener, der undersøges.
Det ligger i sagens natur, at denne del af 90'er-kunsten fokuserer kraftigt på kunstnerens egen privatsfære. Men, det er samtidig vigtigt at holde sig for øje, at beskueren og kunstneren mødes i et punkt, der befinder sig udenfor dem begge. Det bunder netop i kunstnerens forsøg på, gennem værket at tænke sig i sit eget sted. Et projekt der tilsyneladende er lige så problematisk, når det foregår i en social sammenhæng som i en kunstnerisk kontekst. Forskellen, hvor det erkendelsesmæssige knytter sig til kunst-oplevelsen, ligger som nævnt i fraværet af ansvar.
Den handling, der præsenteres i kunstrummet har nemlig ingen gyldighed, før den møder genklangen af ideen om noget lignende. Dette betyder således, at selvom det er kunstneren, der instrumentaliserer værket, er det beskueren - og beskueren alene - der instrumentaliserer det sete som værk.
Med andre ord: En situa-
tion iagttages - den gennemleves ikke! Hermed muliggøres etableringen af et felt for refleksion over menneskelig eksistens, og det er netop det, kunsten kan, når den er bedst. 90'er-kunsten er slet ikke så ringe til det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu