Kronik

En teorists bekendelser

25. juni 1998

Den amerikanske økonom Paul Krugman har sat sig for at gøre op med de økonomer, der sælger letfærdige teorier til højstbydende. Selv har han nu også en rem af huden

Den amerikanske økonom Paul Krugman har sat sig det ambitiøse mål at få luget ud i den overfladiske økonomiske debat, der kører i massemedierne, de (halv)seriøse tidsskrifter og populistiske debatbøger og som er domineret af lige dele politisk ideologi og almindelig uvidenhed. Hans nyeste bog er endnu et behjertet forsøg på at trænge igennem støjmuren, der omgærde denne debat.
Lad os starte med at se på indholdet i The Accidental Theorist, der er en samling korte artikler, der alle tidligere har været publiceret, men som her er samlet i seks afsnit hver med en kort indledning.
Krugmans hovedsynspunkt er, at alle deltagere i denne debat med fordel kunne (gen)læse en førsteårs lærebog i nationaløkonomi. Det ville have den gavnlige effekt, at debattørerne brugte de samme økonomiske begreber og kendte til de grundlæggende økonomiske teorier. Det kunne muligvis dæmme op for den pseudo-teoretisering, der efter Krugmans mening er alt for udbredt, og som er baggrunden for bogens titel. Hver gang et tilsyneladende nyt fænomen opstår eller en politisk ide skal iklædes teoretisk legitimitet, så optræder en række økonomiprofessorer mere end beredvilligt med en 'ny' teori, der er tilpasset det aktuelle tilfælde.
Krugmans yndlings 'tilfælde' er den såkaldte Laffer-kurve. Historien har været fortalt før, men fortjener gentagelse. Da Ronald Reagan skulle legitimere sit forslag til skattenedsættelse i begyndelsen af 80'erne, samtidig med at der var et betydelig underskud på de offentlige finanser, måtte der opfindes en ny økonomisk teori.
Umiddelbart tilsiger almindelig sund fornuft at mind-skede skatter fører til færre indtægter til staten og dermed et øget offentligt underskud. Men professor Arthur Laffer kunne - sådan går historien - sågar på bagsiden af en middagsserviet, afhjælpe dette teoretiske dilemma på følgende måde: Hvis skattesatsen er nul, så kommer der nul dollar i finansministerens kasse. Hvis skattesatsen er 100 pct., så gider ingen mennesker arbejde, og der kommer ligeledes nul dollar i statskassen. Hvis nu skattesatsen var 10 pct., så ville folk både arbejde og betale skat.
Som vist på figuren, må skattekurven på et eller andet tidspunkt begynde at bøje ned mod nulpunktet for at et skatteprovenu på nul dollars kan illustreres ved en sats på 100 pct. Laffers trick var at postulere, at den amerikanske økonomi allerede befandt sig på den del af kurven, der bøjer nedad - om så var, så ville en sænkning af skattesatsen føre til et større skatteprovenu.
Denne serviet kunne Reagan administrationen bruge. Her var endelig en økonomiprofessor, som havde vist, at det var muligt at sænke skattesatserne på en 'ansvarlig' måde, da det ville bringe initiativ og arbejdsglæde tilbage til den amerikanske økonomi.

Krugman lader ingen i tvivl om, at det budgetunderskud, der efterfølgende plagede amerikansk politik bl.a. kan henføres til denne letfærdige omgang med økonomisk teori. Inden vi fornøjer os for meget over dette amerikanske 'tilfælde', så bør der vel for god ordens skyld erindres om, at der også i den danske debat i slutningen af 1980'erne var fortalere for en Laffer-kurve-sammenhæng.
Laffer-kurven er desværre ikke et enestående eksempel på, hvordan den økonomiske teori tilpasses 'tilfældet'. Det næste 'tilfælde', som Krug-man tager fat omkring, er den jobløse vækst. Tilbage i begyndelsen af 90'erne stod beskæftigelsen i stampe, og arbejdsløsheden voksede i takt med stigningen i arbejdsstyrken, og det på trods af en årlig vækst i nationalproduktet på en-to pct. Et fænomen, der var mere udtalt i Europa end i USA; men teorien om det nye teknologiske paradigme florerede på begge siden af Atlanterhavet. Et uforklaret teknologisk kvantespring var indtruffet - informationsteknologien havde gjort arbejdskraften overflødig.

Der kunne ikke længere skabes job igennem økonomisk vækst. Sådan lød budskabet fra den bedrøvelige videnskab (som Krugman benævner den tilpassede og politiserede økonomisk teori). For politikerne var teorierne bekvemme. De kunne blot slå ud med armene og beklage den stigende arbejdsløshed; for nu havde de papir på, at de var i stærkere kræfters vold.
Krugmans fortjeneste er at vise, at disse teorier om masseafskedigelser på grund af den nye teknologi er empirisk stærkt overdrevne. Samtidig kan han sort på hvidt fremlægge beregninger, der viser, at der ikke har fundet nogen stigning sted i produktiviteten i den amerikanske økonomi set under ét. Den stiger derimod langsommere end for 25 år siden.
Andre 'tilfælde-økonomer' benytter den stigende globalisering og den øgede internationale konkurrence, som et teoretisk figenblad for arbejdsløshedens omfang. Her går Krugman hårdt til bl.a. sin økonomkollega Lester Thurow, der i bogen The Future of Capitalism tegner et dystert billede af de konsekvenser, som konkurrencen fra lavtlønslandene vil påføre og for så vidt allerede har påført den amerikanske økonomi.
Atter må Krugman ty til de faktiske tal, hvor det ikke kan påvises, at den forstærkede internationale konkurrence har forårsaget massearbejdsløshed. Tværtimod har USA set under ét haft fordel af at importere billige industrivarer fra Sydøstasien (og Latin-amerika), for så til gengæld at kunne eksportere avancerede produkter med en høj værditilvækst. Problemet ligger derimod internt i USA, hvor politikerne mangler vilje til at omfordele den øgede velstand via de offentlige budgetter.
Og det er svært at benægte, at Krugman har fat i den lange ende, for de samfundsøkonomiske sammenhænge synes ikke at have forandret sig tilnærmelsesvist så meget som mange af 'tilfælde-økonomerne' ynder at hævde. Det mest aktuelle eksempel er spørgsmålet om, hvorfor amerikansk økonomi i disse år oplever en lavere arbejdsløshed og en lavere inflation end på noget tidspunkt de sidste 25 år.

Et af svarerne har været, at den amerikanske markedsøkonomi er undergået et paradigmeskifte. Markedskræfterne og konkurrencen virker på en ny måde. (Steven Weber går endog i Foreign Affairs July/August 1997 så vidt som til at profetere, at den nye mar-
kedsøkonomi nu også har lagt konjunktursvingene bag sig). Men han vil blive klogere; for ifølge Krugman er der snarere tale om, at den amerikanske økonomi er vendt tilbage til vækstsporet fra før ulykkerne i kølvandet på Vietnamkrig, olieprisstigninger og Paul Volckers monetaristiske chockterapi væltede ind over landet.
Krugman har derimod en meget stærk tro på, at det snarere er den amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan, der kan tilskrives æren for de seneste års succes med både vækst og lav infla-tion. Han har haft en særdeles heldig hånd med den rette dosering af pengemængde og rente.
Her er Krugman dog efter min mening tæt på selv at blive en 'tilfælde-økonom'. For nok påberåber han sig den britiske økonom John Maynard Keynes, som den teoretiske fader til sine synspunkter; men helt så enkelt som han fremstiller de økonomiske sammenhænge og Green-spans gode gerninger, kan virkeligheden næppe være.
I Krugmans tidligere bøger har cigarføringen da også været noget lavere i erkendelsen af, at det faktisk er uhyggeligt så lidt vi ved om de økonomiske sammenhænge. Og Krugmans styrke har netop været at fastholde dette synspunkt over for de ideologisk betingede forsimplinger af de teoretiske sammenhænge, som bliver falbudt af hans kolleger.
Som noget nyt i forhold til sine tidligere bøger gør Krug-man sig denne gang også nogle overvejelser om, hvorfor miljøskatter har så trange kår i almindelighed og i USA i særdeleshed.
Det er jo et af de få områder, hvor der stort set ingen uenighed hersker blandt økonomer - grønne skatter er gode skatter (i hver fald hvis man som i USA stort set ingen har i udgangssituationen).

Men alene ordet skat synes at være blokerende i den amerikanske debat. Det er blevet et tabuiseret ord - ganske uanset, at grønne skatter jo, dollar for dollar, kan aflaste andre skatter. Desuden går grønne skatter på tværs af olieindustriens interesserer, som derfor har købt adskillige 'tilfælde-økonomer', der ubesværet opstiller teorier, der viser, at miljø-skatter vil være en trussel mod både betalingsbalance, beskæftigelse og nationalprodukt, hvormed miljøskatternes saglige indhold kan afspores.
Det er desværre nok mere end tvivlsomt, om det med denne bog vil lykkes for Krug-man at få renset ud i rækken af 'tilfælde-økonomer' og deres 'tilfælde-teorier', bl.a. fordi hans stemmeføring er blevet noget selvpromoverende.
Sjældent har jeg læst en bog, der så ofte knytter ordet 'sandhed' til egne synspunkter og stærkt negativt ladede adjektiver til sine (politiske?) modstanderes argumenter. Der bliver bestemt ikke taget med fløjlshandsker på 'tilfælde-økonomerne'. Det har unægtelig en betydelig underholdningsværdi, men undergraver på den anden side argumenternes intellektuelle styrke.
Alligevel har Krugman haft en betydelig succes med sine populære bøger. Han rejser verden rundt og holder dyrt betalte foredrag. Men hvad nyt han egentlig har på hjerte - udover at påpege en række svagheder i sine kollegers ræsonnementer - synes jeg ikke kommer klart frem.
Vi har i hvert fald hørt de fleste argumenter før og egentlig også tidligere fremført mere nuanceret, hvorved de lød mere overbevisende end her i den seneste artikelsamling med undertitlen "udslip fra den 'bedrøvelige' videnskab".

Jesper Jespersen er professor i samfundsøkonomi på Roskilde Universitetscenter og netop hjemvendt fra et studieophold i Cambridge.

APROPOS - En modig mand

Hvem er denne Paul Krugman egentlig?
Det er noget så sjældent som en fagligt anerkendt og respekteret økonom, der har gjort flere vellykkede forsøg på at popularisere sine økonomiske teorier. Han er professor ved det velanskrevne amerikanske østkyst-universitet Massachusett Institute of Technology. Indtil 1990 var han kun kendt inden for en snæver økonomkreds som en særdeles seriøs udfordrer af den konventionelle frihandelsteori.
Krugman havde påvist, at en ureguleret udenrigshandel ikke nødvendigvis ville give alle deltagende lande øget vækst og velstand. Frihandel var muligvis til alles fordel, da David Ricardo skrev i begyndelsen af det 19. århundrede. Men den forstærkede internationale konkurrence har fastholdt en række fattige råvare- og landbrugsproducerende lande i et produktionsmønster med relativt lille værditilvækst.
Krugman skrev en glimrende lærebog i New Trade Theory, som dog på ingen måde rokkede ved de fortsatte og forstærkede liberaliseringstendenser for verdenshandlen.
Det var først, da Krugman begyndte at skrive populærvidenskabelige bøger, at en større offentlighed fik øje på ham, idet han er skånselsløs i sin kritik af økonom-kolleger, der bedriver økonomisk 'gadehandel'.
Her er der to kategorier, der får kærligheden at føle. Den første er konservative professorer, der taler mod bedre vidende. Den anden er politiske kommentatorer, der udtaler sig på trods af manglende økonomisk viden.
Hans store forbillede er den engelske økonom John Maynard Keynes, der ligeledes talte sine kolleger midt imod, samtidig med at han nåede en betydelig interna-
tional anerkendelse.
Krugman har oplevet lidt af det samme med bøgerne Peddling Prosperity (1994), Pop Internationalism (1996) og er nu aktuel med The Accidental Theorist (1998).

Jesper Jespersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu