Læsetid: 3 min.

Tid til at nyde de små

25. juni 1998

Lad os dog få et års barsel og efterfølgende et år på nedsat tid

BØRN
"Det ord står alle vegne", udbrød min yngste datter på otte, der lige har lært at læse, da jeg forleden sad med min daglige avis, og hun som sædvanlig skulle prøve at tyde overskrifterne. "Pin-se-pak-ken" stavede hun sig igennem, og hun syntes, det lød vældigt interessant, det dér med en pakke, og hvad var det dog for noget, - havde det ikke noget at gøre med ham der Poul Nyrup, - ham havde hun også hørt tale om "Pinsepakken". Jeg måtte skuffe hende. Der var ikke tale om én af de pakker, som man fik til jul eller fødselsdag. I virkeligheden var det faktisk en mærkelig pakke, for der var ikke tale om, at nogen skulle have noget, men der var snarere tale om nogen, der skulle give noget, f.eks. dem der ejede et hus. Det var lidt svært at forklare en pige på otte år, men så meget kunne jeg da fortælle, at det ikke havde noget som helst med os at gøre gøre, - vores lille famlie, der består af en mor, og hendes to døtre på otte og ti.
Vi er en lille børnefamilie, og vi klarer det ganske godt og har 'overstået' vuggestue og børnehave og går nu i fritidshjem og klub. Men der er andre børnefamilier, familier med små børn, og jeg må sige, at jeg er lettet og glad over, at være sluppet over 'på den anden side', så jeg ikke behøver at tænke på at skulle aflevere mit barn på seks mdr. til en 'sort' dagplejemor, og spekulere på ventelister til en vuggestueplads, og hvad der ellers kan pine én i de år. Ja, ét er Pinsepakken, noget andet er valgløfter og en statsministers nytårstale, hvor han med en bekymret mine lovede, at der skulle gøres noget ved børnefamiliernes situa-
tion.
Karen Jespersen fik nærmest nervøse ticks, da hun fornylig blev interviewet i TV 2's sene tv-avis omkring de manglende konkrete forbedringer til børnefamilierne i Pinsepakken. Valgløfterne var ikke glemt, forsikrede hun om, mens hun glippede med øjnene, men nu var det kun et par måneder siden valget, og man skullle give den nye regering lidt tid til at komme i gang med sit arbejde. Sådan noget i den retning, sagde hun, og det synes man jo, man har hørt før.
Der har været rygter om større brugerbetaling til dag-institutioner, men det lader ikke til at blive til noget alligevel, - denne gang. Jeg ved ikke, hvad det hele bliver til, men på nuværende tidpunkt er det svært at se nogen forbedringer til børnefamilerne. Jeg har mit på det 'tørre'. Min store pige vil helst gå direkte hjem fra skole nu med en kammerat eller flere, og det varer ikke længe, før min yngste også vil det, og jeg kan jo i princippet være ligeglad med, om folk ikke kan få deres små børn passet, om de ikke kan få orlov, om de ikke har råd til at tage orlov o.s.v.. I princippet. For jeg har svært ved at se på vennerne med småbørnene, som pukler og pukler for at få det hele til at hænge sammen, - arbejde og småbørn, - som er stressede og frustrerede, og mine venner er vel at mærke ikke folk, der knokler på arbejdet for at få råd til sommerhuset. De arbejder såmænd bare for at kunne betale deres månedlige regninger. Mine venner orker ikke at have et samliv, og de falder i søvn foran fjernsynet, og når man en sjældent gang får lokket dem til middag eller i byen, så sidder de og glipper med øjnene tidligt på aftenen. Ikke særligt opmuntrende, men det allerværste er dog, at de midt i al deres jag ikke når at nyde det bedste her i livet: børnene.
Selv om jeg ikke er små-børnsmor længere er her en ønskedrøm til Poul Nyrup og co.: Lad os dog få et års barselsorlov, og efterfølgende et år på nedsat tid, det være sig faren eller moren, på dagpengesats, så vi har tid til at nyde de små, for de år kommer aldrig igen. Det ville være noget der battede ! Og jeg kender svaret, "at det er der ikke råd til," men jeg er stensikker på, at det på længere sigt er en god investering, og så er det helvedes god børnepolitik!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu