Kronik

Træk arve-fjenderne til forhandling

Debat
18. juni 1998

Forholdet mellem Indien og Pakistan er så spændt som en ny Cuba-krise - og begge lande har atomvåben. Noget må gøres

Selvom alle konflikter og krige er tragiske, indtager konflikten mellem Indien og Pakistan en særstilling. Der er tale om to nationer, hvis folk har levet side om side igennem flere hundrede år, og som sammen har kæmpet imod den britiske kolonimagt indtil begge lande blev selvstændige i august 1948. Baggrunden for Pakistans tilblivelse var ønsket om et fristed eller land, hvor de indiske muslimer kunne leve i frihed.
Trods de religiøse forskelle har de to landes befolkninger mange kulturelle fællestræk - se også dagens Apropos. Træk, der burde kvalificere til udstrakt samarbejde, som dog absolut ikke er søgt udnyttet. Tværtimod.
Indien og Pakistan har siden uafhængigheden i 1947 udkæmpet tre krige, hvoraf to var på grund af Kashmir. I forbindelse med briternes tilbagetrækning fra Sydasien blev det besluttet, at områder med muslimsk flertal skulle udgøre det muslimske Paki-stan. De øvrige områder ville tilfalde det hinduistiske Indien.
Dette princip for delingen af Britisk Indien gjorde, at Pakistan geografisk kom til at bestå af to landområder med over 2000 kilometer indisk territorium imellem disse landsdele. Under stærk indisk indflydelse og militært engagement deltes Pakistan senere i to dele, nemlig Bangladesh i øst og Pakistan i vest.
Kun i Kashmir blev dette delingsprincip ikke fulgt.
Senere har FN-resolutioner fastslået, at Kashmirs befolkning selv skal afgøre landets tilhørsforhold ved en folke-
afstemning. Også tidligere premierminister Nehru, en af Indiens store ledere, lovede en folkeafstemning om områdets fremtid. Og Kasmirs befolkning har gennem fire årtier presset på for at få en folkeafstemning om områdets fremtid - uden held. Det førte til, at mange kashmirere for 10 år siden greb til våben og stadig færre kashmirere anser en politisk løsningen på konflikten for realistisk.
Selvom Indien og Pakistan 'kun' har udkæmpet to krige på grund af Kashmir-konflikten, så har konflikten flere gange givet anledning til en yderst anspændt atmosfære imellem Indien og Pakistan.

Indien har over 500.000 soldater udkommanderet i Kashmir. I Srinagar findes ligefrem én soldat for hver seks-syv indbyggere. Omsat til danske forhold svarer det til 200.000 soldater i hovedstadsområdet eller to-tre soldater i en typisk københavnsk opgang. Soldaterne holder civilbefolkningen i et jerngreb. Overgrebene er blevet dokumenteret et utal af gange af blandt andet Amnesty International, Asia Watch og Danske læger for menneskerettigheder.
Elektrisk stød, afskæring af arme og ben, slag mod nyrerregionen, skader på øjne, massevoldtægt samt knusning af muskler med efterfølgende nyresvigt er blot nogle af metoderne, der tages i anvendelse for at undertrykke befolkningens legitime krav om en implementering af de vedtagne FN-resolutioner, der kræver en folkeafstemning om landets fremtid. Den yngste voldtagne 'kvinde' var en pige på ni år - endnu yngre end den tiårige Susan fra Brøndby Strand, der på tragisk vis er blevet skændet og dræbt. Den ældste voldtagne kvinde er 82 år.
Situationen i Kashmir er den væsentligste baggrund for at man, trods åbenlyse fordele for begge parter, endnu ikke har formået at etablere et egentligt samarbejde mellem Pakistan og Indien. Hidtil har der udelukkende været tale om anvendelse af konventionelle våben, når det er kommet til direkte konfrontation mellem Indien og Paki-stan. Med Indiens uprovokerede, men stærkt provokerende, atombombesprængninger den 11. maj i år er situationen ved at være helt uholdbar. Kort tid efter Indiens prøve-sprængninger gennemførte Pakistan også prøvesprængninger. Dermed beviste begge lande deres nukleare kapacitet og er de facto medlemmer af atomklubben.
Det er et uomtvisteligt faktum, at Indien med et militærbudget, der er tre gange større end Pakistans militærudgifter, er Pakistan overlegen, hvad de konventionelle styrker angår. Der er derfor ingen tvivl om, at i en militært presset situation vil den pakistanske regering være udsat for et massivt folkeligt pres for at forsøge den 'ultimative' løsning.
Det var det samme folkelige pres, der gjorde det umuligt for regeringen at sidde Indiens provokation overhørig. Ingen pakistansk regering kan holde til, at tabe en væb-net konflikt uden at have forsøgt, at spille det nukleare kort.
Det er også baggrunden for, at Pakistan afviser en gensidig aftale med Indien om at afstå fra være den første til at anvende atomvåben.
Efter Indiens prøve-sprængninger har den amerikanske efterretningstjeneste CIA været kritiseret skarpt for ikke at have taget bestik af situationen. På trods af, at det hindu-fundamentalitiske parti BJP klart havde udtrykt et ønske om at styrke Indiens atomare status. Igennem længere tid har den pakistanske regering advaret om, at indiske ledere var fremkommet med foruroligende udtalelser, uden at det internationale samfund fandt anledning til at tage advars-lerne alvorligt.
Således har et af de væsentligste kritikpunkter overfor CIA været, at man ikke har været i stand til at forstå og tolke situationen i Sydasien og derved forudsige, at Indien ville gennemføre sprængningerne.
Som forklaring herpå har det været fremhævet, at efterretninger udelukkende er blevet analyseret på grundlag af amerikansk/vestlig tankegang og amerikansk udenrigspolitisk tradition. Med andre ord har man overset meget væsentlige tegn, der pegede på den igangværende udvikling.

Måske kan vi lære noget af fadæsen. Jeg mener, at en stabilisering af situationen i Sydasien kræver en løsning af Kash-mirkonflikten med det internationale samfund som garant for, at de opnåede aftaler implementeres. Som et absolut minimum bør der afholdes en folkeafstemning om Kash-mirs fremtidige tilhørsforhold. Det kan ikke nytte noget at forhandle om flere millioner menneskers fremtid, uden at spørge til disse menneskers eget ønske. Det er urealistisk at forvente, at en stabil sikkerhedspolitisk si-tuation kan opnås uden en folkeafstemning. Uden en folkeafstemning vil man i bedste fald opnå status quo og i værste fald en ny konfronta-tion mellem Indien og Paki-stan - med risiko for en spredning af konflikten til omkringliggende lande.
At Indien hidtil har haft held med at afvise folkeafstemninger skyldes i al væsentlighed, at det internationale samfund i udpræget grad har været indifferent overfor landets krænkelse af folkeretten, FN-resolutioner og menneskerettigheder. I diametral modsætning til handledygtigheden overfor Irak.

For at kunne tage bestik af situationen er det endvidere bydende nødvendigt, at man ved fortolkning af efterretningerne ikke tager udgangspunkt i en tryg og sikker vestlig verden. Situationen i Sydasien og den spændte situationen svarer vel nærmest til Cuba-krisen. Udgangspunktet er, at ingen af parterne stoler på hinanden og tillægger modparten de værste motiver. Alene derfor er det nødvendigt med en trediepart til at mediere reelle forhandlinger.
Sverige (under Olof Palme) og Norge (Oslo-aftalen mellem Israel og Palæstina) har bevist, at også små lande kan spille en rolle i international politik. Mon man kunne forestille sig, at Danmark tog et initiativ i EU-sammenhæng for at bringe parterne til forhandlingsbordet på grundlag af FN's beslutninger?
En implementering af FN-resolutionernes krav om en folkeafstemning kunne passende kombineres med aftaler om øget samarbejde mellem Pakistan og Indien, således at interaktionen mellem disse to lande ikke udelukkende er militær. Derved vil begge lande måske også få øjnene op for at en reel fred kan bringe velfærd og velstand til begge befolkninger. Altså - forhandling og samarbejde. Måske lyder det som romantisk dagdrømmeri. Men hvad er alternativet?

Mazhar Hussain er læge.

APROPOS
Mange forskelle, men flere ligheder

Et flertal af befolkningen i Indien bekender sig til hinduisme, mens befolkningen i Pakistan overvejende er muslimsk. Der er derfor mange religiøse forskelle imellem de to lande og deres befolkninger.
Men for en inder eller pakistaner er det ofte lighederne, der falder i øjnene. Disse ligheder er fremkommet efter flere hundrede års naboskab mellem hinduer og muslimer i de mange små fyrstendømmer, der senere blev besat af Det britiske Imperium.
De to religiøse gruppers kulturelle interaktion gennem mange år betyder, at hinduer og muslimer i Syd-asien i høj grad bærer på en fælles islamisk-hinduistisk kulturarv. Også familiesammenhold, moralske normer og værdier, religion og en god portion patriotisme betyder ganske meget både for indiske hinduer og for pakistanske muslimer.
I Indien taler en stor del af befolkningen hindi, der er stærkt inspireret af Urdu, som er nationalsproget i Pakistan. I begge lande anvendes engelsk som kommunikationssprog i administrationen og i erhvervslivet. Læg hertil, at landene har en lang fælles grænse, der i det store hele er velegnet til en massiv samhandel.
Derfor taler alt for, at to lande, der deler historie, kultur, sprog, udviklingsniveau og har en langstrakt fælles-grænse, også har et tilsvarende udvidet samarbejde. Det kunne dreje sig om studenterudveksling, integration af universiteternes forskningsmiljøer, landbrugsvarer, eta-blering af fælles udviklings- og eksportzoner, miljøbeskyttelse, sygdomsforbyggelse, computerteknologi, sport og en bedre udnyttelse af begge landes enorme turismepotentiale, som ikke mindst ligger nordpå i Kashmir.
Sidst, men ikke mindst burde skyhøje militærudgifter være nærmest overflødige for begge lande. De samme midler kunne med fordel anvendes til at forbedre uddannelser og sociale forhold for de ca. 500 millioner indere (ca. 50 procent af befolkningen) og de 25 millioner pakistanere (ca. 15 procent af befolkningen), der lever under stærkt kritisable forhold.

Mazhar Hussain

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her